Bodum Design Award skudt i gang
For andet år i træk inviteres designere og designstuderende til at indsende design, der gør dagligdagen nemmere.
Nok er Bodum Design Award en af de helt nye spillere på designkonkurrence-området, det gør den dog ikke mindre interessant. Konkurrencen er nemlig Skandinaviens største med en samlet konkurrencesum på 500.000 kr. hvoraf 250.000 går til vinderen.
Blandt konkurrencen og prisuddelingens samarbejdspartnerne er brancheforeningen Danske Designere. Direktør Steinar Valade-Amland forklarer om prisen: ”Bodum Design Award honorerer ikke eksisterende design – men skaber et frirum til udvikling, der ikke kun fokuserer på kommercielle hensyn, produktionsomkostninger og andre begrænsninger. Konkurrencen stimulerer med andre ord en vital og kreativ proces, som er meget værdifuld for designerne og dermed udviklingen af dansk design”.
Konkurrencens overodnede tema er i år 'Simplicity'. Med dette tema ønsker Bodum Design Award at stimulere udviklingen af design der, i kraft af deres enkelthed, gør dagligdagen nemmere.
Som noget nyt introducerer konkurrencen i år en publikumspris. Når juryen til august offentliggør de seks finalister, vil det være muligt for alle designinteresserede at stemme på deres personlige favorit på konkurrencens facebookside.
Fra d. 27. februar og frem til d. 21. maj kan alle indsende deres bidrag til Bodum Design Award 2012. Vinderen afsløres ved en prisuddeling på Louisiana 5. september 2012.
Se hvordan du deltager på bodumdesignaward.com.
Om Bodum Design Award:
Prisen er en ny dansk designpris og designkonkurrence, indstiftet i 2011 af Bodum i samarbejde med Louisiana Museum of Modern Art, BO BEDRE og Danske Designere. Prisen blev uddelt første gang i 2011 og uddeles årligt med baggrund i en designkonkurrence med et specifikt tema. Årets tema er 'Simplicity'.
Juryen:
Juryen i 2012 udgøres af Jørgen Bodum (CEO, Bodum), Niels-Erik Folmann (CEO, Folmann&Co), Alain Grossenbacher (Creative Manager, Bodum), Tina Jørstian (Creative Manager, Louisiana), Jesper Pagh (Designer mDD), Erik Rimmer (Chefredaktør, Bo Bedre), Priska Scherer (Manager, Bodum) og Christina Strand (Designer mDD).
Temaet for Bodum Design Award 2012 er 'Simplicity'.