100 års designfavoritter – 1990erne
Moderne design hører ikke bare nutiden til. For designerne har gennem de sidste 100 år skabt de mest smukke, cool og innovative møbler. Følg med i RUMs online-kavalkade, hvor vi over de næste mange uger viser vores designfavoritter fra hvert årti – naturligvis med info om, hvor du finder dem i dag. I denne uge er vi nået til 1990erne, der bød på Piero Lissonis Frog Lounge stol og Tom Dixons S-Chair.
Allerede i begyndelsen af 90erne var Ettore Sottsass´ sprudlende design forsvundet i glemslen, og designerne søgte nu efter en mere målrettet tilgang til design med større dybde og mening. Nogle designere, som bl.a. Marc Newson, trak på den tidligere optimistiske 60er-vision for fremtiden med fx Wooden Chair. Andre designere som Jasper Morrison vendte tilbage til den mere rationelle og funktionelle tilgang til formgivning.