Lille barn ligger i sengen og er ked af det

Kæmper dit barn med night terror? Søvneksperten råder dig til at prøve dette

Vågner dit barn skrigende op om natten, hvor du ikke kan komme i kontakt med eller få lov at røre ham eller hende. Så kan det være, at dit barn kæmper med night terror, på dansk natterædsel. Vi har spurgt eksperten om, hvad du kan gøre som forælder – og hvad du ikke skal gøre.

Det er en forælders værste mareridt; at se sit barn skrige og vride sig utrøsteligt i sengen. Og når du forsøger at trøste eller give det et kram, skubber det dig væk, og det bliver endnu værre.

Night terror eller på dansk natterædsel er en tilbagevendende søvnforstyrrelse, som mellem 1 og 4 % af familier stifter bekendtskab med i løbet af deres børns barndom. Det opstår kun sjældent før etårsalderen og topper oftest, når barnet er i tre- til femårsalderen. 

Night terror er en parasomni, som foregår i den komplekse hjerne under søvnen. Det er helt ufarligt, og er ikke et udtryk for sygdom, eller at der er noget galt med dit barn.