Stjernerne fra 'Fasandræberne': Sådan har du ikke mødt dem før

Om at drømme om at være Nikolaj
Nikolaj: Hvad har du lært af at arbejde med mig?
Fares: ALT! Ha, ha.
Nikolaj: Uddybende spørgsmål: Er der nogen gange, hvor du har problemer i dit liv og ikke kan finde svar – og hvor du så spørger dig selv, hvad ville Nikolaj gøre nu?
Fares: Hver morgen, når jeg vågner, er det første, jeg siger til mig selv: Hvorfor er jeg ikke Nikolaj? Mit liv ville have været så meget lettere, hvis jeg havde været Nikolaj. Jeg havde været en bedre skuespiller. Jeg havde været pænere. Jeg havde…
Nikolaj (til journalisten): Skriver du…?
Fares: Jeg havde haft børn og familie. Alt havde været bedre. Jeg havde været dansk. Jeg havde forstået dansk. Men jeg havde ikke kunnet snakke dansk.
Nikolaj: Det er der ikke mange danskere der kan. Og tak, Fares, det var det svar, jeg forventede!

Om at prøve at være morsom – eller ikke at gide
Nikolaj: Synes du, jeg har et voldsomt behov for at forsøge at være morsom?
Fares: En gang imellem, faktisk, ja. Det stopper KUN, når vi filmer en seriøs scene. Journalisten: Hvad laver Nikolaj, som er sjovt – eller er det overhovedet sjovt?
Fares: Han ER sjov. Helt klart. Det er en klovn, det her. Jeg er ikke så sjov som person. Nikolaj: Jo! 
Fares: Ikke når jeg arbejder.
Nikolaj: Vi har haft mange diskussioner om det, det er derfor jeg spørger. Jeg og vores instruktør, Mikkel, har nogle gange behov for at "stikke af" og sige noget sjovt, selvom vi sidder midt i en seriøs snak. To sekunder, så er vi tilbage. Og så sidder Fares og tror, at vi har slettet tavlen helt, men det har vi ikke. Jeg har intet problem med at komme tilbage og snakke seriøst videre.
Fares: Det giver ikke mig noget. Jeg elsker, at I griner, men hver ting til sin tid.
Nikolaj: Nogle gange har jeg bare brug for at sige og gøre noget sjovt, specielt når jeg laver sådan en alvorlig film som "Fasandræberne".
Fares: Det ligger bare ikke i min personlighed. Min energi er mere indadvendt.
Nikolaj: Ja, det ved jeg godt. Men du er samtidig mere outgoing, end jeg er, tror jeg. Der er vel også en grund til, at du er single...
Fares: Jeg ved, at mange mennesker tænker: "Hvad er det for et fucking asshole ham der Fares?" Jeg stoler ikke direkte på mennesker, jeg ikke kender. Jeg sidder sådan lidt afventende tilbage. Jeg giver ikke alt på en gang.
Nikolaj: Da vi lavede "Kvinden i buret" blev der snakket meget om Carl Mørcks arrogance og lukkethed. Men hvorfor elsker vi så Carl alligevel? Det gør vi selvfølgelig i kraft af hans partner Assad, men vi gør det også, fordi han er det menneske, som vi alle sammen lidt er, hvis vi var HELT ærlige. Carl siger ikke: "HEY, hvor er det godt at se dig", når han ikke er i humør til det. Carl er skide ligeglad og pisser på klichéerne, det kan jeg godt lide ved ham. Og jeg siger ikke, at han er dig, Fares, men du har lidt af det. Når vi møder på arbejde om morgenen, så kommer Fares ind og sætter sig. Helt stille. Jeg prøver at tage mig sammen og sige: "Godmorgen, hej, hvordan går det?" Selvom jeg egentlig ikke gider. Fares skal lige vågne, og det må folk vente på. Det, synes jeg, er cool. Man kan godt misforstå det i starten, men når man lærer dig at kende, ved man, at der lige går et kvarter, så er du på. Min kone sagde på et tidspunkt til mig: "Nikolaj, du har en tendens til at være arrogant. Hvis du ikke gider en situation, så lyser det ud af dig." Det er det, jeg prøver at gemme ved at være helt glad, når jeg møder folk. Og sådan har de fleste det altså. Prøv at se, hvordan børn reagerer. Når jeg i børnehaven kommer hen og siger hej til børnene, kigger de bare på mig, og jeg kan se, at de tænker: "Hvad...?" De er ligeglade med én. Det er først som voksne, vi lærer, at vi skal opføre os på en bestemt måde. At der er nogle konventioner, der skal overholdes.

