Mød den danske stjernefotograf Ditte Isager

Mød den danske stjernefotograf Ditte Isager

Den danske New York-baserede stjernefotograf Ditte Isager skyder billedserier for mange af verdens førende mode- og interiørvirksomheder. Hun er også kendt for sine portrætter, rejse, livsstils- og boligreportager for bl.a. RUM. Lige nu er hun aktuel på Galerie Wolfsen i Aalborg. Mødhende her.

Ditte Isagers arbejder nemlig også med kunstfotografi og frem til 6. oktober kan man opleve en serie kunstneriske værker i udstillingen ’Dolls’ hos Galerie Wolfsen i Aalborg. ’Dolls’ er en fantasiverden med dukker og afspejler Ditte Isagers fascination af dukker, deres personlighed, finurlige påklædning, frisurer og udtryk, som ligger langt fra de billeder hun skyder til dagligt. Hør her hvad hun siger om udstillingen.  

Tankerne bag udstillingen?

Min udstilling er min frie verden, hvor jeg har haft mulighed for at bygge universer op, som jeg synes, de skal være. I min hverdag som fotograf bygger jeg verdener op for andre med de restriktioner og krav, de nu engang har. Dette er min egen lille fantasiverden, mit frikvarter.

Hvordan er udstillingen og dine billeder blevet til? Jeg har arbejdet på udstillingen i de seneste fem år, hvor jeg har boet i New York. Det begyndte som et lille weekendprojekt, et frirum, og langsomt skabte jeg det univers, som jeg er meget stolt af at kunne udstille i dag.

Hvad er din profil som fotokunstner? Jeg prøver at skabe noget smukt og forunderligt, uden at det bliver trivielt. Noget beskueren kan kigge på igen og igen og gerne opdage nye detaljer i.

Hvordan arbejder du med dine kommercielle opgaver? Jeg prøver altid at fortælle en historie, skabe drømme og momenter. At underbygge en stemning med lyset og objekterne. Lyset er selvfølgelig den vigtigste brik og min største inspiration. Jeg arbejder altid i dagslys, både på denne udstilling og i mine kommercielle job. Jeg oplever ikke selv, at der er stor forskel på mit kunstneriske og kommercielle arbejde, på det område føler jeg mig meget privilegeret.

Hvor befinder fotokunsten sig i dag? I Danmark er den stort set ikke-eksisterende i modsætning til Tyskland og USA, men jeg tror, at det er på vej. Det kræver grundig gennemarbejdning af både værker og ideer. Jeg synes, at der er nogle fantastiske ting derude. Todd Hido laver smukke billeder, han har skabt sit eget univers, og han overrasker mig gang på gang med sin skønhed og enkelthed. Jeg er også vild med Francesca Woodman’s arbejder. Jeg så for nogle år siden en dokumentar om hende og blev helt forelsket. I vinter var jeg til hendes store show i San Francisco Museum of Modern Art. Du kan blive ved med at gå på opdagelse i hendes universer og jeg kan slet ikke forstå, at hun nåede at skabe alle disse billeder i sit korte liv.

DOLLS, GALERIE WOLFSEN

INDTIL 6. OKTOBER, WWW.GW.DK

SE FLERE BILLEDER FRA UDSTILLINGEN