Boligindretning

Bolig: Nyboderlejlighed i dæmpede farver

Se en unik lejlighed i det historiske Nyboder-kvarter i København, som er indrettet smukt i dæmpede farver.

På sit arbejde som beklædningskonstruktør skal Anne-Sofie Kragh forholde sig til alle regnbuens farver hver dag. Derfor er lejligheden i det københavnske Nyboder-kvarter indrettet i dæmpede farver for at fremelske én ting: Ro.

En by i byen kaldes kvarteret omkring Nyboder, der ikke kun tæller de gule karakteristiske karreer. Nyboder er også "De Grå Stokke" ved siden af. Stokke betyder længer, og de grå af slagsen blev bygget for snart 250 år siden, for – som det gule Nyboder – at fungere som hjem for ansatte i flåden og forsvaret og deres familier.

I en af stokkene bor Anne-Sofie Kragh og hendes officermand Claus sammen med deres datter. Modsat de gule nyboderhuse, der er meget lavloftede, så har "De Grå Stokke" højt til loftet og flere etager. Anne-Sofie og Claus' lejlighed er på to etager med udgang til en lang, lukket gård, som familien deler med længens andre beboere.

Spisestuen, som ligger mellem de to stuer, er boligens centrale rum, hvor familien opholder sig en del. Her kan man nemlig følge med i, hvad der sker i en stor del af lejligheden. Spisebordet, der er af dansk design, er købt brugt, mens Syver-stolene stammer fra en kantine. Den store hvide reol, der giver hele rummet en hyggelig og biblioteksagtig stemning, er fra Ikea, mens loftslampen "Norm 69" er fra Normann Copenhagen.

To stilarter

Claus havde boet adskillige år i lejligheden, før Anne-Sofie flyttede ind. Indretningen var med Anne-Sofies ord sparsom og bar tydeligt præg af, at Claus kun havde hjemmet som sin kortvarige base, før han igen tog ud på længere ekspeditioner med jobbet.

I dag er her masser af stemningsskabende stilleben og et spændende miks af arvestykker, loppefund og helt moderne inventar krydret med syet tilbehør, som Anne-Sofie står bag.

Faktisk har parret arvet så mange møbler, at de har valgt at indrette to stuer stilmæssigt vidt forskelligt. Én er med et gammeldags look, mens den anden er helt moderne.

Den burde næsten hedde "stadstuen". Møblementet er arvet af Claus morfar, der var politimester i Haderslev. Anne-Sofie synes stole og sofa var en tand for gammeldags, og har derfor syet et let og aftageligt betræk i sart grå hør. Det hvide konsolbord er fra Noa Noa, hvor Anne-Sofie har arbejdet, mens de lyseblå porcelænsfugle på væggen er lavet af keramiker Susan Liebe.

I boligens moderne stue er der plads til at flyde helt ud i sofaen fra Bolia. Sofabordet er fra samme, mens de to "spanske stole" i lyst læder og træ skaber en lys modvægt til de mørke møbler i rummet. Det stribede tæppe er fra Tine K. Puderne er enten fra Hay eller syet af Anne-Sofie.

Rolige farver

Væggene i stuerne er malet i grå nuancer – den store stue samt spisestuen i en lys "våd sand", den sidste stue i en lidt mørkere nuance, da stuen er sydvendt og derfor godt kan bære en tungere farve, uden at det bliver for huleagtigt. Farverne er fundet efter utallige prøver fra Flügger.

– Jeg gik efter en våd sandfarve, fordi den har et roligt, støvet og varmt look, som jeg godt kan lide. Jeg har altid holdt at douce nuancer, men siden jeg blev uddannet og fik job i tøjbranchen, har behovet for at omgive mig med rolige farver på hjemmefronten været ekstra stort. Jeg bliver simpelthen farvemættet på mit arbejde. Omvendt kan jeg ikke forestille mig kun at indrette mit hjem i sort og hvidt, for det ville være at udelukke alt for mange dejlige farver, siger Anne-Sofie.

Soveværelset har som de øvrige værelser på øverste etage indbyggede skabe. Her er et særligt fint et, hvor træstænger til ophæng af jakkesæt og kjoler kan trækkes ud.

Lokal inspiration

Tidligere gik hun en del på loppemarkeder og dyrkede hele kulturen med at stå tidligt op, prutte om prisen og altid være på jagt efter en bestemt kommode eller et specielt skab. I dag er markederne byttet ud med at ose rundt i byens gader, der ligger lige udenfor hoveddøren. Eller hente inspiration i danske og udenlandske boligmagasiner.

– Og når tiden er til det, kan jeg godt sy en pude eller to. Men igen: jeg klipper, måler og syr på jobbet, så der skal en ekstraordinær trang til, før jeg kaster mig over nål og tråd herhjemme.

Om familien

HVEM

Anne-Sofie Kragh, 37 år, beklædningskonstruktør hos Saint Tropez. Claus Fischer-Knudsen, 49 år, officer. Caroline Amalie på 4 år.

HVOR

7-værelseslejlighed fordelt på to etager i Nyboder-kvarteret i København. 120 kvadratmeter.