Mikael Kamber mødte sin kone, da han var blot 11 år

– Det var ret svært for mig at flytte til Fanø. Jeg havde lige fået tjek på alting i Fredericia, var startet i skole, havde fået venner, og så – fra at være verdensmester – skulle jeg starte helt forfra. Det var op ad bakke. Jeg kom til Fanø med en helt forkert østjysk dialekt, så de andre syntes, jeg talte mærkeligt, men jeg fik heldigvis alligevel hurtigt venner. Vi boede lige midt i Nordby i et gammelt Fanøhus i de smalle gader i det område, der hedder Mellemgaden. Det område er noget af det mest hyggelige, krogede og oprindelige, og det liv, der foregik ude på gaden om sommeren, var fuldstændig eventyrligt. Vi ejede gaden. Der var ingen biler – højst en i timen – så vi spillede fodbold, legede "krig" og byggede vores egne cykler og kørte væddeløb i gaderne. Og jeg kunne sidde i mit vindue og holde øje med, hvem der kom forbi, og måske kaste vandballoner efter dem. Der er stadig noget "Alle vi børn i Bulderby" over Nordby, for børnene kan faktisk færdes, lige så tosset de vil. Også på cykel. Dengang i 70'erne, hvor forældrene ikke behøvede at vide, hvor man var hvert sekund, kunne man være væk i halve og hele dage. Det var helt vidunderligt sted for små børn. Men når man så blev teenager... Som Lou Reed synger: "There is only one good thing about small town, you know that you want to get out". Den følelse kendte jeg så godt, da jeg hørte den plade som stor teenager. Der trængte jeg bare til, at verden skulle være større.

LÆS OGSÅ: Jens Jørn Spottag: "Min mor inspirerer mig. Hun er altid et lys at se på - nysgerrig og åben"

Skrivekløe og mental åbenhed

– Jeg har altid været sindssygt god til at gå i skole – ja, undskyld, at jeg siger det lige ud. Da jeg var omkring 10 år gammel, købte min mor sådan en gammel manuel skrivemaskine af mærket Brother, og da jeg begyndte at skrive på den, fandt jeg ud af, at med den kunne jeg udøve magi. Det med at tage et stykke hvidt papir og sætte ned i valsen, lige høre den der rullelyd og så lade fingrene danse over tasterne – for mig skete der noget magisk. Der kunne jeg bygge verdener op. Jeg syntes, jeg kunne frembringe ting, som var større end mig selv. Og uanset hvad min fantasi kunne frembringe, kunne jeg fastholde det på det papir. Hold kæft, hvor var det fedt, tænkte jeg, det vil jeg leve af. Først troede jeg, at jeg skulle være forfatter eller måske historiker, men journalist var også inde i billedet – det skulle bare være noget med at skrive.

– Min lyst til at skrive gik især ud over min dansklærer og historielærer. Jeg var vildt optaget af både verdenshistorie og Danmarkshistorie, og jeg skrev rapporter på 20-40 maskinskrevne sider med billeder og overskrifter og det hele, som de pligtskyldigt læste og kommenterede. Dansk stil var min favorit, jeg elskede at skrive noveller. Jeg var vildt optaget af Steinbeck og Hemingway, de var de fedeste, og sådan ville jeg også skrive. Så jeg sad på mit værelse i Nordby, kiggede ud over stråtagene og skrev og skrev.

– Jeg søgte ind på Journalisthøjskolen, og det sekund, jeg blev placeret i et redigeringsrum, fandt jeg ud af, at tv-mediet har to dimensioner ekstra, som spiller utrolig godt sammen med det skrevne ord. Lyd og billede. Tv er, hvis vi skal bruge et upassende billede, skriftsprog på LSD. Jeg blev hooked på tv, men som nyhedsvært skriver jeg også meget, og jeg skriver også bøger ved siden af. Jeg vil blive ved med at skrive, indtil jeg ikke længere kan bevæge fingrene på et tastatur.