Om ikke bare at spille ham indvandreren
Nikolaj: I bogen er Assad en rengøringsmand, som hører arabisk musik og som ikke er særlig integreret i det danske samfund – hvad synes du, at der skulle tilføres?
Fares: Jeg syntes, at der var for mange klichéer i Assad-figuren, og de skulle væk, hvis jeg skulle spille ham. Det er en kliché, at en mand med arabisk baggrund skal gøre rent og lytte til arabisk musik. At han skal bede fem gange om dagen. Jeg synes faktisk, at man tit ser den slags karikerede roller til skuespillere med indvandrerbaggrund i danske film. Det er, som om man går rollelisten igennem og siger okay, her er en goofy mand, som er sådan og sådan – og ah – der står også, at han har indvandrerbaggrund.

Hvilke indvandrerskuespillere har vi? Det, at han skal være indvandrer bliver det vigtigste i stedet for, at man kigger på alt det andet, som karakteren også skal have. I Sverige har jeg sørget for, at folk ikke ser mig som en kliché. I Sverige ses jeg bare som en skuespiller. Og ja, så har jeg indvandrerbaggrund, det kan man ikke undgå at se. Men man kan jo også se, at Nikolaj er dansk. Når jeg arbejder på det amerikanske marked, forsøger jeg at gøre det tydeligt for alle, at hvis det er en rolle med en mellemøstlig baggrund, jeg får tilbudt, så skal der være noget specifikt i den karakter, som giver mening. Jeg hopper ikke på, hvis de bare skal bruge en indvandrer.

LÆS OGSÅ: Robak om kæresten Cecilie Frøkjær: Derfor bor vi ikke sammen

Om hvem der er den mest lækre
Nikolaj: Der var mange danske kvinder, der fandt dig tiltrækkende, da de så dig i "Kvinden i buret". Kom det også bag på dig?
Fares: Hvad betyder det?
Nikolaj: Did it surprise you as well?
Fares: Ha, ha. Var det et problem for dig, Nikolaj? You had your chance ten years ago, ha, ha. Jeg har jo haft det sådan i 40 år. Nej, hvad skal jeg sige?
Nikolaj: Kom det bag på dig?
Fares: Nej, det gjorde det ikke. Selvfølgelig ikke, for fa'en!
Journalisten: Kom det bag på dig, Nikolaj, at du fik konkurrence?
Nikolaj: Jeg kunne mærke, hvad instruktøren ledte efter, da vi skulle finde Assad. Da Fares kom på, var jeg virkelig tryg. Han er så cool. Og nu er det ikke for at sætte mig selv i et særligt lys, men det handler jo om, at der skal være en form for lighed i styrkeforholdet mellem de to karakterer. Hvis jeg bare kunne skyde fuld smadder på og få alle mine bolde hjem, så ville det være et problem. Så er det ikke sjovt hverken at lave eller se på. Da vi havde lavet et af de første skud til filmen, en scene, hvor vi kom gående op ad en græsplæne, sad instruktøren og smilede: "I klæder hinanden," sagde han. Vi har jo meget forskelligt udseende, men vi har begge kødflæsk i ansigtet og er meget karakteristiske i vores udseende. Og ud fra Fares absurde optik tror han, at han er kønnere end mig, ha, ha.
Journalisten: Sidste år sagde Nikolaj i et interview, at han ser "eyecandy", når han kigger sig i spejlet. Hvad ser du, når du kigger i spejlet, Fares?
Nikolaj: Kom så, Fares...!
Fares: Ha, ha. Jeg er tilfreds, jeg har altid haft god selvtillid, hvis man kan sige det sådan. Og jeg ved, at udseendet hos en mand bygger meget på, at man tror på sig selv. Jeg synes selv, at jeg har et interessant ansigt. Jeg ved, at jeg har en stor næse, men det generer mig ikke. Det generede mig heller ikke, da jeg var lille.

Om store næser og det at være anderledes
Nikolaj: Har alle i din familie så stor en næse – eller er det bare dig?
Fares: Det er faktisk bare mig. Min far har en lidt større næse end normalt, men min mor har en lille næse. Og derfor har min ældste søster helt normal lille næse, og mine to andre søstre har en næse lidt som din.
Nikolaj: En kødnæse...
Fares: Men ingen har så stor næse, som jeg har. Den sværeste tid i ens liv er jo, når man er teenager, for man skal forholde sig til så meget, og det værste er at se anderledes ud. Heldigvis var der mange, der sagde til mig, at jeg ikke havde en stor næse, det var bare en markant næse. Engang kom en lærer med en bog om en dreng, der opdagede, at han var grim-smuk. Meningen med den bog var, at man ikke behøver at se ud som alle andre, man skal være glad for det udseende, man har.
Journalisten: Du kom til Sverige som 14-årig med familien, var det svært at være barn og anderledes?
Fares: Der var to ting, der var svært. Det første var, at jeg ikke kunne sproget, og derfor lærte jeg at tale svensk på tre måneder. Det andet var, at jeg ikke kendte den svenske ungdomskultur. Jeg vidste ikke, hvilken musik jeg skulle lytte til, hvilket tøj jeg skulle gå i og så videre. Men jeg var god til hurtigt at tilpasse mig, og da jeg kom ind på teateret, fandt jeg en verden, hvor jeg passede rigtigt godt ind.
Journalisten: Var du eksotisk, fordi du var anderledes?
Fares: Det var kun eksotisk en uge eller to, så var jeg bare irriterende, fordi jeg var anderledes. For eksempel var det meget irriterende for de andre, at lærerne syntes, at jeg var dygtig, fordi jeg var dygtig til svensk. De andre elever hadede, når jeg fik ros for at lære sproget hurtigt. Og det forstod jeg ikke, for i den kultur, jeg kom fra, var det sådan, at man var tiptop, hvis man fik et klap på skulderen fra sin lærer. Det var helt modsat i Sverige. I dag føler jeg mig hundrede procent svensk. Jeg har ingen familie i Libanon, så der er ikke andet end barndommen, der minder mig om det land. Svensk er mit stærkeste sprog, selvom det ikke er mit modersmål, alle mine idealer er svenske, og jeg føler mig fuldstændig integreret. Jeg er drømmen for de svenske integrationsmyndigheder.
Nikolaj: Dig og Zlatan.
Fares: Præcis. For nogle år siden stod der faktisk et sted: Fares Fares og Zlatan Ibrahimović har gjort meget mere for den svenske integrationspolitik, end hvad den svenske stat har gjort for så og så mange millioner.
Journalisten: Har du aldrig været tilbage i Libanon?
Fares: Jo, en gang i 2006, men der udbrød krig samtidig, så alt handlede om, at jeg skulle flygte ud af landet igen.



Om hotelværelser og stjernestatus
Nikolaj: Hvordan har du det med, at du altid får det mindste værelse, når vi er på hotel?
Fares: Ha, ha, det passer ikke. Du har kun fået et større værelse en gang, da vi var i Cannes.
Nikolaj: Er det rigtigt? Jeg synes også, at der var en anden gang... Jeg kan huske, at jeg fik et forholdsvis stort værelse i Cannes med køkken, og jeg var ved at dø af grin, da jeg så det værelse, Fares skulle have. Og jeg ved, at du ikke var ligeglad! Jeg lå på mit værelse og lyttede, da du fik dit værelse tildelt. Da du blev alene, sagde du: "Jamen for fa'en..."
Fares: Sengen var en halv meter bred! Men det var kun den ene gang.
Journalisten: Har det mon fyldt mere for dig, Nikolaj?
Fares: Ja, Nikolaj vil gerne være stjernen!
Nikolaj: Måske skulle mit spørgsmål i virkeligheden være: Synes du, jeg er en større stjerne end dig?
Fares: NEJ... måske i Danmark.

LÆS OGSÅ: Anne Glad om at være single igen: Jeg har det godt med at være alene

Om at være familiemenneske – eller ej
Nikolaj: Er du familiemenneske?
Fares: Jeg er ikke familiemenneske. Nej. Jeg vil gerne være alene. Jeg har mor, far, en bror og fire søstre. De bor alle i Sverige, men jeg bruger ikke så meget tid med min familie, som normale mennesker gør. Jeg elsker dem, men det er mest min bror, jeg ser, fordi han bor tæt på mig, og fordi vi deler samme interesser. Værtshus. Videospil. Film og tv. Og så har vi samme venner. Resten af familien bor lidt langt væk, og jeg har knap nok været i Sverige i de sidste fire år på grund af arbejde. Med tiden er jeg altså også kommet til at sætte større pris på ensomhed. Eller – måske har jeg været sådan altid. Jeg ved det ikke.
Nikolaj: Nu troede jeg jo, at du ville sige, at du var familiemenneske, og så var næste spørgsmål: Hvorfor har du så ingen familie? Men nu spørger jeg alligevel?
Fares: Det ER vel grunden til, at jeg ikke har familie, at jeg ikke er familiemenneske.
Nikolaj: Du kan ikke lide børn!
Fares: Det har jeg ikke sagt! Hvis det nu var sket tidligere, så havde det nok været bedre. Hvis jeg havde fået børn så tidligt som dig.
Nikolaj: Tidligt? Jeg fik den første, da jeg var 33!
Fares: Det er rimeligt tidligt.
Journalisten: Hvad med dig, Nikolaj, er du familiemenneske?
Nikolaj: Ja, det er jeg. Jeg kan mærke, at jeg har brug for familien.
Fares: Er det fordi du ikke har noget valg, eller...?
Nikolaj: Jeg tror, at både min kone og jeg har det forhold til familien, at vi nogle gange ønsker os langt væk fra den. Ikke fra den anden, men fra konceptet familie. At vi har brug for også at være os selv. Meget simpelt. Specielt efter en lang sommerferie. Anne har sat ord på, og sagde efter ferien, at nu havde hun ikke noget imod lige at tage ungerne og lægge dem i kummefryseren og så tø dem op igen om et par måneder, ha, ha. Uden at de selvfølgelig havde taget skade! Sådan er det jo med familie. I bund og grund kan jeg godt lide at mærke stationen. Basen. Og jeg kan huske, at jeg på et meget tidligt stadie formulerede for mig selv, at jeg gerne ville være far. Det har jeg det godt med. Og ja, så er der mange ting, som Fares har mulighed for, som jeg klart misunder ham ved at være single. Ikke nødvendigvis noget med kvinder, men med karriere og den slags.
Fares: Ja, og jeg tænker, hvordan skulle det fungere for mig at have en familie, når jeg kigger på de sidste fire år af mit liv. Jeg kan ikke se det praktisk muligt. Jo, måske hvis jeg havde haft en baby og en kvinde, som ikke arbejdede eller som arbejdede som forfatter eller noget andet, hvor hun kunne tage jobbet med.
Nikolaj: Det handler jo om, hvad meningen med livet er. Og det er op til den enkelte. Meningen med livet er, at det enkelte menneske selv skal putte mening ind i sit liv og give det værdi. Om det så er at få kone og børn, køre karriere eller noget helt tredje – det er jo så individuelt.
Journalisten: Fares, hvad tænker du om fremtiden – er du "the lonely rider", eller må der gerne komme én forbi?
Fares: Der må gerne komme én på et tidspunkt. Og jeg vil gerne have børn. Det er ikke noget, jeg bevidst har holdt mig fra. Jeg kan godt se mig selv med børn engang i fremtiden.

Om interviews
Nikolaj: Er det fedt at blive interviewet af en, der hele tiden stiller ledende spørgsmål?
Fares: Det er faktisk sjovt.
Nikolaj: Hvorfor har du ingen spørgsmål til mig?
Fares: Fordi interviewsituationer aldrig har været min største hobby. Jeg har det sådan: Why the fuck am I supposed to answer something about my life? I don't know you. Forstår du? Det er faktisk bedre, når det er dig, Nikolaj – en jeg kender – der interviewer mig. Det er, som om jeg bliver afvæbnet, og så kan jeg ikke holde den her facade, jeg normalt har.
Journalisten: Hvorfor er det vigtigt at være privat?
Fares: Jeg lever med mig selv som privat menneske, og jeg må have noget interessant at fortælle folk, jeg møder privat.


LÆS OGSÅ: Andreas Bo: "Det var voldsomt for mig at blive forladt"