Caring mother holding hands and comforting her sad pensive son while talking to him at home

En simpel sætning kan give bagslag hos vores børn: ”Det sletter alt det, du prøver at sige”

Siger du også ”jeg elsker dig, men…”, inden du beder dit barn stoppe med at skrige, løbe, skubbe, kaste eller lignende? Så er det tid til at finde på nye fraser. Psykolog Heidi Agerkvist har et bud på, hvad du skal sige i stedet.

alt.dk logo

Intentionen er god, når vi med rolig stemme irettesætter vores børns opførsel med ordene: ”Jeg elsker dig, men du skal stoppe nu.”

Vi vil så gerne fortælle dem, at vi omfavner alt, de kommer med, men når et ”jeg elsker dig” bliver efterfulgt af et ”men”, gør vi faktisk det stikmodsatte. 

Det fortæller Heidi Agerkvist, psykolog med speciale i børnefamilier.

– Det kan føles helt banalt og emsigt at gå i detaljer med ord på den måde, men det er sådan med ordet ”men”, at det sletter alt, vi lige har sagt. Du kan altså sige alt muligt kærligt og pænt, men så snart du sætter et ”men” bagefter, sår du en tvivl om, hvad du egentlig mener.

Når du fx siger ”jeg elsker dig, men kan du ikke godt lægge de der strømper i vasketøjskurven?”, efterlader du således ikke meget andet end et forvirret barn, fortæller psykologen. For betyder det, at du elsker hende, men ikke så meget, når hun ikke rammer vasketøjskurven? Eller at du vil elske hende lidt mindre for det med vasketøjet?

– Det er noget, vi gør, for at blødgøre vores irettesættelse lidt. Nu skal jeg rette på dig, og så vil jeg bare gerne lige have, at du ved, at vi står på en bund af, at jeg elsker dig. Men det bliver faktisk bare mere forstyrrende for barnet, siger Heidi Agerkvist og understreger, at det samme gælder for dit parforhold og blandt dine kolleger.

Skæg og snot for sig

Psykologen anbefaler i stedet, at du helt adskiller kærlighedserklæringer og justeringer fra hinanden.

– Så kan du sige “jeg elsker dig” og alle mulige dejlige ting på ét tidspunkt, og så på et andet tidspunkt sige noget om opførsel. På den måde viser du, at de to slet ikke har noget med hinanden at gøre, og at du elsker dit barn uanset.

Du kan også sagtens give dit barn klar besked på en kærlig måde, uden at du behøver at blande kærlighed ind i sagerne, mener Heidi Agerkvist.

– Tænk over, hvordan dit barn bedst kan høre det, du gerne vil sige. Hvis du siger “andre børn på otte år kan altså godt finde ud af dit og dat,” så lukker ørerne nok rimelig meget af. Men hvis du i stedet siger “jeg synes, at det vil være megafedt, hvis det med opvaskeren bare spillede lidt bedre, og vi ikke skulle diskutere en hel masse om det” eller “det er helt okay, at du ikke gider, men derfor skal du gøre det alligevel,” så bliver beskeden klar, men kærlig.

En mindre ting

Føler du, at det er minefelt at navigere rundt i, hvad du må og ikke må sige som forælder? Du er ikke den eneste, og Heidi Agerkvist anerkender, at det kan være lidt af en jungle at finde rundt i.

Heldigvis er det ikke sådan, at et simpelt “men” efter et “jeg elsker dig” kan skade dit barn for evigt, forsikrer psykologen. Det er en mindre ting, du kan tænke over i hverdagen – og så kan du jo passende prøve at skifte “men” ud med et andet, lille ord:

– Et tip kan være at sige “og” i stedet for “men”. Det adskiller de to sætninger fra hinanden i stedet for at slette, siger hun.

Hvis du endelig skal sige “jeg elsker dig”, når du irettesætter dit barns opførsel, så anbefaler Heidi Agerkvist, at du vender sætningen om.

– Prøv at sige det bagefter irettesættelsen. Hvis du kan se, at barnet bliver lidt betuttet, så kan du f.eks. sige, at “alt det, jeg lige sagde, ikke har noget at gøre med, om jeg elsker dig eller ej. Det gør jeg. Det har kun noget at gøre med, at du joggede ind over stuegulvet med store mudderstøvler. Det kunne være fedt, at du ikke gjorde det.” Men jeg synes, at det vil være allerbedst, hvis du skiller tingene ad.

Om eksperten

Heidi Agerkvist er privatpraktiserende psykolog med 19 års erfaring. Hun har særlig ekspertise indenfor parterapien og med de problematikker, der knytter sig til en hverdag med børn. Det være sig alt fra forældreskab til parforholdet og børns udvikling og trivsel.

Heidi har egen praksis i Aarhus.