Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Meningen med livet er at få et barn
Foto: Bjarke Johansen

Kirsten Hammann

Barnløshed skyldes manglen på den rette mand

Det er manglen på den rette, villige mand, der får kvinder til at udsætte moderskabet – ikke karrierehensyn eller andre bevidste valg. Det siger forfatteren Kirsten Hammann, hvis seneste roman har en af de kvinder i hovedrollen, der mister sig selv i kampen for at overtale en uvillig mand til at danne familie lige før lukketid.

Hun har været der før, Kirsten Hammann. Inde og beskrive parforholdet med alle dets svimlende opture, svidende nedture, forelskelse, brud og alt det midtimellem plus det løse.

– Jeg er voldsomt interesseret i parforhold – i mænd, kvinder, sex og samlivsformer. Jeg lander ofte i selskaber, hvor vi kun er kvinder, og der er ikke noget at gøre: Parforhold er bare et yndlingsemne. Der bliver dæleme snakket meget om det, og jeg kan sådan set ikke få nok af det. Det betyder ikke, at jeg ikke interesserer mig for det fjerne, for der er også en verden udenfor, og jeg er stærkt bekymret for, hvordan det skal gå for eksempel i forhold til klima og overbefolkning. Men det er jo ikke det, vi sidder og snakker om, når vi er til middag eller på bar, og det har altid undret mig. For jeg tror, at vi alle sammen bekymrer os meget, men vi snakker ikke om det. Jeg gør heller ikke, og jeg har da begavede og oplyste venner. Men det ender med, at vi sidder og taler om mænd og kropsbehåring og skilsmisser, fortæller Kirsten Hammann.

Det er også først og fremmest i det nære og i forholdet mellem mennesker, at Kirsten Hammanns syvende roman, "Alene hjemme", bevæger sig. Hovedpersonen Sara er freelancejournalist og er midt i en stormende forelskelse flyttet ind i den nyligt fraskilte Philips store herskabslejlighed på Østerbro. Philip har to små døtre. Sara er 38, og det eneste, hun rigtig vil, er at få sit eget barn. Philip derimod har sit på det tørre og er ikke synderligt interesseret, og Sara bliver mere og mere desperat og angst for, at det aldrig vil lykkes hende at blive mor.

– Sara er en kvinde, der for fanden bare vil have et barn, og så er alt andet ligegyldigt. Den biologiske drift vil jeg gerne være fortaler for. Jeg ved godt, der er nogle, der ikke har den, men jeg ved også, at der er rigtigt mange, der har den. Hvis man prøver at google og kommer ind på de der fora, hvor kvinder, der gerne vil have børn, diskuterer, kan man hurtigt se, at man kan blive fuldstændigt ensporet, siger Kirsten Hammann og kommer til at tænke på Anders Morgenthalers film "I Am Here" med Kim Basinger
i hovedrollen som Maria, der efter flere spontane aborter er så des-perat, at hun bevæger sig ud på en farefuld færd for at få et barn.

Anders Morgenthaler har fortalt i et interview, at mænd har sagt til ham, at det er urealistisk – at kvinder ikke går så meget op i at få et barn, at de sætter alt på spil.

– Men det gør de, når de når en vis alder, og det er præcis den alder, jeg beskriver i "Alene hjemme". Hovedpersonen Sara er 38 år, og hendes veninde er 40. Der kan man faktisk godt glemme alt andet – karriere er fuldstændigt lige meget, man vil bare have et liv til at vokse i sig. Der er selvfølgelig kvinder, der ikke har brug for at få børn eller har fået dem tidligt, der ikke kan forstå det. Men kvinder, der er kommet op mod det biologiske urs tikken, de forstår det. Som Morgenthaler også siger: Kvinder går jo fuldstændigt amok og kører ned gennem Europa for at få noget sæd. Og det er jo rigtigt nok, man vil gøre hvad som helst, nærmest bare lægge sig ud på et eller andet værtshus for at få noget sæd, griner Kirsten Hammann og fortsætter:

– Jeg sidder lige og tænker over, at det er sjovt, at jeg føler, at jeg har brug for at indkalde vidner til det her. Det er næsten forbudt at sige, at det er så stærk en kraft. At jeg er nødt til at sige: "han siger også" og "jeg kan se inde på nettet" og "jeg kender mange". Men jeg vil gerne skrive under på, at det at få et barn er meningen med en kvindes liv. Jeg ved godt, at det ikke er det for nogle kvinder, og det har jeg respekt for. Men jeg tror, at det er meningen for de fleste kvinder. Jeg synes selv, at livet ville være meningsløst, hvis jeg skulle leve mit liv som kvinde uden at få et barn.

