Sine Gerstenberg: Nedlukningen har foræret mig én ting, jeg vil holde fast i

Jeg tror, at refugietiden bliver vigtigere end nogensinde. Alle dem, der tror, at epidemien gav os ro til refleksion, har aldrig prøvet det fusionskøkken, der hedder Aula, Teams, DR Ultra, Fortnite, Alinea og Zoom; min drøm er et analogt år med papyrusruller og kaligrafi.

Det skrev jeg til min veninde den anden dag. Vi er begge ved at planlægge kommende afbræk fra hverdagen. Ikke for at drikke kulørte drinks på Costa Rica, danse lambada til en transistorradio på bare tæer i Tulum, eller for at tage på powershopping på Rodeo Drive med et dertil hørende kreditkort, der smerter dagen derpå.

LÆS OGSÅ: Klumme om hjertesorg: ”Jeg satte mig i mørket med min Buster, og sammen græd vi”

Vi savner bare arbejdsro, alle os, der i mange af livets hensigter lever mere oppe i vores hoveder end nede i den krop, vi dagligt hælder mængder af kaffe og kurvand på, mens vi banker afsted på vores eneste instrument: keyboardet på vores labtop. Men selvom jeg blev frarøvet min arbejdsro, så HAR nedlukningen foræret mig noget, som jeg vil holde fast i lang tid efter, at jeg har fået mit vaccinestik og adgangsbillet til en åben verden.

Karantænetiden forærede mig en håndfuld nye medsøstre. Veninder, jeg aldrig har mødt eller sjældent ser. Men som er der. I ordene og i ånden. Den indforståede humor, vi har delt en sen aftentime, når vi igen har været tvunget til at afbrænde midnatsolie for at nå en deadline. De velmenende hep, vi har sendt med ”direct message”, når den ene skal til lønforhandling, eller den anden har landet en ny god kunde. De ærlige tårer, vi har kondenseret i trætte sms-haiku, når hele verden virkede lige vel overvældende, og vi ikke turde sige det højt i vores egen sociale boble... for der skulle vi jo udstråle stoisk ro, ophøjet tillid til en fremtid fuld af løsninger og vigtigst af alt: foregive, at vi var familiens tapre anker, som børnene kunne hægte sig på, hvis følelserne trak dem ud i dystre understrømme.

Jeg har de seneste år været ambivalent med slagside til negativ over for de sociale medier. Jeg har bekymret set til, hvordan de stjal mit fokus fra den indbydende chiabowl foran mig, natur-oplevelsen, jeg skulle overgive mig til, eller (værst) familien, jeg burde være sammen med. Oftere end jeg har lyst til at indrømme, var jeg mere optaget af at "dele" en oplevelse end at være i den. Og jeg er hverken influencer, tik-tokker eller youtuber. Jeg får ingen provision af mine likes eller betalt min morgenmad af caféen, der serverer den for mig. Jeg sælger mit nærvær – gratis!

LÆS OGSÅ: Klumme: "Jeg husker tydeligt, hvad mine fire veninder fra New York gav mig i starten af 00'erne..."

Men det er ikke medierne i sig selv, der er vores fjende. Det er derimod måden, vi bruger dem på, som skal gentænkes.

For måske skal vi tage ordet "sociale medier" helt bogstaveligt og holde op med at bruge dem som en snagekanal eller et virtuelt postordrekatalog.

Måske anvender vi først de sociale medier korrekt, når vi bruger dem til at række ud til en fremmed, der har mistet sit job, eller ønske et perifert bekendtskab tillykke med tvillingerne.

Måske gør de sociale medier os mindre ensomme og mere betryggede om, at alting ordner sig, hvis vi undgår udskamning og bræk-emojis og i stedet beslutter os for, at de skal være stedet, vi går hen, når vi vil anerkende et medmenneske uden bagtanke og anmode om nye venskaber, der kun forpligter på god tone.

Måske kan vi bruge de sociale medier som et virtuelt refugium, når mandagen truer, skilsmissen er uundgåelig, børnene er umulige, eller overtrækket har ramt et faretruende niveau.

Og så huske at slukke for dem igen, når solnedgangen er smukkest, syrenerne blomstrer, og verden er i farver. Eller bare når der arbejdsro.