Sådan undgår dit barn allergi
SPONSORERET indhold

Sådan undgår dit barn allergi

Som mor til en lille pode i en verden fuld af parfume og støvmider frygter du måske alt det, der kan forårsage løbende næser og kløende hud. Allergi hos børn kan ikke forebygges helt, men med enkelte justeringer i familiens hverdag kan du gøre dit for at mindske risikoen.

Af: Lotte Juul Martini, Vores Børn, Maj 2009
10. jul. 2009 | Børn | Vores Børn

Hiver din datter efter vejret som en gammel mand, når hun løber rundt på græsplænen? Gnider hun sig konstant i øjnene, og hænger der gennemsigtigt snot under næsen? Så er I måske ramt af allergi. Alle kan udvikle allergi. Risikoen er fem-ti procent, og er der allergi i familien i forvejen, stiger den til 20-50 procent.

“Allergi er en overfølsomhedsreaktion, og selv om en del børn er genetisk disponeret for at udvikle allergi, kan du gøre rigtig meget for at undgå, at dit barn bliver generet af allergien i hverdagen,” siger sundhedsplejerske i Astma-Allergi Forbundet Helle Kvarnstrøm, der rejser landet rundt for at fortælle børnefamilier, hvordan de skaber en så allergifri hverdag som muligt.

Helt teknisk er allergiske reaktioner kroppens forsvar mod allergifremkaldende stoffer, som den opfatter som fjender – allergener bliver de kaldt. Når kroppen kommer i kontakt med pollen, husstøvmider eller hundehår, som den er overfølsom over for, danner den hurtigt antistoffer, der går til angreb på allergenet. Kampen mellem kroppen og de udefrakommende stoffer mærkes for eksempel som rindende øjne eller vejrtrækningsbesvær.

Hvad kan du gøre?
Forskerne diskuterer stadig, om mængden af allergifremkaldende stoffer, som børn bliver udsat for, øger risikoen for at udvikle allergi eller ej. To helt sikre råd til forebyggelse er imidlertid at amme og at undgå passiv rygning. Modermælken indeholder nemlig en række antistoffer mod både sygdom og allergi, og kan eller vil du ikke amme, kan du i stedet give din baby højt hydrolyseret modermælkserstatning. Den er sammensat, så den ligner komælk mindre end almindelig erstatning. Dermed nedsætter du risikoen for børneeksem, fødevareallergi og især allergi over for komælk.

Omvendt er tobak ren gift – også når det gælder allergi. En enkelt eftermiddag i et rygerhjem fremprovokerer ikke allergi, men jeres hjem og det daglige pasningssted skal helst være røgfrit.

“Børns lunger er så små og sarte, at vi kraftigt fraråder, at der bliver røget i hjem med børn eller andre steder, hvor børn opholder sig meget,” siger Helle Kvarnstrøm.

Brændeovnsrøg og osen fra stearinlys er også irriterende for de følsomme luftveje, så tænk over, om et enkelt lys ikke er lige så hyggeligt som den femarmede stage – og om ild i pejsen er nødvendig hver aften.
I det hele taget er et sundt indeklima meget vigtigt i kampen mod allergi.

“Det er en rigtig god idé at lufte ud og skabe gennemtræk i huset tre gange om dagen, også selv om det regner eller sner. På den måde bliver støvet blæst ud i stedet for bare at lægge sig et andet sted,” siger Helle Kvarnstrøm.

Gør rent med måde
Kost og spand er vigtige våben i kampen mod allergi. Astma-Allergi Forbundet anbefaler, at I gør grundigt rent derhjemme en gang om ugen. Brug en let fugtig klud til at tørre støv af med, så du ikke bare hvirvler støvet rundt i luften. Brug rengøringsmidler uden parfume, og undgå midler på sprayflaske, som spreder rengøringsallergi partiklerne i luften. Imellem de ugentlige rengøringer bør du lade støvsugeren stå.

Overdreven støvsugning hvirvler nemlig bare støvet op, og så har din rengøringsiver modsat effekt. Når turen kommer til badet, er det en god idé, at du vasker dig selv og dit lille barn med parfumefri sæbe, for parfume er dokumenteret allergifremkaldende. Endelig skal du sørge for rene senge til alle, både når det gælder sengetøj, dyner og puder.

“Dynen og hovedpuden skal vaskes mindst hver tredje måned for at skabe de dårligst mulige vækstbetingelser for husstøvmider,” fortæller Helle Kvarnstrøm.

Husstøvmider er hvide, ottebenede dyr, der er så små, at man ikke kan se dem med det blotte øje. De lever af dine afstødte hår og hudskæl. Enzymer i midernes afføring og dele af de døde husstøvmider kan være årsagen til allergi. Til gengæld behøver du ikke afskrive dit barns hede drømme om en lille Fido eller Kisser i din iver efter at skabe et allergifrit miljø.

Der er nemlig ingen dokumentation for, at du nedsætter risikoen for at blive allergisk over for dyr ved at undlade at have kontakt med dem. Men det er en god idé at få barnet testet, inden I anskaffer dyr, hvis du selv er allergisk – også selv om din allergi ikke er over for dyr. Får dit barn konstateret allergi over for dyr, bør du selvfølgelig ikke anskaffe dig et, og har du allerede hund eller kat, bør du finde et andet hjem til den firbenede ven.

Og så til lægen
Hvis du får mistanke om, at dit barn lider af allergi, skal du gå til lægen.

“Der er ingen grund til selv at eksperimentere med at undgå særlige fødevarer, eller hvad du nu mistænker for at udløse en allergisk reaktion hos dit barn. Lægen tager en blodprøve, laver en priktest eller sender dit barn videre til hospitalet eller en allergiklinik,” fortæller Helle Kvarnstrøm.

Priktesten går ud på, at lægen prikker meget små koncentrationer af forskellige allergifremkaldende stoffer på dit barns hud. Hvis huden rundt om en af prikkerne bliver rød og irriteret, er dit barn sandsynligvis allergisk over for det stof. Der er ingen nedre grænse for, hvor gammel dit barn skal være, før det kan blive allergitestet.

KAN DET VÆRE ASTMA?
Hvis dit barn under fire år hoster og hiver efter vejret, når det er forkølet, og hvis det er ekstra træt, et stykke tid efter at feberen er væk, så skyldes det måske astmatisk bronkitis. Astmatisk bronkitis skyldes, at slimhinderne i luftvejene hæver på grund af en infektion, og derved begynder barnet at hive efter vejret. Jeres læge stiller diagnosen, og sygdommen behandles ofte med et steroidpræparat.