Er din børneopdragelse gal eller genial?
Foto: Getty Images Er din børneopdragelse gal eller genial? Bliv klogere her - på en yderst humoristisk måde.

Er din børneopdragelse gal eller genial?

Hånden op hvis du (også) har prøvet at få din egen gode børneopdragelse og læresætninger lige tilbage i hovedet. Det må jo betyde, at det du siger, rent faktisk siver ind hos ungerne!

1. Børn tager ting bogstaveligt

Her er et klassisk eksempel på, at mine opdragelsesevner rammer mig lige nakken: Jeg har forklaret vores store dreng, at man selv bestemmer over sin krop. Nu er han dæleme begyndt at insistere på, at han bestemmer over sig selv, hvilket godt kan være op ad bakke om morgenen, når han nægter at tage bukser på eller ikke vil med ud og gå søndagstur. “Okay, lille skat – det er rigtigt, at det er din krop, men det var ikke helt sådan, mor mente det …” 

2. Brysterne er lige som de skal være!

Er der andre på linjen, der har prøvet at klokke lidt rundt i de der snakke om køn og krop? Når man eksempelvis i et forsøg på at fremme frisind og en naturlighed omkring kroppen igen har forklaret barnet, at alle mænd og kvinder, drenge og piger har en tissemand/tissekone, alle mennesker laver lort, alle voksne damer har bryster af en eller anden form og størrelse.

Sådan er det bare, og alle er fine og lige, som de skal være. Og så barnet lige aer ens bryster lidt, når man tørrer det efter brusebadet og siger, at han bare synes mors bryster er dejlige, og man lige må kalibrere en smule og sige: “Tak, det er jeg glad for, at du synes, men mine bryster er altså mine. De er private, ligesom din numse og tissemand er det. Man må ikke bare sådan røre den slags uden, man har fået lov.” Det er da heller ikke nemt, altså!

3. Har du brug for at se dig selv i spejlet?

…så prøv bare at kig på dit afkom og de mere eller mindre rene stykker guld, der falder ud af munden på dem. Fx når det store barn bliver en papegøje på mor her og fortæller den lille, at hvis han ikke spiser sine sojabønner og kartofler, så ér der altså ingen vingummibamser til fredagsslik, og man pludselig kan høre, hvor politisk ukorrekt og trusselsagtig ens foretrukne kneb er. Av, for den. Den skal der vist lige skrues lidt ned for, hva’?!

4. ”Mor, er den dames bryster private?”

Gudhjælpemig om så ikke barnet efterfølgende studser højlydt over en topløs dame på stranden, eller at en mand kærligt nusser sin kæreste på numsen i køen i Føtex, fordi “HALLO! Det der er da vist privat – og han spurgte faktisk heller ikke engang om lov!”. Så står man dér med alle sine talenter og gode tanker og er på en seriøs prøve, mens man forsøger at tage det med den ophøjede ro, som man synes, barnet skal lære omkring den slags og smiler lidt anstrengt og undskyldende til de omtalte. Der skal vist lige et par byggesten mere på dét projekt.

Læs også: ’Fårking Far’: Danske mænd i ærlig snak om at være far i ny podcast

5. Gyldne læresætninger, der ikke gælder mor

Det er måske også hændt på undertegnedes matrikel, når børnenes værelse er eksploderet med rundt regnet 700 små biler spredt for vinden blandt bamser og BRIO-bane – og jeg har sagt, at nu skal vi altså lige have ryddet den rodebutik op – for så bare at få min egen punchline
lige i ansigtet: “Mor, jeg vil gerne hjælpe dig, når du ikke kan mere selv. Aftale?” Ahahahaha – ha? Det gælder altså ikke mor, kammerat. Men vi kan jo hjælpes ad. Mornote: Foretag måske nuancering i læresætningerne.

6. Det er da ikke et skældsord … Et det?

Åh, de ordvalg man ikke selv synes lyder grimt i sin voksenmund, men når det falder over børnenes læber, er det himmelråbende ufint sprog. For eksempel at kalde sine unger for “nogle små skiderikker”

– lidt med et smil på læben og lidt i sammenbidt alvor, når de laver FOR meget ballade og gør ting, hvor de faktisk lidt ér nogle skiderikker. Det kan godt være, man har bildt sig selv ind, at det er ret uskyldigt og måske næsten sødt, indtil den store siger til den lille, at han er en lille skiderik, og man prompte får sin afklaring: Det lyder hverken nuttet eller kærligt! Selvfølgelig skal ens lille pode ikke have sådan en mærkat klistret på sig. 

