Søren Pape Poulsen, formand for Det Konservative Folkeparti, følte sig tvunget til at bekende sin seksualitet offentligt, da han blev partiformand
Foto: Jens Rosenfeldt, scanpix og private | Søren Pape Poulsen, formand for Det Konservative Folkeparti, følte sig tvunget til at bekende sin seksualitet offentligt, da han blev partiformand
ALT for damerne

Søren Pape Poulsen

Søren Pape: Det faldt jeg for hos min kæreste

Søren Pape Poulsen, formand for Det Konservative Folkeparti, følte sig tvunget til at bekende sin seksualitet offentligt, da han blev partiformand. Her fortæller han om nogle af de vigtigste "punkter" i sit liv.

Af Marie-Louise Truelsen 10.jan.2015 Livsstil

Det blev et vendepunkt, da Søren Pape Poulsen, som nyudnævnt formand for Det Konservative Folkeparti, offentligt skulle stå frem og fortælle om sin seksualitet. Han har aldrig været meget for at flashe sin seksuelle orientering. Ikke fordi han er flov, men fordi han synes, det hører privatlivet til.

Udgangspunkt
– Mit udgangspunkt er min opvækst midt i det jyske i nærheden af Bjerringbro, hvor jeg voksede op på landet. Min far var landmand, og vi havde sådan en lille ejendom, som ingen lever af længere, men det gjorde man dengang. Min mor passede de gamle på det lokale hvilehjem – det hed det – og det var dengang, folk kom på sådan nogle hjem, mens de stadig var friske. Mit udgangspunkt er opdragelsen og de værdier, jeg har fået med mig. At man yder, før man nyder. At man klarer sig selv og sit og sørger for at have orden i eget hus. Og at man samtidig giver en hånd til dem, der har brug for det.

– Jeg er adopteret af mine forældre. De har sørget for, at jeg ikke kan huske, hvornår jeg fik det at vide, og det er det bedste, man kan gøre for et adoptivbarn. Jeg synes altid, at jeg har vidst det, det har bare været en del af mit liv. Det har været det mest naturlige i verden, og det har aldrig betydet, at jeg har haft en anden holdning til, hvem der er mine forældre. Dem, jeg er vokset op hos, de er mine forældre. Den glæde, mange adoptivbørn har, er jo, at man i den grad er et ønskebarn. Jeg har fået al den kærlighed, jeg kunne ønske mig i min opvækst.

– Jeg er vokset op som enebarn, men jeg har to biologiske halvbrødre, som jeg har mødt i mit voksne liv. Jeg har også mødt min biologiske mor. Selvfølgelig var det specielt, for man har jo en vis nysgerrighed i forhold til, hvor man kommer fra, men for mig var det ikke sådan et følelsesladet møde, og det har aldrig naget mig. Jeg forholder mig rationelt til, at jeg har mødt min biologiske mor, jeg har ikke nogen følelser i klemme. Jeg tror, det skyldes, at jeg har haft så fantastisk en opvækst. Jeg har sagt til min biologiske mor, at jeg er glad for, at hun tog den beslutning at bortadoptere mig, for jeg har fået den bedste barndom, man kunne ønske sig. Min biologiske mor var meget ung, da hun blev gravid med mig, 16 år, og hun kom fra et hjem med flere søskende og kun en far. Hun fik at vide, at hvis hun ville beholde barnet, så måtte hun klare sig selv. Det var mit held. Det lyder barsk at sige, men ikke desto mindre er det rigtigt. Jeg kom til nogle forældre, som fik et barn i en moden alder, men som til gengæld også havde ønsket sig det og kunne håndtere det.

Vendepunkter
– Det har selvfølgelig været et vendepunkt for mig, at hele kongeriget så åbenlyst skal kende til min seksualitet. Det har jeg skullet forholde mig til. Konservatives pressetjeneste sagde, at hvis jeg ikke selv sagde noget, så blev der bare skrevet om det alligevel. Det er derfor, jeg siger: "Jeg er ikke sprunget ud – jeg er tvunget ud!" Og det er ikke, fordi jeg er flov over det eller har et problem med det, det er blot, fordi jeg som borgerligt menneske tænker, at det er noget, som hører under privatlivets fred.

– Da der for nylig var landsråd, tænkte jeg, at når det nu er sådan, at alle ved, jeg er homoseksuel, og når jeg nu har en kæreste, så ville det være unaturligt, at han ikke var med. Havde jeg haft en kone, ville alle jo have forventet, at hun var med. Så selvfølgelig skulle han med, men for mig har det været vigtigt, at det ikke er noget, jeg skal ud og flashe og fortælle om. Jeg svarer, når jeg bliver spurgt. Det er noget, jeg skal igennem, for mange synes her i begyndelsen, at det er interessant. Men når det er sagt, så oplever jeg, at folk i bund og grund er fuldstændigt ligeglade. Der er ingen, der for alvor går op i det, heldigvis, vi lever jo også i et oplyst samfund.

– Jeg mødte min kæreste, Josue, helt tilfældigt i Bruxelles i juni 2013. Vi snakkede om samfundsforhold, som vi begge er interesserede i. Da vi senere blev kærester, var det, jeg faldt for, at han er et sødt og rart menneske. En imødekommende mand, som har den egenskab, at han tror på det bedste i alle mennesker. Og så er han meget åben over for alle. Det betyder da også noget, at jeg synes, han er fysisk tiltrækkende, dejlige øjne og dejligt smil, men i bund og grund var det hans store hjerte, jeg faldt for.

– Josue kommer fra Den Dominikanske Republik. Man siger, at det er et land, der har fået "a touch of Gods finger", for der er 30 grader året rundt og fantastiske, hvide sandstrande med palmer. Han bor delvist der og delvist i Spanien. Det er jo langt væk, og så er det godt, at der findes apps som WhatsApp og Viber, som gør, at man kan chatte og tale gratis sammen. Min hverdag er fyldt godt op af arbejde, men selvfølgelig diskuterer vi, hvad næste skridt skal være. Hvis vi skal bo sammen, hvornår skal det så være og så videre.

Omdrejningspunkt
– Før var mit politiske omdrejningspunkt selvfølgelig det midtjyske, Bjerringbro og Viborg, hvor jeg var borgmester. Nu er mit omdrejningspunkt at være formand for Det Konservative Folkeparti. Det er derom, næsten hele verden sig drejer. Om partiet og om at prøve at styrke det og lige så stille og roligt forsøge at gøre det større. Mit omdrejningspunkt er partiets ve og vel.

– Ved min tiltrædelse som formand præsenterede jeg mit projekt. Det handler om at fokusere på nogle få klare punkter i stedet for at prøve at ramme bredt. Jeg har slået ned på tre punkter. Punkt et er, at danskerne skal have lov til at beholde nogle flere af deres egne penge selv, så de kan forsørge sig selv og tage sig af familien. Punkt to er, at jeg har særligt fokus på indbrudskriminaliteten. Vi er det land i Europa, hvor der bliver begået næstflest indbrud, kun overgået af Grækenland. Det skaber en stor utryghed at opleve indbrud i sit eget hjem, det er noget af det mest grænseoverskridende, man kan forestille sig. Jeg har sat fokus på, at vi skal straffe det benhårdt. Det tredje punkt handler om familiens ret til at være familie. Folkeskolereformen er fin, men de tvungne lektiecafeer er jeg dybt bekymret over. Der er en række mennesker, der har aftenarbejde og ikke når at se deres børn, inden de skal på job, samtidig med at det kan få den konsekvens, at dagen bliver så lang, at vi vil opleve, at hele foreningsdanmark vælges fra.

– Mit projekt handler ikke om det førstkommende valg, det handler om forhåbentligt at få partiet stabiliseret og lige så stille bygge det op igen. Om det så er nok til, at folk vil stemme på os, det må tiden vise. Der blev talt og skrevet meget om det, da Lene Espersen for nylig valgte at forlade politik, men man skal passe på med at dvæle ved, at det er helt forfærdeligt, at hun ikke længere arbejder for Det Konservative Folkeparti. Et farvel til Lene betød både et farvel til en erfaren og rigtigt dygtig politiker, men det betyder også en ny mulighed. Mai Mercado, som er ny politisk ordfører, er en ung, dynamisk kvinde, og jeg tror, at det er godt somme tider at få sat nye ansigter på.

Lighedspunkter
– Der er mange, der laver sjov med, at de synes, jeg ligner Søren Gade lidt – det er mærkeligt, synes jeg. Jeg ved ikke, om det er, fordi vi siger ting på den samme måde, eller fordi vi er skaldede begge to og har været ved at tabe os, men jeg griner lidt af det, for jeg synes altså ikke, at vi ligner hinanden voldsomt, hvis man stiller os op ved siden af hinanden.

– Jeg ligner min mor af sind, selvom det jo ikke kan være biologisk. Vi er begge to noget udadfarende, glade, temperamentsfulde og emotionelle – vi bærer vores følelser udenpå. Man kan altid fornemme, hvordan vi har det. Rationelt set er det nok ikke særligt godt, når man er i politik, men jeg synes, at det er vigtigt at slå fast, at politikere bare er mennesker som alle andre. Det her med, at vi er sådan nogle maskiner, som kan alt, ved alt, og som kan holde til alt, det er jo noget værre sludder. Man skal huske, at uanset hvad folk kalder os, gør ved os og mener om os, er vi bare helt almindelige mennesker, der har valgt at engagere os særligt i politik, fordi vi synes, det er vigtigt, hvordan samfundet udvikler sig. Det bliver mere og mere almindeligt med rådgivere stolpe op og stolpe ned, men jeg kan godt lide, at vi bare er mennesker og siger tingene, som vi tænker dem. Da jeg tiltrådte som formand, var der rigtigt mange, der sagde til mig: "Søren, nu må du love os, at du bliver ved med at være den, du er. Og du må ikke blive bange for din egen skygge, når alting bliver vendt og drejet, og medierne går i selvsving." Det tænker jeg meget over, og det er en kunst hele tiden.

Holdepunkter
– For mig er troen et holdepunkt, fordi jeg ved, at der bare er noget, der er større end det, vi alle sammen forstår og lever med til daglig. Det er godt at vide, at der er noget, der er større end en selv, når man i perioder synes, at det blæser lidt rigeligt om ørerne. Man kan bekymre sig om meget her i livet, men nogle gange er det godt at have et sted, hvor der er ro. For mig er det min tro. Sådan halvanden times gudstjeneste giver en fantastisk ro for mig. Det giver mening for krop og sjæl. Det, at vi synger lidt sammen og lytter til et ord uden at blive forstyrret af mobiltelefoner eller andet, det betyder noget for mig. Man kan lytte intensivt, eller man kan sidde og svømme lidt hen i sine egne tanker.

– Til min konfirmationsforberedelse gik jeg hos vores lokale pastor, som var et fantastisk menneske, og der fik jeg øjnene op for troen. Måske havde jeg fanget det endnu tidligere, for min klasselærer i første klasse kunne tegne på tavlen med farvekridt, mens hun fortalte historier fra Biblen. Det var fantastisk. Jeg gik også i lørdagsskole hver anden lørdag på et tidspunkt, hvor vi hørte historier fra Biblen og lavede forskellige aktiviteter. Siden har jeg engageret mig i kirkens arbejde og har været menighedsrådsformand i to perioder.

– Jeg beder også. Det kan være Fadervor eller en bøn om at få styrke til at stå noget igennem. Jeg kunne ikke finde på at bede om at vinde i Lotto eller noget i den stil, det, synes jeg, er misforstået.

– Min familie er naturligvis også et holdepunkt, og derudover er mine venner et holdepunkt. Jeg har nogle få, gode venner, som jeg har haft i mange år. Venner, som er der på grund af MIG, ikke noget som helst andet. Venner, som betingelsesløst bakker mig op, uanset hvor meget det blæser, og hvad der sker. De er der altid for mig, og det betyder alverden, ikke mindst i et job som det, jeg har nu. Jeg har jo ikke så meget tid til at være sammen med dem, men det er vigtigt for mig at holde fast i dem. Der kommer jo en dag, hvor jeg ikke er partiformand længere, og der er det vigtigt, at man har husket at pleje de nære relationer. De er nemlig det vigtigste.

Højdepunkter
– Der er to højdepunker, jeg husker tydeligt. Det ene var, da det lykkedes at blive den første konservative borgmester i Viborg siden Anden Verdenskrig. Og det andet var selvfølgelig at stå på landsmødet i partiet og få medlemmernes totale opbakning.

– Ellers kommer højdepunkter somme tider i forbindelse med lavpunkter, og jeg husker, da jeg for nogle år siden fik at vide, at min far var blevet ramt af cancer. Der følte jeg virkelig, jeg havde ramt noget af et nulpunkt, men lige så stort var højdepunktet, da han var godt igennem behandlingen.

– Min far er lige blevet 82, og min mor er 78. De er ud af en generation, der altid har slidt. De er mærkede af, at de har knoklet alle dage. Derfor går jeg også meget op i at være der for dem og hjælpe dem. Jeg har et meget tæt forhold til mine forældre, og derfor er det også bare en glæde, når de har det godt. Jeg glæder mig til en weekend, hvor de kommer herover, og jeg kan vise dem lidt rundt. De er glade og stolte over, hvad jeg har opnået, og det er jo et højdepunkt for dem.

– Det er klart, at når ens forældre når op i den alder, så kræver det en anden opmærksomhed. De har altid været der for mig, og nu er det mig, der lige er der for dem. Der er somme tider nogen, der siger til mig: "Du gør godt nok meget for dine forældre", men sådan ser jeg det bare slet ikke. Det gør jeg virkelig ikke. For hvem er nærmere til det end mig? Vi skal da om nogen tage hånd om dem, der er tæt på os. Hvis børn ikke skulle gøre noget for deres forældre, når de bliver gamle, hvem i alverden skulle så? Derfor prioriterer jeg også, selvom jeg er meget i København og har rigtigt travlt, at tage forbi mine forældre om søndagen, når jeg er hjemme i Jylland. Så får vi lige noget aftensmad og taler sammen. For nylig, da min far havde fødselsdag, fik jeg planlagt det, så jeg kunne være der for ham og hjælpe med at stille noget mad på bordet til gæsterne og så videre. Det er ikke så nemt, som det har været, for dem, og det er da det mindste, jeg kan gøre. Det lyder måske banalt, men det er altså et højdepunkt for mig, når jeg lige er et smut forbi mine forældre og konstaterer, at de har det godt.

– Et højdepunkt er også at være sammen med ham, jeg har fundet nu, det vil jeg godt have lov til at sige. At vi er blevet kærester og forhåbentlig skal have en tilværelse, hvor vi er sammen.

Svage punkt
– Mit temperament og min retfærdighedssans kan godt være et svagt punkt, hvis jeg ikke hele tiden holder fast i mig selv. I det her job skal man kunne håndtere noget, som man måske inde i sig selv føler er uretfærdigt, eller der er noget, man bliver sur over, og jeg kæmper virkelig med ikke bare fuldstændigt hudløst ærligt at sige, hvad jeg tænker indimellem.

– Jeg er også rigtigt dårlig til at sige nej, og det er et svagt punkt i det her job. Jeg vil gerne det hele – hele tiden. Min store, store udfordring er at lære at sige nej og ja til det rigtige. Og det kan lyde meget let, men det er faktisk temmelig afgørende, og derfor har jeg gode rådgivere, der prøver at hjælpe mig bedst muligt. Jeg kan godt lide den gode stemning, jeg vil gerne imødekomme folk, men det kan man bare ikke altid i det job, jeg har.


LÆS OGSÅ: Kongerigets klogeste: "Jeg var seriøst bange for at ryge ud som den første"

LÆS OGSÅ: "Det er et mirakel, at både Adam og jeg er her"

LÆS OGSÅ: "Kærlighed behøver ikke at gøre ondt"

Søren Pape Poulsen, 42
Blev i august politisk leder af Det Konservative Folkeparti efter Lars Barfoed.

Borgmester i Viborg fra 2010 til 2014. Byrådsmedlem fra 2002-2014. I 2011 blev han medlem af Kommunernes Landsforenings bestyrelse.

Er udlært hos Grundfos i Bjerringbro i shippingafdelingen. Har arbejdet som speditør og lærer og været afdelingsleder i Viborg Kommune. Har læst en halv læreruddannelse.

Søren Pape Poulsen er kæreste med 29-årige Josue Medina Vasquez. Han er fra Den Dominikanske Republik, hvor hans farbror, Danilo Medina, er præsident, og hvor han selv driver virksomhed.

Spændende mænd – punkt for punkt

Vi interviewer en række interessante mænd om deres højde- og lavpunkter og mange af dem indimellem.


Henter...