Ingen forstod, hvad Marie fejlede: ”Alle anfaldene i badene, alle flashbackene. Pludselig gav alt mening”

Marie og Kasper er opdigtede navne. Redaktionen er bekendt med begges rigtige identitet.

Det hele startede den dag, Marie besvimede på arbejdet.

Pludselig forsvandt benene under hende, og hun gik ud som et lys.

Hun tog til sin læge, som testede hendes blodprocent. Den var alt, alt for lav, lød svaret, så hun kom i hast videre på hospitalet, hvor de gav hende en blodtransfusion. ”Dine tal ser helt forkerte ud,” forklarede lægerne hende. De kunne dog ikke sige, hvad Marie præcist fejlede.

Derfor blev hun sendt videre til andre hospitaler. Hun blev undersøgte af specialister. Der blev taget masser af prøver, hun var igennem scanninger, hun fik målt sin hjerterytme og undersøgt sine lunger. På et tidspunkt tog de knoglemarvsprøver på hende, fordi de troede, at hun havde kræft. Alt blev tjekket.

”Det var helt vanvittigt, min krop var fuldstændig ude af balance. Jeg var alt igennem,” forklarer Marie i dag om undersøgelserne, som stod på i et år.

Indtil hun en dag var til samtale med en overlæge på det tredje hospital, hvor hun blev undersøgt.

”Han forklarede mig, at han simpelthen ikke kunne finde ud af, hvad der var i vejen med mig. Nu havde de udtømt alle muligheder, og der var intet, der viste noget fysisk. ”Jeg er sikker på, at det er noget psykisk, du fejler,” sagde han så til mig.”

På dette tidspunkt var der intet sundhedspersonale i systemet, der ifølge Marie havde spurgt ind til hendes psykiske velbefindende. Og i hendes eget hovedet havde hun på det tidspunkt heller ikke selv noget begreb om, at noget psykisk kunne påvirke hendes krop på så voldsom en måde og med fysiske symptomer. 

”Så blev jeg jo sur. Ja, når man ikke kan finde ud af, hvad det er, så er det dejligt nemt bare at sige, at det er psykisk, tænkte jeg. I situationen. Men han havde fuldstændig ret. Det er jeg slet ikke i tvivl om i dag. Men at vores psyke kan have så meget magt over vores kroppe, det er godt nok vildt,” siger hun.

For faktisk starter denne historie ikke dén dag, at Marie besvimede på jobbet.

Der skulle dog gå endnu et år med udredninger efter samtalen hos hospitalsoverlægen, før Marie - og sundhedssystemet - forstod, at denne historie bør starte dén dag, hvor Marie tilfældigt på en bar mødte en mand, som hun blev forelsket i.

For det var et møde, som udviklede sig fatalt – og seks år senere udløste, at hendes krop sagde stop på grund af en ”usynlig” lidelse.

Mødet

Marie er i 20’erne på det tidspunkt, hvor hun i en sen nattetime møder Kasper på en bar under en bytur. Hun og en veninde kommer lidt ved et tilfælde til at sidde ved et bord med ham og nogle af hans venner.

Han har en rullekravetrøje på, og de falder hurtigt i snak. Han er charmerende, han smiler og griner. Og han er ærlig. Han fortæller allerede ved første møde, at han har kriminelle venner, og at han selv har gjort ulovlige ting.

”Men samtidig virkede han helt vildt genert, hver gang han sagde noget til mig. Det hang slet ikke sammen med mine fordomme,” husker hun.

De snakker også om alt muligt andet. Snakken går godt imellem dem. Han vil gerne se hende igen, og Marie vil også gerne se ham.

De aftaler at mødes igen, og de bliver kærester. Marie er vild med Kasper, men hun er i tvivl, om hun er forelsket i ham.

Han siger søde ting til hende og gør hende glad. Han kan finde på at ringe, når han er ked af det. Han er en stor og stærk mand, der har brug for hende.

”Jeg var meget fascineret af ham og af, hvad han så i mig. Han synes, at jeg kunne hjælpe ham, og jeg følte mig privilegeret over, at han lod mig være så stor en del af hans liv.”

Men indimellem kommer de ikke så søde bemærkninger. Den første, hun husker, er, da han siger, at han normalt slet ikke falder for så tykke piger. At hun burde tabe sig fem-ti kilo. Hun slår det hen.

Andre gange ringer han og går amok over telefonen. Hans humør kan skifte pludseligt.

”Hvis jeg sagde, at jeg ikke havde tid, så kunne han flippe fuldstændig ud, så jeg endte med at hjælpe ham med, hvad han nu havde brug for,” forklarer Marie.

”Lige så snart, at jeg sagde ham imod og sagde, at jeg ikke havde lyst, ville han hidse sig op, og så sagde jeg ”ok, men så gør jeg det.” Jeg har altid selv været en dominerende personlighed, men den blev taget fuldstændig væk fra mig. Jeg blev hans nikkedukke. Fra at være en meget selvstændig pige blev jeg sådan en, der gik og sagde ”ja”, hver gang han sagde noget. For jeg turde ikke andet, og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle komme ud af det,” husker hun.

