Anne Louise Hassing
SPONSORERET indhold

Anne Louise Hassing mistede et barn: ”Så da jeg skulle have Mingus, var han længe ventet”

Skuespiller Anne Louise Hassing valgte sit barn 100 procent til, da hun blev gravid. For vejen dertil havde ikke været nem, fortæller hun i denne uges Hendes Verden.

Af: Redaktionen Foto: Sara Skytte
25. maj. 2021 | Børn | Hendes Verden

”Jeg valgte meget fra, da jeg fik Mingus for 16 år siden, men når jeg kigger tilbage, var jeg ikke i tvivl om, at det var det, jeg skulle.”

Anne Louise Hassing var en efterspurgt skuespiller, da hun blev gravid med sin søn. Hun havde lige været med i Krøniken, og tilbuddene stod i kø.

Men efter at have prøvet at abortere spontant, skulle fokusset kun være på hendes lille, nye søn og ikke på skuespillet. Det fortæller hun i et stort interview i denne uges Hendes Verden.

”Jeg havde mistet et barn midtvejs i graviditeten, så da jeg skulle have Mingus, var han længe ventet. Jeg tog fri halvandet år, hvor jeg sagde nej til alt,” siger hun.

”Der var ellers bud efter mig efter Krøniken, men der var ingen andre end mig og hans far, der skulle putte vores søn. Jeg ville være den mor, jeg havde længtes efter at være, og det kunne jeg ikke sideløbende med en karriere,” fortæller den kendte skuespiller.

En løvemor

I tiden, efter Anne Louise Hassing blev mor, skulle hun finde sig til rette med at være et kendt ansigt, fortæller hun.

For selvom hun allerede i begyndelsen af sin karriere havde måttet lægge øre til folk, der både havde troet, at hun var Sofie Lassen-Kahlke og Grethe Sønck fra Matador, så krævede det lidt ekstra tilvænning, at fremmede stoppede hende, efter hun var blevet mor.

”Lige da jeg havde fået Mingus for 16 år siden, og jo netop havde været med i Krøniken, var jeg nok lidt af en løvemor i en periode og bad folk om at holde sig væk, hvis de kiggede ned i barnevognen,” husker hun og uddyber:

”I dag tænker jeg ikke voldsomt over det heldigvis. Jeg bliver glad, når folk kommer og siger: ”Er det ikke dig fra Badehotellet?” Men det ville nok være hårdt, hvis det skete 20 gange om dagen. Jeg kan godt blive overrasket, når jeg går i min flyverdragt på stranden i mine egne tanker, og folk kommer og siger noget til mig.”

Læs hele interviewet med Anne Louise Hassing i denne uges Hendes Verden, hvor hun også taler om at være buddhist, og om at arbejde så meget, at man til sidst knækker.

Anbefalet til dig