Hold øje med nordmændene
Selv om de ikke har så mange gamle møbelmestre som Danmark og Sverige, så rykker de unge norskedesignere med interiør, der på én gang både er skandinavisk og internationalt i udtrykket.
Andreas Engesvik
Blev først kendt gennem designgruppe Norway Says, som han grundlagde i 2000. Fra 2009 har han arbejdet solo med design, som spænder fra møbler og service til industrielt design. Senest har han skabt en fin og æstetisk karaffel ved navn Corky i samarbejde med den danske designvirksomhed Muuto. www.andreasengesvik.no
Gridy
Er en norsk designduo bestående af Lars Olav Dybdal og Wilhelm Teisner Grieg. Designerne stræber efter at skabe enkle, funktionelle løsninger med en stærk personlighed og et strejf af humor. Bob er designernes seneste arbejde. En lampe, der spiller på humor, kreativitet og kontrasten mellem den massive træblok og den runde, skrøbelige pære. Bob er fremstillet af langtidsholdbart skandinavisk asketræ. www.gridy.no
Mød flere unge nordmænd, det er værd at holde øje med, på de næste sider...
Petter Skogstad
Er kun 26 år og en af de mest talentfulde unge norske designere lige nu. Han står b.l.a. bag Mint-stolen, der fåes i flere farver. Se petterskogstad.com.
Stokke Austad
Er et designstudie i Oslo etableret af Jonas Stokke og Øystein Austad. Herfra designer de tidløse produkter med attitude. Designernes hang til underfundige detaljer og organiske former har sikret dem spalteplads i alverdens designmagasiner. Bl.a. med deres stol Lobby for den italienske designproducent Casamania by Frezza og deres køkkenserie skabt i samarbejdet med Frost Produkt. Senest har de med Bubo Bubo ladet sig inspirere af uglen, myterne om fuglen og dens betydning som visuelt symbol. Danske Menu forhandler en variant af uglen. www.stokkeaustad.com
Caroline Olsson
Er blandt de nye designnavne, som blev udtaget til at udstille på messen 100% Design i London i september. Bambibordet var med på udstillingen, og som navnet antyder, er møblet inspireret af tegneseriefiguren, men i modsætning til Bambi på isen står bordet fast. Bordet har foldede ben, der kan bruges i to forskellige højder som et sofabord eller et lille spisebord. Bordet er udført i birketræ. www.carolineolsson.no
Atletveit & Lars Tornøe
Etablerede deres firma Tveit & Tornøe i 2006. De bekender sig ikke til nogen bestemt stil, men dyrker alsidigheden i deres udtryk. I deres design mødes nye og traditionelle teknikker i et enkelt, moderne design. Blandt deres designsucceser er knagefamilien The Dots i rent eller farvet træ og deres Copenhagen-stol for Fora Form. Tveit & Tornøe har allerede modtaget flere priser for deres arbejde. www.tveittornoe.com
»Se også redaktionens designfavoritter fra 1990'erne.