Der er for Sara også en vis portion skam forbundet med, at hendes kæreste ikke vil have et barn med hende.

– Det er jo hverken særligt romantisk eller særligt charmerende. Det må ikke være fedt at bede en mand om et barn, det er jo totalt ulige. Han viser ikke specielt stor forståelse for hende og lukker meget af. Det er lidt ynkeligt, og det er så uretfærdigt, at der hele tiden står i avisen, at kvinder skal tage at få børn lidt tidligere. Ja tak, men hvad hvis man ikke har fundet den rigtige at få børn med? Der er selvfølgelig nogle i fast parforhold, der trækker den på grund af karriere, men jeg tror, at langt de fleste bare ikke har fundet den rette mand, eller at det ikke har været frivilligt at vente så lang tid, siger Kirsten Hammann.

For nylig så hun en udsendelsesrække på DR1 om de nye familieformer, hvor der var en kvinde på 42, der havde fået tvillinger alene.

– Og tænk, jeg sad faktisk og vurderede hende lidt negativt – eller ikke negativt, men der var det der lille ord "ynkeligt", selvom jeg forstår hende hundrede procent. Hun sidder der alene som 42-årig med tvillinger, fordi det ikke havde kunnet lade sig gøre før. Hvorfor tænker jeg så "ynkeligt"? Der var det der lille, "nå, det kunne ikke lykkes for hende, hun måtte op i så høj en alder og få børn alene". Det er et prestigetab for en kvinde ikke at kunne få sig en mand, der vil lave et barn med hende, eller at hun ikke kan finde en, hun ville have et barn med. Jeg forstår hende fuldstændig, men der er noget sørgeligt over det.

Kirsten Hammann var ikke selv så gammel – 34 – før hun fik et barn, men kunne hun selv være landet i desperationen, hvis hun var blevet ældre?

– Det kan jeg love dig for. Jeg har vidst, fra jeg var helt lille, at jeg skulle have et barn. Den var der ikke i ungdomsårene, der var jeg skideligeglad, og hvis jeg blev gravid, skulle jeg bare have en abort. Men da jeg var i slutningen af 20'erne, vidste jeg godt, at hvis det skete, så var det godt nok om at holde fast. Jeg mener helt personligt, at vi er sat i verden for at skabe liv. Så er der nogle, der vil sige, "Ja, ja, men vi er jo ikke aber mere, vi har skabt en kultur", og det er jo rigtigt nok. Men det vil jeg have lov til at mene, og det vil jeg have lov til at lade min romanperson leve fuldt ud.

Og Sara lever det fuldt ud. Hun pleaser sin kæreste, forstår ham og passer og plejer hans døtre – både fordi hun gerne vil, men også fordi hun føler, at det sætter pluspoint ind på den konto, der skal få ham til at ville have et barn med hende. Der er ikke ret meget til Sara, men hun bliver under nærmest umenneskelige vilkår, fordi hendes kæreste er hendes sidste chance for at blive mor.

– Jeg synes, jeg ser rigtigt mange af de her historier med nyskilte mænd, der hurtigt får nye kvinder, og jeg vil kalde dem overgangskvinder. Der er så mange eksempler på folk, der kommer forslåede ud af skilsmissen, har sager i statsforvaltningen, og så får en kæreste og bliver superforelskede og glade igen – indtil en vis grænse. De har en
dejlig følgesvend i to år – det ser ud til, at det gerne tager to år at reparere de værste skader efter en skilsmisse, og så er den der klud brugt op, og de kan stå på egne ben igen og gå ind i et ligeværdigt forhold – med en anden.

For forholdet til overgangskvinden er ikke ligeværdigt, mener Kirsten Hammann. Overgangskvinden skal trøste, og hun skal forstå.

