Oliver Gustav: Her er mine designfavoritter

Oliver Gustav: Her er mine designfavoritter

Den danske indretningsarkitekt og kunstrådgiver Oliver Gustav overgiver sig gerne til objekter i grænselandet mellem kunst og design. Se hans ti fantastiske designfavoritter her.

STEILNESET AF PETER ZUMTHOR OG LOUISE BOURGEOIS

Ved kysten i norske Vardø ligger et mindesmærke til erindring om 1700-tallets brutale hekseafbrændinger. Bag designet af den lange pavillon står den schweiziske arkitekt Peter Zumthor og kunstneren Louise Bourgeois, som ved hjælp af arkitekturen går i dialog med landskabet. Der er ingen forsøg på at imponere eller indynde sig, men kun en opfordring til at åbne øjnene og tage stilling.



YMER & MALTA I PARIS

Galleri, butik og indehaverens eget hjem ligger i samme hus, og alene dét gør stedet interessant. Udvalget består af design, kunst og interiør fra up-and-coming navne, og ofte kan man finde fx lamper, vaser eller små taburetter, som kun er produceret i ganske få eksemplarer.



STEP STOOL

I virkeligheden er denne lille taburet fuldkommen ubrugelig, da den ikke tjener anden funktion end at forære én 20 cm i højden. Alligevel har det en charme, at Jonathan Muecke har brugt så meget energi på et objekt, der tilsyneladende ikke betyder det store.

VASEN HYPER FAST

Jeg har altid elsket denne vase af Cédric Ragot. Når formen ses fra den ene side, er den klassisk og kunne have stået hos min bedstemor, men oplever man den fra andre vinkler, trækker den sig, drypper og bliver med ét levende. Utrolig godt tænkt.



BERLINDE DE BRUYCKERE

En række moderne kunstnere er begyndt at integrere interiør i deres værker, bl.a. belgiske Berlinde de Bruyckere, som fx har skabt et vitrineskab fyldt med træstammer og et bord, hvorfra en hest vokser frem. Hendes arbejder er ofte dystre og voldsomme, og de vækker noget helt særligt i mig. Kunst skal ikke være yndigt – der skal være noget stort på spil.



HOTEL LA COLOMBE D’OR

I nærheden af Cannes ligger dette lille paradis. Det familieejede hotel har en lille idyllisk gårdhave fyldt med skulpturer, og alle vægge er dækket med originale værker skabt af stedets gæster gennem tiden, bl.a. Picasso og Matisse. Det kan være svært at få et værelse, men det er ventetiden værd.



BÆNK AF THOMAS HEATHERWICK

Britiske Thomas Heatherwick har en helt unik sans for materialer. Han har bl.a. skabt denne bænk, der er som en gigantisk stribe tandpasta presset ud i aluminium med en overmenneskelig power. Et sanseligt, kraftfuldt og næsten uvirkeligt objekt.



INFINITUM

Hvert år under Venedig Biennalen afholder kunst- og designsamleren Axel Vervoordt en udstilling, som er en dramatisk iscenesættelse af en række værker, der efterfølgende vises i en bogudgivelse. Den seneste er ‘Infinitum’, som er en fantastisk inspirationsrejse anført af en af branchens absolut mest toneangivende personligheder.



RICK OWENS’ TABURET

Den amerikanske modeskaber Rick Owens har også sans for møbler. Geviret på denne taburet er belagt med 24 karat guld og sender tankerne i retning af en schweizisk alpehytte, men alligevel krydser det lille møbel ikke grænsen til kitsch, fordi samspillet mellem materialer og form ganske enkelt er mere begavet end dét.

TOILETBORDET BIRD CAGE

Den britiske designer Fay Toogood er inspireret af en af mine yndlingskunstnere, nemlig afdøde Louise Bourgeois, og da jeg så dette lille toiletbord, som kun findes i otte smukke eksemplarer, var det kærlighed ved første blik.



LÆS OGSÅ: Verden ifølge Stellar Works.