Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Kollektiv på Christiansborg
Foto: Mette Frandsen I en lejlighed midt inde på Christiansborg har Pernille Rosenkrantz-Theil og Jens Joel indrettet sig i Borgens eneste kollektiv.

Kollektiv på Christiansborg

Sådan ser det første kollektiv på Christiansborg ud

I en hverdag, hvor kolleger er mere konkurrenter end venner, har socialdemokraterne Pernille Rosenkrantz-Theil og Jens Joel skabt noget helt unikt. De har lavet et kollektiv i en lejlighed midt inde på Christiansborg.

På mødebordet i Pernille Rosenkrantz-Theils kontor står et hvidt kaffekrus halvt fyldt med lakridser. Pernille har tit sådan et krus stående i sit store lyse kontor midt inde på Christiansborg. Men hendes partifælle Jens Joel er ikke vild med anretningen. Han ser på kruset og rynker lidt på næsen af Pernilles manglende æstetiske sans:

- Jeg er tit på vej til at sætte kruset ud i køkkenet, fordi jeg tror, at det er en brugt kaffekop. Hun kunne jo bare bruge en skål, siger Jens Joel, der er ulasteligt klædt i et skarpt skåret jakkesæt og et rødt slips.

Pernille slår en hæs latter op og indrømmer, at det ikke er hendes fortjeneste, at her ser så pænt ud.

- Jens er vildt god til at indrette. Jeg er simpelthen født uden æstetisk sans.

Derfor er det også Jens Joel, der har fået lov at træffe alle beslutninger om indretningen i det eneste kontor på Christiansborg, der kan kaldes et kollektiv. Pernille Rosenkrantz-Theil har i sit privatliv boet i mange forskellige kollektiver, og det var også hende, der fik ideen til at skabe et kollektiv på Borgen.

Kopimaskiner og andet skrammel stod og rodede i de store smukke lokaler, og Pernille øjnede muligheden for at få Borgens lækreste kontor.

Hun fik tømt lokalerne og spurgte sin partifælle, om han ville flytte med. Jens Joel hoppede straks med på ideen, og på den måde blev kollektivet grundlagt for to år siden. De to partifæller har fået sat det hele i stand – og har været fælles om alle beslutninger fra valg af sofa til klinker i badeværelset.

Og på Christiansborg er det lille kollegiale kollektiv noget helt særligt - alle andre politikere sidder nemlig på enekontorer – og det er der en god grund til, forklarer Pernille:

- Vi er valgt til at kæmpe med hinanden. Og vi er reelt set 179 chefer herinde. I teorien er vi alle hinandens konkurrenter. Hvis man ikke selv gør noget for at få skabt kollegaskab, er det meget svært at få kollegaer herinde. Vi kæmper jo om tingene hele tiden, og det kan være svært at få venner på den måde.

Fra lejlighed til kollektiv
De højloftede rum er oprindeligt bygget som en fuldt udstyret lejlighed. Man kommer ind af en hoveddør til en lille gang, hvor en vindeltrappe fører op til det, der engang var et soveværelse med indbyggede garderobeskabe. I dag hænger der kun et enkelt jakkesæt i Jens' side af skabet. Pernilles side er tom, men hun går ind imellem herop for at tage en kort lur på den røde sofa, når dagene bliver for lange.

Underetagen består af to store rum, et badeværelse og et lille køkken. Lejlighedens to store rum er et imponerende syn, og det er svært ikke at blive en lille smule misunderlig på et kontor, der må være et af landets mest charmerende og med den bedste beliggenhed, midt inde i København. Her er god plads, højt til loftet og masser af lys strømmer ind af de kæmpe vinduer, der er opdelt af fine, gamle trækanter. Først træder man ind i på Jens Joels kontor, som Pernille skal igennem, hver gang hun skal ind på sit eget. Til gengæld skal Jens igennem Pernilles kontor, hver gang han skal bruge badeværelset og køkken.

De to har været så heldige at få fingrene i en af de få lejligheder, der er blevet bygget inde på Christiansborg. Hvis man er formand eller næstformand for Folketinget får man nemlig råderet over sin egen lejlighed. De bliver typisk kun brugt, når der er officielt besøg, men netop Jens' og Pernilles lejlighed rummer en særlig historie. Den har nemlig været hjem for Grethe Hækkerup, der blev valgt som næstformand i 1971. Sammen med sin mand boede hun her en årrække, og en stor del af den moderne socialdemokratiske historie er grundlagt her i disse lokaler.

At bo på sin arbejdsplads er en fremmed tanke for de fleste, men for en næstformand gav det god mening dengang i 1970'erne. Dagene var lange, og politikerne forventedes at være til stede til afstemninger i folketingssalen, uanset hvor sent de blev afholdt. Familieliv var derfor en stor udfordring for de folkevalgte helt op til 1990'erne, hvor en flok unge kvindelige politikere med Pernille Rosenkranz-Theil i spidsen pressede på og fik ændret systemet. Nu ligger der ikke nogle afstemninger efter klokken 17, og selvom de fleste politikere stadig har lange dage, er arbejdsdagene blevet mere fleksible.

Terapikontor
Et par gange om måneden bliver der banket på den dør, der adskiller Jens og Pernilles kontor på en særlig måde. Pernille kan efterhånden kende den banken, som er mere forsigtig, end når folk normalt kommer forbi. Når den banken lyder, ved hun, at det efter al sandsynlighed er en, der vil tale med hende om stress.
På Christiansborg taler man nemlig ikke åbent om stress. I det konkurrenceprægede arbejdsmiljø er stress et tabu. Hvis en politiker bliver stresset og må sygemeldes, finder de typisk på en god undskyldning frem for at være ærlig omkring det, forklarer Pernille:

- Mange har en frygt for, at de ikke kan slå til og vil ikke vise tegn på svaghed.
Derfor banker journalister, politikere eller embedsfolk på Pernilles dør. Hendes kontor er blevet et frirum, hvor man kan spørge hende til råds. Pernille har selv været meget åben omkring sit eget stressforløb, hvor hun blev så syg, at hun måtte trække stikket fuldstændigt. I reolen står derfor også en stak bøger om stress, som Pernille selv har været med til at skrive. Så kan hun lige stikke sådan en i tasken på dem, der kommer for at tale med hende.

Tæt på skilsmisse
Jens og Pernilles ægteskabslignende arbejdsfælleskab er indtil videre en succes. De har lært at holde af hinandens skæve sider og får hverdagen til at fungere sammen, selvom de som mennesker er meget forskellige. Men som i ethvert ægteskab har der også været udfordringer, forklarer Pernille:

- Mine børn havde plaget mig i lang tid om at få en hund, og til sidst gav jeg efter og sagde okay. Men så gik det op for mig, at jeg var nødt til at spørge Jens, inden vi kunne købe den. Den skal jo med herind nogen gange. Så jeg sendte ham en besked, om det var okay, at jeg fik en hund.

Jens var ikke glad ved tanken om, at have en hund rendende på kontoret, men ville ikke komme imellem Pernilles børn og en hundehvalp. Nu er den lille gravhund en realitet, og Pernille indrømmer, at det kan være uhensigtsmæssigt nogen gange.

- Han har tisset på gulvet flere gange, men jeg skynder mig at tørre det væk, så Jens ikke ser det.

Jens skuler lidt til hende, da hun fortæller om hundens små uheld. Han er ikke et hundemenneske, og må i forvejen modstå presset fra kæresten i Århus, der også gerne vil have en hund.

- Nu er jeg ligesom presset på to fronter, sukker han.

Trods hundetis på gulvet og lakridser i kaffekopper vil ingen af dem undvære kollektivet. De har nemlig fundet et fælleskab, som er svært at finde på Borgen:

- Man skal virkelig stole på hinanden, for vi kan jo høre alt, hvad der foregår, selvom dørene er lukkede. Men vi får vendt en masse ting hver dag, fordi vi hele tiden støder på hinanden mellem alt det, vi render til. Vi kan bedre bruge hinanden til at sparre med, forklarer Pernille, der ikke kan forestille sig et bedre sted at være på arbejde:

- Jeg skal bæres ud herfra. Men det bestemmer man jo ikke selv som politiker.

Se, hvad vi ellers skriver om: Samfund