Indretningsinspiration a la svenske HOPE

Indretningsinspiration a la svenske HOPE

Det svenske mode- og livsstilsbrand HOPE kan noget. Ikke bare på modesiden, men også i indretningen af mærkets butikker, hvor det rå vintageinteriør understreger tøjets cool og drengede old school look. Vi har mødt stifterne og designerne bag succesen, Ann Ringstrand og Stefan Söderberg, som for nylig fejrede ti års jubilæum.

Gedigne, naturlige materialer, rå snit og et autentisk Oliver Twist-agtigt look tilsat skrædderfagets smukke og klassiske detaljer. Det er bl.a. de elementer, som de sidste ti år har kendetegnet det svenske tøjmærke HOPE, der har fået modebranchen til at falde i svime over dets drengede old school look tilsat et strejf af underspillet coolness.

En stil, der også kendetegner indretningen i de efterhånden adskillige butikker i Sverige og i Danmark. HOPE-butikkerne er hver især vidt forskellige, men et gennemgående træk er en stor passion for materialer, rene linjer og det originale håndværk kombineret med en fantastisk blanding af specialdesignet interiør og håndplukkede vintagemøbler. Butikkerne skaber en flot fysisk ramme om HOPEs æstetiske udtryk og er med til at understrege den meget personlige stil, der er så typisk for HOPE. Et godt eksempel på et univers, hvor mode og interiør går op i en højere enhed. Her fortæller designerne og stifterne bag det succesrige modebrand om tankerne bag den særlige HOPE-stil.


KLIK VIDERE HER OG LÆS INTERVIEWET MED DE TO HOPE-DESIGNEREHvad betyder interiør for jer?

Interiør er noget, du skaber, når du sammensætter forskellige ting for at opnå en vis atmosfære. Indretningen siger alt om, hvad det er for en butik, du træder ind i. Ligesom med tøj er det ikke så meget et spørgsmål om, hvad du tager på, men mere om, hvordan du sammensætter det.

Tankerne bag indretningen af HOPE-butikkerne?

Temaet ‘HOPE Pharmacy’ siger næsten det hele. Med gamle glaskabinetter og vintageglasdøre har vi forsøgt at skabe en afslappet atmosfære, som om du er på besøg i et privat hjem og ikke en stereotyp butik. Det er vigtigt for os at skabe en personlig stemning. Vi elsker, når kontraster mødes – fx mellem vintagemøblerne og de moderne møbler, som er blevet designet til butikkerne. Interiøret og stemningen i vores første butik var en blanding af et råt og industrielt look og et mere klassisk a la Savile Row med betongulve, hvide fliser, industrielle tøjstativer, daybeds i brugt læder og vintagetræskabe.

Hvad binder butikkerne sammen?

Konceptet har stået klart helt fra starten – indretningen skulle være en blanding mellem det industrielle, vintage og det håndlavede. De første to butikker blev skabt i samarbejde med Johan Lytz. I indretningen af de sidste butikker slog han sig sammen med Christian Halleröd. Alle butikkerne er en variation over det samme koncept, og den røde tråd er bl.a. de materialer, vi bruger: hvide fliser, kobber, vintageglas, marmor og industrielle tøjstativer.

Baggrunden for bogen ‘HOPE 1.0’, som I udgav for nylig?

Allerede da firmaet var tre-fire år gammelt, talte vi om, at vi skulle lave en bog, når vi fyldte ti år. De ti år er nu pludselig gået. Tanken med bogen var at beskrive, hvad HOPE står for og lave en opfølgning på de første ti års arbejde med alt, hvad der har været af gode samarbejder, kollektioner og shows. Det er vigtigt for os at have en bog, der beskriver vores brand. Det er et godt værktøj for vores team og giver os noget at arbejde ud fra, når vi skal fortælle HOPE-historien og HOPE-stilen.