Magtforholdet

Efter en måned har de en snak, og de bliver enige om at stoppe kæresteriet. Men Kasper vil gerne blive ved med at have et tæt forhold til hende – som en søster, forklarer han.

Marie siger ”ja”. Han kommer oftere og oftere i hendes lejlighed. Og tingene ændrer sig.

Han udviser et voldsomt temperament. Han kan blive så vred, at han kaster med maden og løber over og truer hende med en knytnæve.

”Han overskred mine grænser gang på gang på gang. Også seksuelt overskred han mine grænser rigtig mange gange. På et tidspunkt forlangte han at få en nøgle til min lejlighed, så jeg vidste jo aldrig, hvornår han kom. Stadig den dag i dag, hvis jeg hører lyden af en nøgle i døren, så løber det mig koldt ned ad ryggen, og jeg ryger direkte tilbage til den tid," lyder det fra Marie. 

"Jeg elskede, at han havde brug for mig. Det var nok den kærlighed, jeg havde til ham. Jeg kunne hjælpe og servicere ham, og det passede mig helt perfekt, for så følte jeg, at jeg var noget værd. Han fik mig til at føle mig speciel, når han havde brug for mig. Han sagde også altid til mig: "Hvis jeg ikke havde dig, så kunne jeg lige så godt tage livet af mig selv." Det sagde han mange gange. Han fik fuldstændig manipuleret mig rundt på den måde,” siger Marie.

Hun bliver bange for at gå. For at stoppe relationen. På et tidspunkt får de begge nye kærester, men når folk spørger ind til det, svarer hun altid, at Kasper er den vigtigste for hende, for han er ligesom en bror.

”Det var jeg nødt til at sige. Det var min måde også at godtgøre det for mig selv oppe i mit eget hoved. Men også overfor min familie. De kunne slet ikke holde det ud. Der var mange i min familie og blandt mine veninder, der sagde: Kom nu ud af det dér. Men jeg svarede, at det kan jeg ikke. For han slipper mig ikke."

Maries frygt viser sig at være begrundet, da hun efter halvandet år forsøger at bryde med Kasper.

Han får hende modvilligt til at mødes med ham i hendes lejlighed. Her udsætter han hende for grov vold, hvor han blandt andet truer hende med et våben og slår en tung genstand ind i baghovedet på hende.

Af frygt for konsekvenserne anmelder Marie ham ikke til politiet. Kasper bliver ved med at kontakte hende. Han skiftevis græder og truer med at tage sit liv.

En måned senere presser han sig til et nyt besøg i hendes lejlighed. Denne gang har han en kniv med, som han viser hende, mens han forlanger, at hun skriver under på, at hun vil sælge sin lejlighed til ham.

Hun gør det, men straks derefter anmelder hun ham til politiet.

Så siger hun farvel til sin mor – og tager derefter flugten og går under jorden.

Flugten

Mens retssagen står på, bor Marie i sommerhuse rundt omkring i Danmark. Hun bor i et nyt sommerhus hver måned, og flugtruter bliver hendes nye ting. Hun lægger dem hele tiden oppe i sit hoved. Hun er hele tiden på vagt. Hun sætter forskellige former for fælder op, så hun kan høre, hvis nogen uventet skulle dukke op. Hun har også fået en overfaldsalarm af politiet.

Nat og dag byttes rundt.

Hun har svært ved at sove. Når hun er vågen, har hun flashbacks til alt det, der er sket. ”Dagsmareridt”, som hun kalder dem.

En dag står hun i badet, da alt blodet forsvinder fra hendes hoved. Hun når lige ud og sætter sig på sengen. Kroppen ryster voldsomt – som om, at den har brug for sukker. Det sker mange gange fremover.

Hun kan ikke selv forklare eller forstå, hvad, det er, der sker med hende.

Undervejs skal hun vidne i retten og gennem flere retssager, før der endelig fældes dom: Kasper får et halvt år for den del, han har gjort mod Marie, og yderligere nogle år for andre kriminelle forhold.

Marie vælger derefter at flytte til et nyt sted i landet, hvor hun kan komme videre på en frisk.

Dem, hun stadig har kontakt med fra tidligere, fortæller hende, at hun har ændret personlighed. Hun bliver hurtigere aggressiv.

Men Marie føler selv, at hun er kommet videre. Hun får nye venner, en ny kæreste. Så beslutter hun sig for at flytte igen, og kæresten tager med.

Seks gange på 10 år flytter hun til nye byer, til nye steder. Der når ikke at komme billeder op på væggene, som hun selv beskriver det i dag.

Flashbacks og tanker omkring fortiden bliver ved med at dukke op. Midt i dagligdagssituationer. En af de episoder, som hun bliver ved med at se levende for sig, er, at Kasper jagter hende og truer hende med et våben, men denne gang slår hun tilbage mod ham, og hun vinder. Flashbacket dukker op, mens hun fx kører bil.

”Jeg var i et psykisk fængsel. Det kan godt være, at han (Kasper, red.) fysisk var i fængsel, men han havde 100 procent mig i et psykisk fængsel. De kunne lige så godt have puttet mig i fængsel. Jeg tænker næsten, at det havde været sjovere for mig.”

