Lyspoeten Daniel Rybakken

Lyspoeten Daniel Rybakken

Underfundige kunstinstallationer, poetiske lyskoncepter og banebrydende lamper. Den kun 28-årige norske designer Da niel Rybakken har allerede fået et hav af prestigefyldte designpriser og projekter for store, internationale firmaer. For han skaber lys, som det aldrig er set før. Mød ham her.

Borde, der kaster skær af ‘dagslys’ på gulvet. Rum uden vinduer, men badet i ‘dagslys’. Og en galakselignende lampeinstallation, der sender tankerne mod ydre rum. Den norske designer Daniel Rybakkens nytænkende tilgang til lys og belysning er aldrig set før. Og på trods af, at han kun er 28 år, har han allerede et hav af prestigefulde designpriser bag sig. Ligesom de store, internationale firmaer strømmer til, når han præsenterer de seneste projekter på designmessen i Milano, hvor han i år var repræsenteret med bl.a. projektet ‘Ricochet Light’ på Spazio Rossana Orlandi.

Interessen for design stammer oprindelig fra to designinteresserede forældre. Senere blev Daniel Rybakken uddannet på både arkitektskolen i Oslo og designskolen i Göteborg, hvor han i dag har studie. Og undervejs var han hele tiden drevet af en fascination af lys, der har rødder i hans skandinaviske baggrund.

– Min interesse for lys hænger sammen med, at jeg er ganske sensitiv, når det kommer til lys. Som man i øvrigt ofte er, når man bor i Skandinavien. Det er hele fundamentet for min

fascination af lys, og jeg begyndte tidligt at undersøge de forskellige åbninger og tilgange til lys og belysning og eksperimenterede med det. – Hvordan kan fx den samme lampes lys virke forskelligt, alt efter hvilket tidspunkt på dagen den bliver tændt? Og kan der måske findes bedre idealer for lys end dem, som vi nu har haft gennem mange årtier? 


LÆS VIDERE HER

 Den norske designers undren og fascination af lys førte ham ud i forskellige konceptuelle eksperimenter med dagslys – som gav ham en særlig ahaoplevelse, fortæller han: Nemlig, at det ikke er noget problem at skabe effekten af dagslys med kunstige virkemidler.

Daniel Rybakken bruger illusionen af dagslys i lysbegrænsede rum. Fx skabte han i 2007 projektet ‘Daylight Comes Sideways, hvor en vægmonteret flade simulerer dagslys og udendørsobjekter gennem et semitransparent vindue. Og året efter stod han bag installationen ‘Subconsious Effect of Daylight’, hvor et lille bord med en usynlig, fastmonteret projektor kaster lys og skygger skråt ned på gulvet, så det ligner dagslys, der strømmer ind fra et vindue. Den unge designer har også udfordret samspillet mellem farver, lys og rum i de seneste år. Fx i projekterne ‘Tinted Mirror’, ‘Colour Light’ og ‘Light Tray’. Og sidste år skabte han farveeksperimentet ‘Colour’ i samarbejde med den norske designer Andreas Engesvik for designvirksomheden Ligne Roset. Ud over lyseksperimenterne, som fortæller hver deres individuelle historie, arbejder Daniel Rybakken med design af lamper og med projekter, som mere har karakter af kunst, forklarer han:

– Jeg arbejder på tre forskellige platforme. De kommercielle projekter med produktion af lamper og andre objekter, som fx lampen Counterbalance skabt i samarbejde med Luceplan, som blev vist på Milano-messen i år. Så er der det konceptuelle design, som jeg også viste på Milano i år. Og endelig en helt tredje platform, som jeg vil betegne som kunst og design. Fx et større lysprojekt i Stockholm, hvor jeg skabte en permanent lyskunstinstallation fordelt på tre etager i en statsejet bygning, hvor det kunstige lys, der falder på væggene, får det til at se ud som om, at der er vinduer. 


LÆS VIDERE HERMen uanset om Daniel Rybakken arbejder med kunst, koncepter eller kommercielt lampedesign, så er hans tilgang altid den samme. For ham er det vigtigt, at hans projekter helt fra starten kommunikerer hans idé. Eksperimenterne med kunstigt dagslys er fx tænkt til spontant at kunne vække minder og følelser hos beskueren. Og designeren tror faktisk, at vi i fremtiden vil have mindre fokus på en lampes funktion som lyskilde og større fokus på den følelse, som lys kan give.

– Folk skal have en oplevelse med deres lys. Derfor bliver produkterne mere poetiske i fremtiden. Lige nu arbejder jeg fx med en lampe, der har mere fokus på det indtryk, man får af lyset, end på selve lyskilden og funktionaliteten. Og jeg har lyst til at skabe klassikere, der kan leve længe. Uden om teknologien.