Anne Sophia Hermansen: "Ting behøver ikke nødvendigvis at være store for at have stor betydning"

Artiklen er en del af Euroman, RUM, Eurowoman og Statens Museum for Kunsts kunstmagasin VÆRK, der er lavet for at hylde kunst. Magasinet er støttet af Ny Carlsbergfondet.

Jeg besøger Statens Museum for Kunst ca. en gang hver anden måned. For det meste er det kun for at se Willumsens maleri En Bjergbestigerske (1912). Jeg går forbi alle de andre værker, sætter mig på den lille bænk foran maleriet, og så sidder jeg der i stilhed. Jeg gør det altid alene. På en eller anden måde opfatter jeg maleriet som en privat ting, og jeg bruger det til at aflæse, hvor jeg står rent psykologisk.

Det, der interesserer mig allermest ved maleriet, er, at det ser tilbage på mig. Det bliver levende for mig, og jeg indgår en form for dialog med det. Det er det, vellykket kunst kan. Hver gang jeg ser maleriet, ser jeg noget nyt. Nogle gange holder kvinden pause, fordi hun er udmattet. Andre gange har hun samlet kræfter og er på vej videre. Det afhænger fuldstændig af, hvor jeg er i mit liv. Efter at jeg var blevet skilt, så jeg fx en enorm ensomhed i billedet, og lige nu, hvor jeg har tilendebragt et stort projekt på Berlingske, synes jeg, at kvinden ser en lille smule træt ud. Samtidig ser jeg altid et håb i motivet. Selvom kvinden står stille, er der jo bevægelse. Hun har ikke givet op og sat sig ned i græsset. Hun samler bare kræfter, før hun må videre.

Se værket her.

Første gang, jeg blev præsenteret for værket, var dengang, jeg blev student. Det var en dag, der betød meget for min far. Tidligere var jeg droppet ud af 3. g for at fjolle rundt i verden, så da jeg endelig kom tilbage og fik min eksamen, drog han et lettelsens suk. Han gav mig en stor buket blomster og et kort med motivet af En Bjergbestigerske, og jeg kan huske, at han sagde, at kvinden på billedet mindede ham om mig. Når jeg ser tilbage, tænker jeg, at der nok lå en form for opdragelse i det. Jeg tror, at det var hans måde at fortælle, at han havde nogle forventninger til mig. At jeg ikke skulle give op, men at jeg måtte udvise en form for stamina, når udmattelsen satte ind. Året efter døde han af kræft. Derfor er det ikke kun et værk, jeg kan spejle mig i. Det indeholder også konturerne af det, jeg har tabt.

Da jeg flyttede til København i 2000, så jeg for første gang maleriet i virkeligheden. For at være ærlig anede jeg ikke, at det hang på SMK, så jeg blev helt lamslået, da jeg fik øje på det. Jeg købte omgående en stor plakat, som jeg insisterede på skulle hænge i det hjem, jeg delte med en mand dengang. I dag har jeg den ikke længere. Jeg efterlod den sammen med manden. Nu har jeg bare et lille postkort med En Bjergbestigerske hængende på mit køleskab. Og det er fint. Ting behøver ikke nødvendigvis at være store for at have stor betydning. Faktisk behøver de ikke engang at være omkring dig for at være i dig.