En tumling ned ble på

Stor guide: Her er de bedste buksebleer

Den gode bukseble skal ikke bare kunne holde på både stort og småt. Den skal også blive på plads uden at være i vejen, når de små udforsker verden i fuld tumlinge-mode. Heldigvis har mødregruppen testet flere mærker for dig og afslører her deres sikre vindere.

Vores Børn logo

HELLO SENSITIVE (3/6 stjerner)

HÆNGER EN DEL

Forhandler: Netto

Str. 5, 12-17 kg, 20 stk. for 36 kr.

Pris pr. stk.: 1,80 kr.

Design: Gaaab… de er ret kedelige, og looket er ret meget supermarked og meget lidt luksus. Men det er bleen, det handler om – og de virker okay bløde, omend ikke lige så bløde som andre i testen. Bonus for søde figurer, nul parfume og de vigtige allergi- og miljømærkninger.

Pasform: Både godt og skidt. De sidder tæt – men ikke på alle og ikke så længe. Nogle savner elastik, og bleen rykker sig eller glider ned (åhåh!). Andre elsker bleens fit. Det må virkelig være et spørgsmål om det rette match – men vi er enige om, at bleen hverken er for tynd eller tyk.

Sugeevne: Åh, den deler vandene. Hos dem, der elsker bleens fit, holder den TØR. Men hos dem, hvor bleen rykker sig, er der – surprise! – uheld, og sengen er våd af tis. Desværre hænger den også en del, så den skal skiftes oftere, man bruger flere bleer… det bliver dyrt i længden, øv.

Pengene værd? Altså, det er en okay ble til en rigtig god pris – men den kan ikke være favoritten, når flere har udfordringer med bleer på afveje og tis i sengen.

LIBERO (4,67/6 stjerner)

Blød luksus

Forhandler: Føtex, Matas, Apropro, Babysam.

Str. 5, 9-14 kg, 18 stk., 72 kr.

Pris pr. stk.: 4 kr.

Design: Oh la la, for en lækker indpakning. Ingen tvivl om, at det her er den dyre ble. Diskrete farver og logo – meget voksenvenligt med nordisk design-feeling. Bleerne virker elastiske og bløde – måske testens blødeste – og det er ingen sag at finde al information på pakken. Luksus!

Pasform: Passer på en prik! De sidder meget tæt – lidt lille og tight fit i forhold til de andre mærker, så det kræver lidt ekstra kræfter at få bleen på. Men når først den sidder, så rokker den sig ikke ud af stedet. Tæt uden at give røde mærker og med masser af plads til både leg og lur.

Sugeevne: Max tør – hver dråbe suger denne ble, og det er imponerende, hvor meget sådan en lille sag kan holde til. Det fordeler sig endda jævnt i bleen, så den ikke hænger mellem de små lår og er i vejen. Lugter det af roser? Nej, men det er heller ikke slemt. Og point for tisindikator.

Pengene værd? Vi elsker denne ble, og den ville vinde førstepladsen, hvis det ikke var for prisen. Av, den er dyr! Men køb den endelig, når du ser den på tilbud.

ÄNGLAMARK (4,5/6 stjerner)

NUL UHELD

Forhandler: SuperBrugsen, Kvickly, 365 Discount. 

Str. 5, 9-14 kg, 38 stk., 59,95 kr.

Pris pr. stk.: 1,60 kr.

Design: Uha, et fint design, de har næsten et clean apoteker-look. Mangler måske lidt spræl for de små – så vi får lidt ro på puslebordet, he he – men de voksne jubler. Dejligt bløde bleer, alle de vigtige allergimærkninger – og en meget vigtig bonus: Endelig en STOR pakke, yes!

Pasform: Ja tak! Sidder tæt med masser af elastik og plads til en fyldig juniormave. Størrelsen driller dog enkelte testere, så den bliver for stram eller for løs – det er bare bleen, der passer de fleste, men ikke alle. Den bliver dog, hvor den skal, uanset om det gælder lur eller eventyr.

Sugeevne: Både ‘åh nej’ og ‘hurra’. Bleerne er generelt robuste og lugter ikke fælt efter brug. Tydeligt markeret for og bag er kæmpe bonus, når det skal gå stærkt. Men det der med, at størrelsen drillede? Det fører til uheld og en tung hængekøje mellem benene på nogle af de små, øv.

Pengene værd? Hvis størrelsen matcher junior, så JA, helt klart. Det er testens billigste ble, men det mærker man ikke på kvaliteten, som er helt i top.

