
Rikke fra 9 måneder: "Jeg savner at have min krop for mig selv"
Kom med bag skærmen af vores web-tv-serie '9 måneder'. Rikke fortæller her, hvad hun synes er det værste ved at være gravid - og hun afslører årsagen til, at hun meldte sig til web-tv-serien,
Hvilke tanker gør du dig om fødslen?
Mine tanker på dette stadie i graviditeten er mest af alt gode. Jeg er rigtig spændt på, hvordan det hele starter. Jeg blev sat i gang, da jeg skulle føde Clara og har derfor aldrig prøvet, at kroppen starter fødslen af sig selv. Lige nu tænker jeg meget på veer, vandafgang og alt det praktiske omkring pasning i forhold til Clara. Jeg er mest af alt spændt på fødslen og glæder mig til den. Desværre ligger frygten for smerte ikke langt væk. Jeg ved, det kommer til at gøre ondt, for jeg har jo prøvet det før. Til gengæld kan jeg ikke genskabe smerten, og det er nok godt. Ellers ville jeg sikkert bakke ud eller kalde på min moooar.
LÆS OGSÅ: VIDEO: 9 måneder – "Let's talk about sex"
Hvordan forbereder du dig til den?
Lige netop forberedelse til en fødsel kan være svært på grund af de mange ubekendte faktorer. Men jeg har forberedt mig på den måde, at fødekarret er bestilt, for jeg vil føde hjemme om muligt. Jeg vil pakke nogle reservetasker til sygehuset, hvis jeg nu alligevel ender med at skulle føde derinde. Jeg skal også have pakket en taske til Clara, som kommer med hende i institution hver dag. Så er vi sikre på, at hun ikke kommer til at mangle noget. Rent mentalt har jeg forsøgt at læse en bog om smertefri fødsel. Jeg har dog slet ikke været konsekvent med øvelserne og tror faktisk ikke, jeg kan bruge det til noget. Så mentalt vil jeg prøve bare at tage det, som det kommer.Hvad er det bedste ved at være gravid?
Faktaboks
Rikke Rosenvinge Pedersen
Alder: 29 år
Bopæl: Støvring, Nordjylland
Termin: 18/6-2016
Profession: Jeg arbejder som regnskabsassistent i et tømrerfirma. Jeg elsker mit job og ved, jeg kommer til at savne det daglige ansvar for opgaver, jeg kan kontrollere. At have ansvaret for en lille baby bliver helt klart noget andet og langt mere hårdt end at arbejde.
Det bedste ved at være gravid er den konstante påmindelse fra dybet om, at han er derinde. Det er enormt livsbekræftende at mærke ham sparke, og jeg føler, at jeg allerede kender ham en smule. Desuden er det faktisk også meget rart med lidt opmærksomhed fra de nærmeste. Maven er fælleseje, om du vil det eller ej. Men når det netop er familien, der rører, er det helt okay.
Og det værste?
Med frygt for at lyde pylret og forkælet, så er det værste, at kroppen er invaderet af noget andet. Hormoner, størrelse, smerter. Alt er for babyen, og jeg savner at have min krop for mig selv. Desuden synes jeg, det er rigtig svært, at jeg ikke i samme grad kan være der fysisk for min datter. Jeg kan ikke løbe rundt og fjolle, men hun lader ikke til at være påvirket af netop dét. I starten var det værste usikkerheden om, hvorvidt der blev en baby ud af det, men den frygt forsvinder lige så stille i takt med, at maven vokser, og babyen begynder at sparke.
LÆS OGSÅ: VIDEO: 9 måneder – “Yay, jeg er gravid!”