Pisse, pisse, pisse

Hvad får man, når man krydser en radiovært og en ultraløber? Det kunne lyde som en dårlig joke, men svaret – en speedsnakkende hurtigløber – opsummerer meget godt vores lille families sommerferie i år. Den store, Kasper, havde nemlig rundet et skarpt hjørne, treethalvt år. Det er den alder, lærebøgerne så fint beskriver med stuerene ord som ‘selvstændighedsfasen’ eller min all time favorite ‘barnet lærer at sætte ord på sine frustrationer.’

I praksis er betydningen dog lidt en anden. Det betyder nemlig, at min lille nuttede søn med blerøven og det pjuskede hår med ét slag er blevet forvandlet til en frådende galning med et temperament som Naomi Campbell på en dag, hvor hushjælpen har spildt kaffe på Chanel-tasken. Når man dertil lægger, at han har et sprog, der kan få selv den mest garvede jord- og betonarbejder til at rødme og sige ‘arhhh, skal vi nu ikke lige slå koldt vand i blodet’, ja så er alle ingredienserne til en herlig sommerferie lagt frem og klar til at blive blandet til en skøn feriesuppe.

For helvede, mand

Skuepladsen var min fars hytte i Midtsverige. For hvem synes ikke, det lyder idyllisk med en postkasserød træhytte og en stor græsplæne? Det gjorde – ud over os – de cirka 500.000 blodtørstige myg, der dannede velkomstkomiteen, og de cirka 38 grader, som havde valgt at feriere samme sted. Om det var stedet, varmen, myggene eller stemningen, der fik Kasper til at bande, så svovlet flød, står hen i det uvisse, men bande gjorde han.

Hans morgensang bestod af en hjemmelavet udgave af Oles nye autobil, hvor teksten lød: “Fisse, fisse, fisse, fisseeeee, fisse, fisse, fisse, fisseeeeee”. Løftede vi så meget som et lille bitte øjenbryn, fik vi en lige højre tilbage: “For helvede mand, siger jeg til dig.”

Resten af det, der skulle have varet en uge, gik med måbende at lytte til den blide strøm af eder og forbandelser, der flød ud af englebarnet. “Fucking, fucking, fucking”, “Av for satan”, “Hold kæft mand”, “For helvede da osse”, “Din æggefis”, og “Pis og lort” gjaldede ud i den svenske skov, mens jeg stod med åben mund og polypper og tænkte tilbage på den gang, han sagde ting som: “Næ, far, se engang den smukke blomst. Det er faktisk en Bellis.”

Højdepunktet blev nået en solskinsmorgen. Vi sad i skyggen ved bordet og nød, at myggene slog mave efter nattens blodbad og samlede kræfter til formiddagsangrebet. Englebarnet ventede artigt på sin morgenmad. Og hans forældre var både medfølende og omsorgsfulde, da hans bævende underlæbe pludselig indikerede, at den var helt gal:

Søn: “Vræææææl!!!”

Far: “Jamen, hvad er der galt, skat?”

Søn: “Hulk, hulk. Der er hul i min havregrøøøøøød. Pis pis pis, jeg får stress, STRESS.” (Indsæt selv underkæbe, der slæber hen af jorden).

Far: “Hallo, er det Stena Line? Jeg vil gerne ombooke en færgebillet. En hurtigbillet, siger du? Den er fin.”