7. (Næsten) Bandefri zone!

Bander I hjemme hos jer? Man tror det måske ikke, men så viser det sig alligevel at være tilfældet. Personligt har undertegnede ofte pudset min glorie og brystet sig med at sige “av for Sørensen” eller “for hulen da også” i stedet for at brøle bandeord. Men så overhører man barnet udbryde – efter at have hamret tæerne ind i sofabenet – “av for satan!” og han forklarer udbruddet med: “Men mor – det siger du da også, når du slår dine tæer?”. Gør jeg?! Tilbage til øveren. Man skal jo høre sandheden fra børn og fulde folk, siges det.

8. Vej dine ord, mor!

Måske har du forsøgt at forklare dit barn, hvad det gør ved dig, når barnet slås og skændes med sine søskende. Måske har du sagt, at det gør dig ked af det i hjertet og i maven, men en dag kommer barnet sgu valsende midt i en ophedet forældre- diskussion om oprydning og siger “mor og far – kan I ikke lade være med at diskutere? Det gør mig faktisk ked af det i maven og hjertet.” Touché. Og av – det gjorde faktisk også ondt på mig, hvis det gjorde ondt på dig.

9. Vi skal ikke alle være ens

Nogle gange har barnet bare fat i den lange ende. Fx når moren i forsøget på at heppe lidt dampet broccoli i barnet siger: “Caroline (din bedste ven) elsker ellers broccoli. Det er hendes yndlingsgrøntsag. Og man bliver megastærk af det! Hvorfor tror du, hun er blevet SÅ høj og SÅ hurtig til at løbe?!” Hvortil barnet tørt svarer: “Men mor, mennesker er forskellige, og det er helt i orden. Jeg kan bare ikke så godt lide broccoli”. Okay. 1-0 til barnet, som tydeligvis er skarpere end sin mor. Er det nu, vi skal grine eller græde?

Læs også: 10 ting min søn skal lære inden han bliver teenager

10. Praktiser hvad du prædiker!

Nu skal skeen skisme i den anden hånd: “Unger, fra nu af har vi en time efter børnehave, som er helt skærmfri. Ingen fjernsyn, ingen Ipad, ingen telefoner. Vi kan lave hvad som helst, bare det er sammen og uden skærme”. Måske tjekker man liiige sin e-mail i smug, da man tror, begge børn har ryggen til. Pludselig siger en purk på 120 cm: “Mor, havde vi ikke en aftale? Nul Skærm?”, og man bliver flov og elendig helt til op over begge ører, fordi barnet jo har ret, og hvem er det også lige, man tror, man snyder? Lige i hovedet, mor. For gælder aftalen ikke også dig? Jo, skarpe barn. 

11. Er du villig til at tage konsekvenserne?

Det er måske også sket, at man i desperat forsøg på at få barnet i overtøjet eller til at rydde op eller til at lade være med at rive sin lillebror rundt i manegen (eller alle tingene) har hørt sig selv sige: “Prøv at hør – hvis du ikke gør, som jeg siger, så er der ingen pandekager til dig til dessert.” Og barnet så bare svarer: “Det er okay, mor – jeg har faktisk heller ikke rigtig lyst til pandekager.” Ja, så ved man med sit rationelle hoved jo godt, at man tabte dét slag. Skal man virkelig være sådan en, der kører konsekvenspædagogik, så må man jo også æde den, når barnet er villigt til at tage konsekvenserne af dets handlinger. Også selvom det efterlader en træt mor lige vidt.

12. Skønhed kommer indefra

Hvorfor er kvinder smukkest, når randene under øjnene ikke kan ses, og vipperne er Bambi-agtige? Nogle gange er det først, når ens børn stiller spørgsmålstegn ved den slags, at man selv lige vækkes. For eksempel når barnet kommer ud på badeværelset, mens man står og smukserer sig med diverse forskønnende artikler og nysgerrigt spørger, hvad man egentligt laver? Og man med mascara-grimasse og fuldt fokus på spejlbilledet siger, at mor prøver at gøre sig lidt pæn, og barnet så kigger på en og siger: “Jeg synes, du altid er smuk. Især når du er glad”. Okay! Så har man sgu da lært dem noget, der var rigtigt, hva’? Og stort point til barnet for lige at minde sin mor om, hvad der er vigtigt.

Se, hvad vi ellers skriver om: Børneopdragelse og Mor