På et tidspunkt starter Marie sin egen virksomhed. En dag på nettet opdager hun, at hun kan se, hvem der har været inde og tjekke hendes erhvervsprofil ud i et særligt online marketingnetværk. Hun bryder sammen, da Kaspers fulde navn dukker op som et af de navne.

Hun opdager oveni, at teleselskabet ved en fejl ikke har skjult hendes navn og adresse online.

Pludselige fylder tanken om, at han kommer efter hende, mere og mere. Hun får sin nye kæreste til at hente og bringe hende hver dag, når hun skal på arbejde.

Og så er det, at hun en dag besvimer midt i arbejdsdagen – og at der går et år med udredninger i hospitalsvæsnet af hendes fysiske symptomer, inden hun får beskeden om, at det kan være noget psykisk.

Marie skal igennem en ny udredning hos to psykiatere, før den endelig diagnose er klar...

Diagnosen

Kommunen er også interesseret i, at Marie ser en psykiater, og vedkommende når frem til, at Marie har PTSD, en belastningsreaktion, som opstår, når et menneske har været udsat for en ekstrem psykisk belastning. Normalt vil kroppens stressreaktion forsvinde efter traumet, men hos nogle bliver den siddende i dem som en invaliderende lidelse.  

”Da han fortæller, at jeg har PTSD, går jeg hjem og læser op på det. Og alt, hvad jeg læser, er jo ligesom at se et billede af mig. Det går virkelig op for mig, at det er den lidelse, jeg har. Alle anfaldene i badene, alle flashbackene. Lige pludselig giver alting bare mening.”

Men den første psykiater vurderer også, at det er noget, som Marie kan komme sig over. Det studsede hun over allerede dengang.

”Så mange år efter? Det er fuldstændig åndssvagt, men det siger han til kommunen,” forklarer hun i dag.

Hun sendes videre til en psykolog, men behandlingen hos hende får genkaldt Maries minder om fortiden på en re-traumatiserende måde, og Marie ender med at udvikle en depression.

”Jeg sad bare og kiggede ind i væggen. Jeg gik ikke i bad. Jeg ville ingenting. Så fik min eksmand overtalt mig til at gå til lægen, som forklarede, at det var ude af hans hænder – han ville have mig til en ny psykiater.”

Det er ved mødet med dén psykiater, at Marie ender på den rette behandlingshylde.

”Han forklarede, at PTSD’en er en slags skade i hjernen. Han var meget forstående. Han blev ved at sige, at jeg var en fighter og en stærk pige. Så han fik mig bygget lidt op,” husker hun i dag.

På dette tidspunkt er det 6-7 år siden, at Marie brød med Kaper og gik under jorden. Denne psykiater er også hurtigt til at understrege, at PTSD’en derfor nu er blevet en permanent lidelse hos Marie, og han forklarer hende, at hun ikke kommer til at kunne komme ud på arbejdsmarkedet igen.

”Det hjælper mig, at han forklarer disse ting. Han sagde, at lige så snart, jeg fik en pension - for det skal du have - så kan du få noget ro i dit liv. Og indtil da kan du ikke finde ro.”

Der går yderligere to år, før Marie tilkendes en førtidspension. Men den giver hende langt om længe en tiltrængt ro og også et overskud til at bryde med det psykiske fængsel, som hun har følt sig indespærret i.

Kampen

Marie har i en årrække efterfølgende været aktiv inden for arbejdet med at fortælle om PTSD, hvor hun blandt andet har været ude at undervise sygeplejersker om emnet og holdt et foredrag med en læge.

”Jeg synes, at systemet bør være bedre til at tage hånd om denne sygdom. Man siger, at PTSD bliver kronisk, når den får lov at forblive ubehandlet i over et halvt år. Men hvad nu, hvis systemet blev bedre til at gribe folk inden for det første halve år? Fx lige så snart kvinderne havner på et krisecenter, eller første gang de har kontaktet politiet? Der skal de være bedre til at give dem noget psykolog- og krisehjælp,” siger Marie.

PTSD’en lever hun stadig med.

”Den kommer til udtryk ved, at jeg fx ikke kan have nogle mennesker siddende bagved mig. Jeg skal kunne holde øje med alle. Jeg er også hurtig til at fare op i temperament og gå til angreb, og så er jeg blevet ekstremt lydfølsom og kan ikke være i for meget larm,” forklarer hun.

”Stadig den dag i dag, hvis fx et barn render og synger den samme sang, så begynder mit hjerte at buldre derudad, og så skal jeg væk fra situationen.”

Til gengæld har hun fået et helt andet syn på, hvordan hun har det med sin krop.

”Jeg er blevet rigtig god til at mærke efter min krop. Min krop fortæller mig alting, og jeg lytter rigtig, rigtig meget til den. Hvis der er noget, som jeg føler mig presset til, så mærker jeg efter. Og så siger jeg ”nej tak” og er ligeglad med, hvad andre måtte tænke. Det hjælper. Jeg fortæller det til alle: Din krop fortæller dig alt, og det er bare med at lytte til den.”