CARSTEN & CHRISTIAN
De sønderjyske brødre Carsten & Christian, der bl.a. står bag stolen Easy, startede designvirksomheden Carsten & Christian så sent som sidste år. Dog har samarbejdet været i gang siden 2003, og deres møbler har været vist på Scandinavian Furniture Fairs ‘Talent Zone’ for særlig interessant upcoming design. De to brødre deler en fælles interesse for design, arkitektur og kunst, og deres forskellige uddannelser og baggrunde fra Kunstakademiets Arkitektskole og Lillebælt Business Academy ser ud til at være det perfekte match.
HELLE HANSEN, DOGMEKERAMIK
Keramikeren Helle Hansen er uddannet på Det Jyske Kunstakademi, og hendes keramikdesign er både feminint, skrøbeligt og skævt. Kollektionen af bl.a. vaser, skåle og kander af hvidglaseret ler er helt utrolig fin. Så fin, at hun i år også var at finde på årets store designmesse i Milano, hvor hun udstillede ti store grenkar og en række kander på Carl Hansen & Søns stand.
HIIRI-KERAMIK
Bag keramikvirksomheden Hiiri står Jeanette Hiiri. Hun er uddannet fra Danmarks Designskole i 2003 og har siden arbejdet som keramiker. Hun holder til i BaghusDK på Vesterbro, hvor hun deler værksted med andre kunsthåndværkere og designere. Her skaber hun alt fra smukke, keramiske unikaobjekter og smykker til brugsting som fx håndstøbte lysestager og vaser af porcelæn med blomsterrelief.
SAMI KALLIO STUDIO
Først var der kollektionen The Finnish Blood In Me (2011), der havde sit udspring i den finske designer Sami Kallios opvækst og barndomsminder fra Finland. I år kom så kollektionen Between Gaps, der blev vist på Milano-messen i april – en kollektion inspireret af traditionelle og simple håndværksteknikker, som bla. rummer stolene In Between, bordet Stuck in the Middle og lamperne On Top. Sideløbende har Sami Kallio også designet lamper for den danske designvirksomhed &tradition og været tilknyttet flere forskellige interiørprojekter.
BLENDWERK
Ahorn, eg, valnød, ask og elm er nogle af hovedingredienserne i det danske møbelsnedkeri
Blendwerks design, som i værkstedet på Islands Brygge bliver omdannet til smukke køkkener, badeværelser, skabe og andre møbler. Tjek fx deres smukke radiatorbænk, daybed, borde og stole, hvor alt er lavet helt fra bunden med vægt på håndlavet enkelthed, der er filosofien bag Blendwerks fantastiske kreationer. Inspirationen er da også hentet fra de danske skove, og 80 procent af alt det træ, der bruges på værkstedet, er dansk.
LLLP
Nicholas Rose er manden bag den mindre danske designvirksomhed LLLP, som længe har været kendt for enkle og smukke møbler i god kvalitet. Firmaet daterers helt tilbage til 1992, hvor designeren og arkitekten Lex Ørneborg og Leif Jørgensen solgte møbler af eget design fra butikken på Fælledvej. Senere overtog Nicholas Rose firmaet, og han står i dag bag størstedelen af designet, som bl.a. tæller det smukke og funktionelle hævesænke- spisebord Shaker med bordplade i sort linoleum og spejlet Steel Mirror, som begge har potentiale som moderne klassikere. For Nicholas Roses design er uden dikkedarer – originale, minimalistiske, funktionelle møbler og råt design skåret helt ind til benet.
LOP FURNITURE
Oluf Lund og Eva Paarmann er designduoen bag de danskproducerede møbler LOP Furniture. Møblerne bliver skabt på Olufs gamle savværk, Nårup Savværk, der ligger på Fyn og er delt op i en moderne og en klassisk kollektion. Her er der lagt vægt på form, funktion, materialer og håndværk, som det ses i fx det funktionelle og smukke skrivebord Missboss, hvor der er kælet for alle detaljer med materialer som kernelæder, massiv valnød, ahorn, bøg og lakeret stål.