Chris Pedersen: "Jeg tror ikke på, at der findes et niveau to. Du har én tur"

Artiklen er en del af Euroman, RUM, Eurowoman og Statens Museum for Kunsts kunstmagasin VÆRK, der er lavet for at hylde kunst. Magasinet er støttet af Ny Carlsbergfondet.

Jeg bliver altid først og fremmest tiltrukket af æstetik, og hvis man kender mig og min stil, er det nok ikke så svært at forstå, hvorfor jeg er faldet for Ejnar Nielsens maleri Og i hans Øjne saa jeg Døden (1897). Han er så smuk, den unge mand. Med et par flotte, grå bukser, en jakke med runde skuldre, en sort striktrøje, en hvid skjorte, der stikker ud ved ærmerne, og så det der lille overskæg. Han er enormt nutidig, og selvom maleriet er mere end hundrede år gammelt, minder han mig om alle de unge mænd, der hænger ud på Vesterbro. Jeg genkender ham, og jeg vil gerne se ud som ham.

Når man ser nærmere på maleriet, opdager man, at det ikke bare er smukt. Det er også helt forfærdeligt. Det viser en syg, ung mand, der snart skal dø af tuberkulose. Dengang jeg opdagede maleriet for omkring syv år siden, havde både min mor og min gode veninde lige fået konstateret cancer. Jeg var enormt ked af det, og da jeg så værket, følte jeg en instinktiv tiltrækning. Ud over at jeg så en mand med god stil, så jeg et menneske i sorg. Et menneske uden håb, der ikke kunne gøre andet end at sætte sig ned og vente. Det var sådan, jeg selv havde det i den periode. Nogle gange rammer kunsten dig bare lige præcis, hvor du er.

Mit forhold til døden har altid været ret usentimentalt. Når den kommer, så kommer den. Man kan ikke kæmpe imod, og hvis bare det går hurtigt, kan jeg godt overskue det. Men selvfølgelig var det mærkeligt, da min mor og min veninde blev syge. Det blev pludselig meget konkret, og da min mor døde, vidste jeg, at jeg var ’next in line’. Ejnar Nielsens maleri fik en stor betydning for mig i de år, hvor sygdommen fyldte, og værket passer utrolig godt til min egen forestilling om, hvordan tingene hænger sammen. Jeg tror ikke på, at der findes et niveau to. Du har én tur. Der kommer ikke nogen og redder dig til sidst, og det er det, jeg synes, maleriet viser. Jeg ser ikke en ung, håbefuld mand, der er på vej op til Gud i himmeriget. Jeg ser en ung mand, der har accepteret, at han skal dø.

Jeg ville aldrig have maleriet hængende derhjemme – det er alt for dystert. Men jeg tager tit ind og ser det. Det er en slags ritual, der hjælper mig med at huske det vigtige. Når et ungt menneske dør, er det selvfølgelig vanvittig trist. Men det er også en påmindelse om, at man skal huske at leve livet. Min gode veninde endte med at dø af cancer, da hun var 39 år. Det var alt for tidligt, og efter begravelsen stod jeg tilbage med en følelse af, at nu var jeg nødt til at leve ekstra stærkt. Det er den samme følelse, jeg får, når jeg ser på maleriet. Jeg får lyst til at gøre mig umage, og jeg bliver mindet om at være til stede, at være taknemmelig og at lade være med at spilde tiden på en masse juks.