– Jeg synes, det har givet mig en rigtig sund ballast at vokse op på Fanø, for der lærer man alle mennesketyper at kende. Jeg er vokset op i det modsatte af en ghetto. Jeg føler, Fanø har været med til at give mig en kæmpe rigdom i forhold til at kunne se, hvor forskellige mennesker er, og at de alle i bund og grund er ret fede. Jeg elsker mennesker og deres historier. Mine forældre har altid haft et åbent hus og åbne hjerter. Folk, der havde det svært, kunne altid komme og være hos os. I Fredericia havde vi grønlænderbørn, der havde det svært, boende i flere perioder. Den sociale bevidsthed tog mine forældre med til Fanø, hvor min far bl.a. også havde drenge gående på sit værksted, der trængte til at få lidt disciplin ind i hverdagen. Jeg er ikke selv sådan en, der lukker masser af mennesker ind i mit hjem, men jeg har åbenheden mentalt. Jeg kan forstå og holde af mennesker uanset deres baggrund.

Der gik to timer, så ringede jeg til hende...

– Jeg gik i gymnasiet i Esbjerg, og så tog jeg et par sabbatår, hvor jeg arbejdede på Fanø om sommeren og rejste ud i verden. Jeg havde det fint med at komme på Fanø, jeg skulle bare ikke bo der på det tidspunkt. Ikke et ondt ord om Fanø eller om dem, der bor på Fanø, jeg trængte bare til at komme ud og få nogle andre stimulanser. Der er folk på Fanø, der er nogle rigtig hjemmefødninge, men der er også mange med et 360 graders udsyn, Fanø rummer det hele.

– Jeg mødte også min kone, Annette, på Fanø. Jeg var omkring 11 år, da jeg begyndte at lægge meget nøje mærke til hende. Den her pige, der sad på Fanøfærgen med brilleglas så tykke som hinkesten. Jeg var virkelig betaget af hende, hun så simpelthen så sød ud. Hendes familie var flyttet til Fanø, og i begyndelsen gik hun stadig i skole i Esbjerg, men en dag kom min lærer hen til mig og sagde: Mikael, der kommer en ny pige i klassen, og du er sådan en fornuftig dreng, så hun skal sidde her ved siden af dig. Det var Annette, og vi blev rigtig gode venner næsten på sekundet. Vi gik også i parallelklasse i gymnasiet, dansede lanciers sammen og havde nok lidt et crush på hinanden, men vi var ikke kærester. Jeg var helt vildt genert over for piger. Jeg syntes, piger var farlige. Jeg forstod dem ikke. Det var først henad 2.g, jeg turde begynde at have noget med piger at gøre. Og Annette og jeg var jo venner, det var noget værdifuldt, som man ikke lige skulle kaste overbord. Jeg tror, jeg fornemmede, at det var noget, der kunne gå i stykker, hvis man ikke var varsom.

– En dag i 1994 kom jeg cyklende i Pilestræde, og pludselig trådte Annette lige ud foran mig. Jeg var faktisk lige ved at køre ind i hende. Det var så fedt at se hinanden, og vi gik ind på Cafe Sommersko, hvor vi snakkede og snakkede. Det viste sig, at vi boede 100 meter fra hinanden ude på Christianshavn. Vi skrev vores telefonnumre på et stykke af papirdugen og byttede, og Annette sagde, at jeg kunne ringe, når jeg havde lyst til at gå i biffen. Der gik to timer, så ringede jeg til hende og sagde: Jeg har lyst til at gå i biffen nu! And the rest is history.

– Følelsen af at møde en, man deler rødder med, er følelsen af tryghed for mig. Et fast anker. Jeg kender Annettes værdier og ved, hvad hun kommer af. Hun er okay come rain come storm. For sådan er det jo her i livet og i parforholdet. Der kommer solskin, men også regn og storm, og der ved jeg bare, at jeg kan stole på Annette. Det er en kæmpemæssig ballast i et forhold at have fælles historie og fælles referencer.

