
Red Dot pris til Paustians Asap Table
De danske designere Foersom & Hiort-Lorenzen står bag Paustians nye serie af borde ASAP, der netop er løbet med den prestigefulde designpris Red Dot Design Award 2013.


Med prisen er det andet år i træk at et Paustian møbel løber af med den prestigefulde designaward, hvor 37 internationale eksperter med speciale i produktdesign, kommunikation og designkoncepter i år har udgjort juryen.
“Med jeres gennemarbejdede og innovative produktdesign har I bevist, at I kan konkurrere med de bedste inden for egen industri og samtidig overbevise en international uafhængig topjury. I har været i stand til at vinde over ekstremt ambitiøse konkurrenter i en af de mest anerkendte konkurrencer i verden,” var begrundelsen.
Bordplader og bordben fås i mørkbejdset eller hvidbejdset eg, sæbebehandlet eg natur og med hvid laminat. På bordbenene er der bendupper i sort eller hvid plast med justerbare stillesko. Bordene kommer derudover i tre størrelser og koster fra 6440 kr.