SALLING FRI (4,25/6 stjerner)

ET GODT KØB

Forhandler: SuperBrugsen, Kvickly, 365 Discount.

Str. 5, 12-17 kg, 20 stk., 36 kr.

Pris pr. stk.: 1,80 kr.

Design: Fint design med søde figurer og farver – oser ikke af luksus, men er klart kvalitet. Vi elsker navnet FRI, som indikerer, at bleerne er fri for alt det, som ingen forældre vil have på deres børns hud. De virker okay bløde – uden at være de blødeste – så forventningerne er store.

Pasform: Hurra! Masser af blødhed og elastik, så der også er plads til de rundeste maver. Kræver lidt bakseri at få på, men når først den sidder, bliver den, hvor den skal. Måske for stramt på en enkelt tester, der får mærker. Men hverken for tynd eller for tyk, perfekt til både leg og lur.

Sugeevne: T-Ø-R – ingen våde senge eller bukser. Det her er en robust ble, der holder på det, den skal – og den kan holde til en del, endda uden at hænge mellem benene og sætte en stopper for tumlinger på eventyr. Den lugter en del i fuld stand – men det er nok ikke så overraskende.

Pengene værd? Helt klart. Du får her en rigtig god ble til en rigtig god pris – men den er hverken testens blødeste eller bedste, så derfor ikke topkarakter.

TESTVINDER - REMA1000 (5/6 stjerner) 

HOLDER TIL DET HELE

Forhandler: Rema1000

Str. 5, 10-18 kg, 30 stk., 55 kr.

Pris pr. stk.: 1,83 kr.

Design: Less is more. I hvert fald med denne ble. Pæn, simpel, nemt at finde størrelse og de vigtige mærkninger. Ikke noget wow, ikke noget, der ligefrem råber luksus – men bonus for tydelig markering af for og bag (tak!). Ekstra bonus for blødhed – perfekt til en sart barnenumse.

Pasform: Tjek! Den sidder ganske enkelt super godt, selvom enkelte mener, at den er lidt til den store side. Men den bliver, hvor den skal, og så er den hverken for tyk eller for tynd til at lade de små udforske verden frit – også dem med krudt i måsen. Lille ønske: Lidt mere elastik, tak.

Sugeevne: Ja tak! Selv når bleen er presset til max kapacitet, holder den på sagerne. En enkelt tester er udfordret med læk, men alle andre jubler. Lasten fordeler sig jævnt i bleen, så den hverken klumper eller hænger – heller ikke efter en lang, våd nat – og vi elsker tisindikatoren, hurra!

Pengene værd? Absolut! Det er favoritten hos de fleste – en god, blød og fleksibel ble, hvor du kan sove trygt om natten, og kontoen ikke bliver flået.

GRØN BALANCE (4,5/6 stjerner)

NUL UHELD

Forhandler: Meny, Spar

Str. 5, 10-18 kg, 30 stk., 69 kr.

Pris pr. stk.: 2,30 kr.

Design: Bestået! Sødt design med søde farver – nok mest til de voksne, der skal lidt mere knald på til de små. Men oser af kvalitet og vigtige informationer som ‘fri for parfume’ – bleerne er dog ikke helt så bløde som forventet, vi får følelsen af ‘papir’. Spændende at prøve dem på.

Pasform: (Næsten) bestået! Bleerne er nemme at få af og på, også ved skift i turbofart. De sidder godt og tæt på de fleste minier – og bliver, hvor de skal. Savnes: Lidt mere elastik og fleksibilitet. Enkelte testere får røde mærker. Men bonus for perfekt tykkelse, der gør legen til en leg.

Sugeevne: Helt klart bestået! Her er bleen, der holder til det hele – ret meget af det – og ingen vågner i en våd seng. Lugten er langt fra roser efter en lang nat, og selvom de våde sager fordeler sig jævnt, hænger bleen desværre lidt, når den er fyldt. Vi tilgiver det, fordi den holder TØR.

Pengene værd? Ja – men ikke til førstepladsen. En rigtig god ble, der kan alt det, den skal, men prisen trækker ned, for den er ikke så meget bedre end de andre mærker.

Sådan gjorde vi

Forældregruppen er sammensat af Vores Børn. Forældrene har forskellige uddannelser og jobs, nogle er førstegangsforældre, andre har flere børn. Alle tester alle produkter. Karaktererne er et gennemsnit af forældrenes vurderinger. Producenterne stiller produkterne gratis til rådighed for test, men har ingen indflydelse på resultatet.