LÆS OGSÅ: Pilou Asbæk: "Jeg er mere forelsket end nogensinde"

Fanø på Christianshavn

– I 2007 blev jeg chefredaktør og direktør for JydskeVestkysten, hvis hovedkontor ligger i Esbjerg. Det var derfor oplagt at flytte til Fanø, hvor vi har hele vores historik og logistik, og hvor mit favorithus – det nordligste hus i Nordby – var til salg. For Annette var det en lidt blandet oplevelse at flytte tilbage. Hun kom fra et travlt liv som tandlægeklinikejer og til pludselig at have ret god tid til vores to piger i det her lille samfund. Hun arbejdede to dage om ugen i København og pendlede frem og tilbage. Annette holder rigtig meget af København, og udfordringen ved at tage jobbet på JydskeVestkysten lå ikke hos mig. Formanden for JydskeVestkysten forhandlede næsten ikke med mig, men rigtig meget med Annette, ha, ha. Annette og jeg lavede den aftale mellem os, at hvis hun stadig ville tilbage til København efter tre år, så no discussion. Og sådan blev det. Professionelt set var det tre eventyrlige år for mig, fordi jeg følte et tæt bånd til avisen, området og de mennesker, der bor der, og jeg var ked af at skulle stoppe så hurtigt. Men jeg er ikke bare mig selv, jeg er også en del af et parforhold og en familie.

– Vores to piger, Malou og Feline, fik i høj grad den samme Bulderbyfølelse på Fanø, som jeg selv havde som barn. Malous første erindringer er fra Fanø, og fra hun var helt lille, følte hun, at hun mestrede sit miljø og kunne gøre, som jeg selv gjorde i 70'erne: Bare blive væk. Der er så trygt og afgrænset på Fanø, og du får ikke lov til at løbe grædende rundt i byens gader ret længe, før du møder nogen, der ved, hvem du er, og som følger dig hjem.

– I 2010 flyttede vi tilbage til Christianshavn, og for Feline skete der lidt det samme, som der skete for mig, da jeg flyttede til Fanø som barn. Hun var i samme alder, gik i anden klasse, havde styr på alting og blev så rykket op med rode og skulle starte forfra. Heldigvis er Feline ekstremt socialt intelligent, så hun fik hurtigt gode venner, men at få rykket rødderne op er en følelse, du har med dig resten af livet. Jeg bærer den stadig i mig, og det vil hun nok også gøre. Men giver det robusthed? Ja, det gør det. Og robusthed er en rigtig god ting at have med sig.

– I dag er Christianshavn "hjemme" for os alle fire. Og Christianshavn minder på nogle punkter om Fanø. Det er heller ikke en ghetto. Det er en smeltedigel af forskellige mennesker. Subsistensløse, kreative, håndværkere, bankfolk, kunstnere, akademikere – de er der alle sammen og lever side om side. Jeg kan godt savne naturen og de store vidder på Fanø, men heldigvis har jeg min racercykel, og lige så snart jeg sætter mig op på den, kan jeg køre ud i naturen og mærke årstiderne. Hvis jeg ikke havde min racercykel, tror jeg, jeg ville blive sindssyg.

Kringle og klithop

– Vi kommer på Fanø cirka tre gange om året på ferie. Jeg kommer der lidt mere, for jeg tager nogle svipture for at besøge mine forældre, når jeg alligevel er på TV2 i Odense. Sidst vi var der, var det med nogle venner, som aldrig havde set øen før. Det var i april, og det var rigtigt Fanøvejr. Virkelig godt med blæst, masser af skyer, sol og regnbyger. Fanø, når det er smukkest. Vi gik bl.a. en tur ned til Galgerev og ud til renden, hvor man kan se den store sælkoloni, som ligger lige på den anden side.

– Stranden er Fanøs vildeste aktiv, der er ikke noget sted som det. Jeg elsker den strand. Derude fucker du ikke med naturkræfterne, det er naturen, der bestemmer. Du har det salte hav, som gemmer på rav og mærkelige ting, der skyller op på stranden, og næste stop er England. På en sommerdag i dine løbesko kan du faktisk på lange stræk lukke øjnene og bare løbe. Det lyder måske lidt tosset, men for mig giver det en fornemmelse af at svæve, når jeg løber med lukkede øjne og mærker solen og vinden i ansigtet. Det er en total følelse af frihed.

LÆS OGSÅ: Stéphanie Surrugue har ikke mand og børn: “Det er svært at være to alfahanner i et forhold”

– Det har heller ikke været et fuldendt besøg på Fanø, hvis jeg ikke har gået fra Fanø Bad ned til Sønderho ude i vandkanten. Af med skoene, husk solcremen. Det er et par timer i paradis, hvor man i den grad restituerer og får renset hele sjælen igennem. Og når man har gået sine 12 kilometer i vandkanten, får man lyst til kringle. Og den får man verdens bedste sted, nemlig inde i haven på Sønderho Kro. De er begyndt at eksperimentere med at lave andre ting, og det skal de holde op med! For i den perfekte have med hvide møbler og dejlig kaffe smager kringlen bedre end noget andet sted i verden.

– Og nå ja, så er der jo stranddisciplinen over dem alle. Som jeg selv var vild med, da jeg var dreng, og som mine egne børn praktiserer til perfektion: Klithoppet! At stille sig på kanten af en af de klitter, som har en meget stejl gryde, og så hoppe ud og lande i det reneste, fineste, blødeste sand og glide nedad. Det giver et sus, og du har minder om det 14 dage efter, fordi sandet trænger ind alle steder.

Fars temperament

– Der er forskellige ting, man lige skal have vinget af, før man kan sige, at det har været en rigtig sommer på Fanø. Ud over strandturen er det, at man skal have været nede og spille Møllebold. Det er en skøn begivenhed og en utrolig institution. Hver aften kl. 20 i løbet af sommeren er der åbent hus på fodboldbanen ved Sønderho Mølle, og det er lige meget, om du kan spille fodbold, er pige eller dreng, fem eller 65 år. Du kan bare være med på fodboldholdet. Hvis der er 45, der møder op, jamen så er der cirka 22 på hvert hold. Møllebold viser noget af det allersmukkeste ved Fanø: Det med at give rum og plads til hinanden. De der teenagere på 15-16 år, der spiller vildt godt fodbold, de ved sgu godt, at ham på syv år gerne vil have lov til at score – og så får han lov til at score. Det er så smukt.

– Et besøg på Nanas Stue i Sønderho hører også med til en ægte Fanøoplevelse, det musikalske spillemands Fanø. Rå plankegulve og dans på bordene. Og så er der jo Slagter Christiansen, som er en institution på Fanø og nærmest rejsen værd i sig selv. Butikken er blevet en slags forsamlingshus, for når du står i kø derinde – og det gør du altid – så møder du en masse folk, du kender.

– Endelig vil jeg nævne kunsten på Fanø og især fremhæve Exner-familien, som har lange kunstneriske traditioner på øen. Vi kender Gertrud Exner og hendes Hans Peter, de er de skønneste mennesker, og vi besøger dem hver gang, vi kan komme afsted med det. Sidste sommer, i forbindelse med fejringen af øens 275 års jubilæum, omdannede Gertrud hele Sønderho til en levende teaterkulisse og lavede totalteater med musik og gøgl over hele byen. Der var udsolgt til alle forestillinger, det var helt fantastisk, men efterfølgende kom der kritik af, at man havde brugt kommunale penge og støtte fra Statens Kunstfond på "sådan noget pjat". Kritikken af den forestilling var et billede på, hvordan de store armbevægelser lever i symbiose med småligheden på Fanø, men det er i virkeligheden nok med til at skabe dynamikken på øen.

– For os er det selvfølgelig også vigtigt at besøge familien, når vi er på Fanø. Jeg har min mor, far og svigerfar på øen. Ikke mindst min far er en historie for sig. Han havde polio som barn, var igennem flere eksperimenterende operationer og endte med at få amputeret det ene ben for 12-13 år siden. Det andet ben var i forvejen ubrugeligt, så i dag sidder han i kørestol, men han er sådan en, der bare fighter igennem. Han trives kun, når han er i fysisk aktivitet, så han kører maratonløb i sin kørestol, arbejder med skrot, har sin køkkenhave, lufter hunden, og hvis der skal males tagspær, stabler han mælkekasser og brædder oven på hinanden og kravler op. Min far har altid haft et vist temperament, som jeg har arvet, og som jeg hele tiden arbejder bevidst på at blive bedre til at håndtere. Jeg har en passion for positiv psykologi, og det er også det, min første og min kommende bog handler om. Man kan godt forme og ændre sig selv. Der er nogen, der tror, det ikke kan lade sig gøre, men det er dem, der tror, det kan gøres over night. At skabe forandringer i ens karakter er noget, der skal måles i år. Ikke uger. Men til gengæld kan det så lade sig gøre.