– Jeg talte for nylig med en kvinde, hvis nyskilte kæreste sad og tudede op ad hende og savnede sin ekskone. Det er jo helt horribelt! De her mænd gør det ikke af ond vilje. De føler, at de er forelskede og siger ting som: "du er min bedste ven" og "vi får det bedre senere", og så håber man jo. Om kvinder gør det samme, skal jeg ikke kunne sige, men jeg synes, der er en tendens til, at kvinder klarer sig bedre efter en skilsmisse. De går ud af et forhold og er alene, mens mænd skynder sig at få en ny kæreste, siger Kirsten Hammann og kommer til at tænke på en klumme, hun læste i ALT for damerne i efteråret.

– Skribenten spørger: "Hvor er alle de gode mænd over 35?". Hun skriver om to kategorier af mænd: Dem, der render nede i Kødbyen og fjoller og ikke kan binde sig, og dem, der kommer fuldstændig forslåede ud af en skilsmisse og er pissebange for at involvere sig eller roder rundt i deres problemer. Hun blev overfaldet på Facebook. Folk rasede, men jeg synes, hun har ret i nærmest hvert eneste ord.

Et andet tema i "Alene hjemme" er, hvordan Sara mister sig selv i forholdet med Philip. Al hendes tankevirksomhed går på, hvordan hun skal få ham til at ville have et barn med hende, hvordan de skal få det godt igen, hvordan han har det, og ikke mindst hvordan han gerne vil have, at hun skal være.

– Jeg tror, at kvinder oftere mister sig selv i parforhold, end mænd gør. Jeg ved ikke, om det er, fordi kvinder vil forholdet mere end mænd, men min opfattelse er, at kvinder vil gå enormt langt for at få det til at køre. De er villige til at tilgive den mand, der trækker sig, for han sagde jo engang, at han var superforelsket, og der er jo problemer. De kommer hele tiden med undskyldninger på hans vegne og siger, "det må jeg også støtte ham i". At være så meget ovre i den andens følelser, tror jeg, er en kvindeting. På den måde får man lige så langsomt nedbrudt sig selv og gør noget pinligt, som man prøver at reparere, og så bliver det endnu værre. Man kommer til at ydmyge sig selv i stedet for at rette ryggen og sige ham imod, siger Kirsten Hammann, som i "Alene hjemme" også beskriver den uærlighed, der kan være i et forhold, når man ikke føler, at man kan være sig selv med alt, hvad det indebærer.

– Den uærlighed opstår, når der ikke er tilstrækkelig tillid, og det kender jeg fra mit eget liv. Jeg tror, man først skal lære, hvad kærlighed er. Og det ved man først den dag, man får en partner, hvor man kan være sig selv. Jeg har prøvet både det ene og det andet, og uærligheden kommer ind, når det ikke er den rette, man er sammen med. Når der ikke er tillid, prøver man at lave sig selv om hele tiden, hvorimod når det er den rette, så sker der noget magisk, som ingen kan forklare, men hvor man føler sig fuldstændig tryg. Og så mister man jo ikke sig selv. Så måske skal man bare gå grueligt meget igennem, før man finder den rigtige? Jeg ved det ikke.

Hvis Kirsten Hammann skulle give sin hovedperson Sara et godt råd, ville det være at skynde sig væk fra sit forhold og finde sig en anden mand.

– Men alle, der har været i et dårligt forhold, har jo talt med deres veninder, og så får man en eller anden historie om at "dem der, de havde faktisk et dårligt forhold i 10 år, før de fik det godt" og "det med, at det er godt fra starten, er en skrøne". Der florerer tusind historier, ligesom i filmen "He's Just Not That Into You", hvor kvinder siger ting til hinanden som: "han er bare bange for sine egne følelser" og "du er nok for stærk" – alt det der, man fodrer hinanden med. Og i bund og grund er det jo bare: Skrid fra ham og find den rette. Men det har nogle, for eksempel Sara, ikke tid til, fordi de brændende ønsker sig et barn. Eller også har de ganske enkelt ikke kræfter til at lede mere, fortæller Kirsten Hammann, der har en fornemmelse af, at mænd har sværere ved at stoppe et forhold, end kvinder har.

– Jeg læste et sted, at en mand skrev: "Jamen, vi kan ikke lide at gøre kvinder kede af det". Der tror jeg, at kvinder er meget hårdere. Hvis vi ikke længere gider forholdet, så er det farvel. Jeg kunne i hvert fald ikke blive i lang tid sammen med en mand, jeg ikke ville have. Men jeg har selv prøvet, at mænd kunne blive et parforhold i lang tid, selv om de måske gerne ville stoppe det. Så har de trukket sig på en anden måde. Mænd venter måske på, at der står en ny parat i kulissen, før de tager springet.

Forelskelse er én stor blindhed, mener Kirsten Hammann. Halvdelen af alle forelskelser ender, men alligevel skal man tro på den og turde at gå med den.

– Men man skal råde alle mennesker i den fase til at lade være med at flytte sammen. Min veninde, der var kæreste med en nyskilt mand indtil for nylig, nåede heldigvis ikke at flytte sammen med ham, før det gik galt. Men han ville gerne, og hun skulle straks ind i hans seng og ligge sammen med hans børn også. Det havde jo været et helvede, hvis de var nået at flytte sammen. En anden grund er, at man skal tage sig tid til at nyde sin forelskelse. Der er ingen grund til at gå i gang med hverdagens trummerum så hurtigt. Så er det slut med voksenlidenskaben, især hvis der er børn med ind i forholdet.

Man kan lige så godt tage to, tre, fem år som glade voksne forelskede og flytte sammen senere. Det har jeg set gode eksempler på, og jeg har set eksempler på, at det går for hurtigt og går i stykker, og man flytter fra hinanden igen. En anden veninde og hendes kæreste ventede tre år med at flytte sammen, og hun beskrev det som, at de satte penge ind på kærlighedskontoen i de tre år, hvor de bare var megaforelskede og havde deres forhold for sig selv. Bare de to alene med champagne og kaviar og weekendture. Det har styrket dem, og hvis de skal være sammen resten af livet, hvorfor haster det så med at flytte sammen?

Kirsten Hammann har været mere alene, end hun har været i forhold, og hun har altid tænkt, det var et minus, og at de andre havde det meget bedre. Men med årene har hun indset, at hvis hun ikke har det godt i et forhold, vil hun hellere være alene.

– Det er til min gru gået op for mig, at mange folk har været i forfærdelige forhold, hvor de har bidt en masse ting i sig og lukket for enormt mange ting for at kunne være i det. Jeg har været meget alene, for det har skullet føles på en bestemt måde, for at jeg ville være med til det. Jeg har ikke evnen til at tilpasse mig noget, der ikke er godt nok, og jeg har en ret hurtig refleks, der får mig ud af det. Jeg kan simpelthen ikke forstå, at nogen kan være sammen med et menneske i ti år, hvor der ikke er mildhed, sex og tillid, men til gengæld en masse regler om, hvordan man må være. Der er forhold, hvor de måske er kammerater, men følelsesmæssigt er der kulde og slet ingen intimitet. Det ville aldrig kunne lade sig gøre for mig. Når det så er sagt, må jeg indrømme, at jeg nogle gange i løbet af årene har tænkt: "Åh, de andre har det så godt, jeg vil også bare være i et eller andet forhold", men det kan ikke lade sig gøre for mig. Det bliver nødt til at være godt, ellers skal jeg nok sørge for at få det ødelagt på den ene eller den anden måde. Der skal en virkelig god mand til for, at jeg gider. Og sådan en har jeg heldigvis fundet nu.


LÆS OGSÅ: Forfatter bryder igennem med hæsblæsende drama

LÆS OGSÅ: "Gudskelov var det lægerne, der tog beslutningen"

LÆS OGSÅ: Jussi Adler-Olsen: Jeg er opvokset på forskellige sindssygehospitaler

Kirsten Hammann, 49

- Debuterede i 1992 med digtsamlingen "Mellem tænderne" og har vundet priser for blandt andre romanerne "Fra smørhullet", 2005, og "Se på mig", 2011.
- Aktuel med romanen "Alene hjemme".
- Bor i København med sin søn på 15. Har en kæreste.


"Alene hjemme"
Sara er i slutningen af 30'erne, freelancejournalist og bor sammen med den fraskilte forretningsmand Philip i hans store herskabslejlighed i midten af København. Ovenover bor den smukke og lidt skøre Frederikke. Hver anden uge kommer Philips små døtre på besøg. Sara elsker Philip. Det eneste, der mangler, er et fælles barn. Og at han var lidt mere hjemme. En dag begynder maden at smage mærkeligt, og hun falder i søvn hele tiden. Så begynder hun at se syner. Eller gør hun? Er der nogen, der prøver at stjæle hendes lykke?
"Alene hjemme" er Kirsten Hammanns syvende roman.
Gyldendal, 299,95 kr.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview