Voldtægtofrenes advokat : "Det er aldrig din skyld"
Foto: Peter Nørby

Voldtægtsofrenes advokat: "Det er aldrig din skyld"

Denne uges forsiderubrikpå ALT for damerne til en artikeli nr. 1 2014 har skabt debat. ALT for damernes holdning er, at voldtægt aldrig er en kvindes skyld, og vi bringer derfor artiklen som forsiderubrikken henviser til i sin fulde længde her.

Hvor højt skal du råbe nej, før manden, der voldtager dig, bliver dømt for voldtægt? Hvor ædru skal du være? Hvor tækkelig i tøjet? Advokat Helle Hald kæmper kampen, der ikke burde findes: Kampen for, at et voldtægtsoffer ikke skal føle skyld. Her fortæller hun om sit arbejde med ofrene for ”Amagermanden” og andre uhyrlige sager, der har gjort hende rasende på vores retssystem.

Det står hurtigt klart for Helle Hald, at denne sag er en af de groveste voldtægter, hun har arbejdet med. I maj 2005 bliver hun beskikket bistandsadvokat for en 24-årig pige, der er blevet voldtaget på sit værelse på et kollegium på Amager. Gerningsmanden brød ind i kollegielejligheden tidligt om morgenen, bandt pigen for øjnene og voldtog hende i halvanden time. At det skete i pigens eget hjem, og at voldtægten strakte sig over så lang tid, gav sagen en dimension af psykisk terror, synes Helle Hald.

Hun er med til afhøringer af pigen hos politiet, der beder hende om at fortælle indgående og præcist, hvad der er sket. Efter mange års erfaring ved Helle Hald, at de fleste ofre har svært ved at få ordene sagt, ved detaljeret at genfortælle den modbydeligste oplevelse i deres liv. Det er ydmygende og ubehageligt, men også vigtigt. Detaljerne kan være afgørende for opklaringen af sagen og i sidste ende for dommen. Pigen fortæller, at selvom hun havde bind for øjnene, fornemmede hun, at gerningsmanden – under en pause i voldtægten – åbnede hendes køleskab og drak noget. Måske fra en mælkekarton.

Så ruller sagen. Politiet finder dna på mælkekartonen, men det ender i et blindspor, og forbrydelsen forbliver uopklaret. Fem år senere – i oktober 2010 – bliver Helle Hald beskikket bistandsadvokat for en 17-årig pige, der er blevet voldtaget i en kolonihave på Kongelundsvej på Amager. Knap har de overstået afhøringerne, før virkeligheden banker på: En politihund har fundet et brugt kondom i nærheden af gerningsstedet. Og der er et match: Gerningsmanden er den samme mand, der fem år tidligere voldtog pigen på kollegieværelset på Amager, ligesom han også kan relateres til flere voldtægter og sågar drab i fortiden. Pressen døber ham hurtigt "Amagermanden". Det er et kæmpe gennembrud. Helle Hald og politiets efterforskere står på tærsklen til en af de største kriminalsager i Danmarkshistorien.

Helle Hald er 47 år og advokat. Det er ikke direktører, erhvervsfolk eller hardcore kriminelle, der præger hendes klientel. Det gør derimod helt almindelige mennesker, hvis liv har taget en ufrivillig U-vending. Dem, som har været udsat for voldtægt, vold, incest. Med andre ord: ofrene. Ifølge Retsplejeloven har ofre for grove forbrydelser krav på en bistandsadvokat, og Helle Hald er deres juridiske rådgiver og vejviser fra start til slut – lige fra de første afhøringer på Politistationen til en endelig domsafsigelse i retten. Da hun som nyuddannet jurist lander på et advokatkontor på Bornholm, tager hun sig som den yngste på kontoret af de sager med mindst prestige i: Det er for eksempel manden, der har købt et fyr, som ikke virker efter hensigten, eller kvinden, der søger erstatning efter en fejloperation.

– Jeg opdagede, at det at hjælpe helt almindelige mennesker, som var kommet i klemme i systemet eller var blevet ramt af uheld, tiltalte mig. Jeg tæskede sagsakter og journaler igennem, og jeg mærkede, at sagerne gjorde mig mere idealistisk. Det var den lille mand mod systemet, og jeg kunne formidle et kompliceret retssystem til mennesker fra alle miljøer, forklarer hun.

Tager det ikke på sig
Karrieren sender i 1995 Helle Hald tilbage til København, og med tiden bliver ofrene hendes speciale. Hun bliver kontaktet af politiet og bistår ofret ved afhøringer på politistationen. Derefter mødes hun igen med ofret og klæder hende eller ham på til retssagen og vurderer, hvor højt erstatningskravet skal være. Når ofret senere sidder i vidneskranken og fremlægger sin side af sagen, sidder bistandsadvokaten – Helle Hald på en stol til højre for ofret og sikrer sig, at alt foregår, som det skal, og at de er trygge ved processen.

Allerede når hun møder ofre for forbrydelser ved de første afhøringer på politigården, lægger hun øre til detaljer, de færreste kan forestille sig. Det hele bliver gentaget i retten, gerne med bevismateriale i form af billeder af gerningsvåben eller trusser med blodstænk. Samtidig oplever hun, hvordan nogle af ofrene bliver så mentalt flossede af forbrydelsen, at de aldrig rigtigt bliver hægtet sammen igen.

Hvordan påvirker den del af jobbet dig?

– De første par år fik jeg supervision hos en psykolog, der også var tilknyttet min samarbejdspartner "Hjælp voldsofre", for at læsse af, men det har jeg ikke behov for længere. Jeg er ret bevidst om, at hvis jeg lever mig for meget ind i ofrenes smerte, så kan jeg ikke have mit arbejde længere. Jeg visualiserer aldrig selve forbrydelsen. Sidder jeg med et billede af blodstænk fra gerningsstedet, ræsonnerer jeg mig frem til omstændighederne og sparrer med politiet om min teori. Jeg forsøger at møde ofrene, hvor de er efter forbrydelsen, og jeg sætter mig aldrig for alvor ind i deres smerte. Så ville jeg nok ikke kunne sove om natten.

Brug også fornuften
Inden for straferetsplejen hedder det, at enhver rimelig tvivl kommer den tiltalte til gode. Og da der sjældent er vidner til voldtægter, bliver det ofte ord mod ord. Og så bliver en formodet gerningsmand frifundet.

Hvad er den mest uretfærdige sag, du har haft?

– Dem har jeg sgu mange af. Men den værste friindelse, jeg nogensinde har set i en voldtægtssag, er den om en ganske ung pige fra Sønderjylland, som besøger sin veninde i København i 2008. Under en bytur bliver hun væk fra veninden og må på egen hånd inde hjem til lejligheden. Hun er enormt fuld og står og dingler nede ved Rådhuspladsen for at finde en bus. En fyr begynder at snakke til hende, løfter hende op og bærer hende over gaden og ned i en kælderskakt ved Dagmar Teatret. På vejen taber hun sin ene sko i fodgængerfeltet. I kælderskakten voldtager han pigen, som brækker sig imens. En tjener fra det store pizzeria Vesuvio på hjørnet af Rådhuspladsen ser fyren slæbe af sted med pigen, og da han følger efter dem, tager han fyren på fersk gerning og trækker ham bogstaveligt talt ud af pigen, forklarer Helle Hald.

– Men gerningsmanden blev frifundet, udbryder hun. I retten forklarer manden – som de leste voldtægtsmænd, bemærker Helle Hald – at både han og pigen var indforståede med samlejet. Da hans forsvarer spurgte pigen, om hun havde sagt tydeligt fra over for fyren, svarede hun bundærligt: "Det kan jeg jo ikke huske – jeg var jo helt væk," og det var nok tvivl til en friindelse. For Helle Hald føltes det som et tomt antiklimaks at se sin klient forlade retten som taberen.

– Det har jo formodningen imod sig, at hun er gået med til det frivilligt. Det er det mest horrible, jeg nogensinde har været udsat for. Enhver kan da regne ud, at når en pige bliver slæbt ned i en kælderskakt og er så fuld, at hun brækker sig, så er hun nok ikke interesseret i sex. Sagens dommere tog efter min opfattelse for meget "enhver rimelig tvivl kommer den tiltalte til gode-hatten" på og brugte for lidt sund fornuft. Jeg tænkte, "Det sker bare ikke", og havde en følelse af, at vores retssystem var bundråddent. Sager som den slider mig en smule, siger Helle Hald.

Når en voldtægtssag ender i friindelse, bruger hun mange kræfter på at tale med ofret bagefter:

– Et offer er principielt aldrig en vinder, men skyldfølelsen kan blive fjernet fra hende, hvis gerningsmanden bliver dømt. Sommetider er det helt tydeligt for mig, at pigen er blevet voldtaget, men på grund af manglende beviser bliver gerningsmanden frifundet, og så er det vigtigt, at kvinden forstår, at hendes følelse af at være blevet krænket er rigtig, og at rettens afgørelse ikke betyder, at manden ikke har krænket hendes integritet, men han er straferetligt uskyldig.

Mistænksomhed over for ofre
Er voldtægt nogensinde kvindens egen skyld? Det mener Helle Hald ikke – til gengæld mener hun, at der i det danske retssystem ligger en mistænksomhed over for voldtægtsofre i netop det spørgsmål. Lige fra de første afhøringer hos politiet til en eventuel retssag. Og noget tyder på, at det ikke kun er i juraens verden. Ugebrevet A4 spurgte i 2005 et repræsentativt udsnit af danskerne, om voldtægt helt eller delvist er kvindens eget ansvar, hvis hun eksempelvis går udfordrende klædt. Her svarede hver fjerde ja.

Er der sket en ændring i samfundets opfattelse af voldtægt?

– Tidligere var der en opfattelse af, at voldtægt var noget forfærdeligt noget. Nu er det blevet lidt mere "hverdagskost", folk er hurtige til at dømme og tænke "det var da heller ikke særligt smart", de anfægter, at pigerne drikker for meget og går letpåklædt. Og til det må jeg bare sige, at det er nu engang de samfundsbetingelser, de unge har i dag. Om en pige så går igennem lokalet i bikinitop og G-streng, berettiger det ingen til at tro, at hun vil have seksuelt samvær.

Oplever du skepsis fra politiets side?

– Ja, ofte. Der er ingen tvivl om, at der er falske anmeldelser, men langt de fleste er reelle. Det skal bare ikke være sådan, at når en pige anmelder en voldtægt, er den første tanke, der popper op hos politiet: "Gad vide, om det er rigtigt?" Jeg kan huske en kvindelig betjent, der under ahøringen af et 13-årigt voldtægtsofer spurgte, om hun dog ikke selv kunne se, at det var dumt at stille op til Miss Wet T-shirt, når der kun var vilde teenagedrenge i lokalet. Det gør mig vred. Og når betjente insinuerer, at pigerne selv er ude om det, fortæller jeg dem, at det ikke er deres opgave at bebrejde nogen noget. Det, der er det helt særlige ved at være offer for en seksuel krænkelse, er, at man bliver fyldt med selvbebrejdelse, og der er ikke grænser for, hvor mange ting man kan komme i tanke om, man kunne have gjort anderledes: Hvorfor trak jeg ikke T-shirten ned? Flirtede jeg med ham? Og enhver form for spørgsmål til lige præcis det føles jo forfærdeligt og ekstraordinært krænkende.

Oplever du, at ofre bliver ydmyget i retten?

– Helt sikkert. Det sker for eksempel gang på gang, at et ofers seksuelle fortid bliver trukket ind i en retssag om voldtægt, selvom det egentlig er forbudt. I en sag om gruppevoldtægt i 2005 blev en "veninde" til ofret trukket ind som vidne, og hun fortalte, at de engang havde siddet på en bar og væddet om, hvem der kunne score en fyr. Jamen, fedt! Det kunne vi andre da også have fundet på, og hvad har det overhovedet med sagen at gøre? Det blev uden tvivl draget ind i sagen for at give en stemning af, "at hun nok selv havde været ude om det. For hun kan jo åbenbart godt lide sex". Den slags er under bæltestedet, og jeg var helt igennem rasende over det. Selv om man godt kan lide sex, betyder det ikke, at man har lyst til at dyrke det med flere mænd i en baggård i frostgrader.

Hvorfor voldtager mænd kvinder?

– Jeg tror faktisk, at det seksuelle behov ofte er sekundært. Rigtigt ofte handler det om magt – og fordi de kan, fristes jeg til at sige. Nogle mænd forstår ikke, at kvinder har ret til at sige nej – lige til det sidste. Men man kan godt gå hjem sammen, drikke noget rødvin, ja man kan endda smide tøjet og alligevel sige nej til sex. Men nogle mænd voldtager, fordi de føler, at sex er blevet stillet dem i udsigt, og at de så har en ret til det.

Gensyn med gerningsmanden
Nogle måneder inden retssagen mod "Amagermanden" begynder, skriver Helle Hald til ofrene og beder dem hver især komme ind til et møde. Det er kutyme, og ved sådanne møder skal tre ting klarlægges: Hvordan har ofret haft det siden forbrydelsen, hvilket erstatningskrav kan rejses, og hvad kan ofret forvente sig i retten? Som hun har gjort det hundredvis af gange før, tegner Helle Hald retssalens opbygning for ofrene, så de kan forberede sig mentalt på, hvordan der ser ud. De skal skiftevis sidde i vidneskranken, og herfra vil de kunne se gerningsmanden – til venstre i deres synsfelt på anklagebænken.

– De leste af ofrene havde aldrig set ham, fordi de enten havde fået pudebetræk over hovedet eller bind for øjnene under voldtægten. Denne sag havde jo den ekstra dimension, at den blev omtalt så meget i pressen, og at deres voldtægtsmand blev fremstillet som et monster, fordi han hed "Amagermanden", så er vi næsten på Ted Bundy-niveau, og det ekstra prædikat gjorde det værre for dem.

– Mange ofre siger først, at de ikke vil afgive forklaring, mens gerningsmanden er i retssalen. Så træder jeg lidt vande, og når de får forbrydelsen lidt på afstand, siger jeg til dem, at det er en god idé at se ham. Det er en del af den psykologiske proces, for hvis de ikke ser ham, vil gerningsmanden stå som et monster resten af livet. Samtidig har ofrene noget pondus, når de sidder der i vidneskranken og udtaler sig under straffeansvar. Det er deres øjeblik, og gerningsmanden kan ikke gøre andet end at lytte til dem. På den måde kan ofrene genvinde noget af den magt, som gerningsmanden tog fra dem under forbrydelsen. De får det sidste ord, siger Helle Hald og forklarer, at det også virker mere troværdigt over for dommeren, at ofret udtaler sig, mens gerningsmanden er til stede. – Det viser, at de står ved det, siger hun.

På de svages side
Sagen mod "Amagermanden" bliver ført i et af byrettens retslokaler på Rådhuspladsen i december 2011. Der skal tages juridisk stilling til et af de groveste anklageskrifter, Helle Hald har set i sin tid som advokat – gerningsmanden er sigtet for både sexdrab, rovmord og voldtægt. Helle Hald er spændt på sine klienters vegne. Hun viser ofrene ind ad en bagvej i byretten, så de undgår horden af pressefolk, som har taget opstilling for at få en bid af en af Danmarkshistoriens største kriminalsager. Helle Hald forklarer pigerne, at de stadig kan nå at ombestemme sig, så gerningsmanden bliver sendt ud, når de skal i vidneskranken. Men de er klar til at sidde ansigt til ansigt med deres gerningsmand.

Nogle bistandsadvokater forbereder klienterne på, hvad de kan forvente at opleve og blive spurgt om i retten, men Helle Hald er af den overbevisning, at det styrker kvindernes forklaringer, når de i retten gisper og reagerer intuitivt på det, de oplever. Når der for eksempel bliver vist billeder fra gerningsstedet. Det gør kvinderne fra Ingolfs Allé-sagen, da de og resten af retssalen bliver præsenteret for et billede af kniven, "Amagermanden" brugte til at true dem med under voldtægten.

En af kvinderne går i stå midt i sin forklaring, vender sig om mod Helle Hald, tager hende i hånden og fortsætter derfra.

– I retten handler det om at skabe tryghed for ofret. Jeg er som regel den eneste, ofret kender, ud over måske gerningsmanden. Når de forsvinder væk i angsten, vender de sig om mod mig, så kigger vi lige hinanden i øjnene, finder måske noget vand og en kleenex og fortsætter igen. Af hensyn til processen distancerer jeg mig som regel en smule, for jeg er der jo egentlig ikke for at holde hånd, men for at sikre, at det retssikkerhedsmæssigt er i orden, men der er simpelthen nogen, som har det så skidt, at de har brug for at sidde og holde min hånd. Sådan er det, og det er okay.

Helle Hald er også ved ofrenes side den 22. december 2011, da der falder dom i sagen. Sikkerheden i Københavns Byret er skærpet, og over 100 mennesker er stimlet sammen i retslokalet. Da Rådhusuret slår ti, går døren op, ind kommer de tre dommere og nævningene.

– Thi kendes for ret, siger retsformanden.

– Tiltalte idømmes fængsel på livstid.

Et enigt nævningeting har talt. Flere af Helle Halds klienter klapper spontant, og en af pigerne jubler højlydt.

– Det er første gang, jeg nogensinde har været til stede ved en domsafsigelse, hvor der var jubel i salen.

Det er jo faktisk forbudt, men for mine klienter var det så vigtigt, at han var buret inde for evigt. For langt de fleste ofre er det ikke vigtigst, om en gerningsmand får to år eller to et halvt år. Det, der er vigtigst, er, at der sker noget, og at det sker relativt hurtigt. Men lige præcis i denne sag mærkede jeg, at det var vigtigt for ofrene, at han fik livstid. Dét, han havde gjort mod dem, var så forfærdeligt, og de ønskede ikke, at han skulle gå frit på gaden, siger Helle Hald. I 15 år har hun kæmpet for ofrene, taget dem i hånden gennem retssystemet og fulgt sagerne til dørs. Både juridisk og menneskeligt.

Det ligger efterhånden som en kode i kropsvævet, at hun tager de svages parti, men for at bevare professionalismen hopper Helle Hald indimellem over på den anden side og er forsvarer i en strafesag.

 – I branchen er der mere prestige i at være forsvarsadvokat end bistandsadvokat, men jeg har det svært i den rolle. Jeg har det meste af min karriere været på den svage parts side, og jeg kunne ikke forestille mig andet. Der ligger en idealisme i det for mig, og jeg føler, jeg hører hjemme og gør mest gavn på ofrets side. En af mine livsværdier er at udrette noget, at gøre en forskel og se noget blive bedre. Jeg ved ikke, om der er sådan noget Florence Nightingale over det, men jeg elsker at hjælpe folk gennem et system, som jeg nu forstår, og som de ikke forstår. Ligesom jeg håber, at når jeg kommer ud for et eller andet en dag og står i en verden, jeg ikke forstår, er der nogen, der vil hjælpe mig.

Fakta

Helle Hald, 47 år. Advokat og partner i firmaet Sirius Advokater. Specialist i personskadeerstatning og søger erstatning for folk efter vold, voldtægt, traikuheld, arbejdsskader, fejlbehandling eller andre ulykker.

Arbejder desuden med chikanesager, forældremyndighedssager og sager, hvor folk kommer i klemme i kommunen. Formand for den nystiftede lokalforening
”Hjælp Voldsofre”, næstformand i Whiplashforeningen og i bestyrelsen for antitraickingorganisationen HopeNow.

Bor på Østerbro med sin kæreste og to sønner på 13 og 16 år.
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview