Tel Aviv - guide til det nye urbane hotspot
Det syder af energi og entusiasme i Israels 100 år gamle metropol ved Middelhavet. Gamle bydele genopstår som hippe og hyggelige kvarterer med gallerier, butikker og cafeer i byen, som også er kendt for sin eksperimenterende arkitektur. Tag med til Tel Aviv, det nye urbane hotspot i hjertet af Mellemøsten.
Nogle kalder hypen i Tel Aviv en dans på vulkaner. For i de sidste 15 år har byen været drevet af en helt særlig energi og entusiasme, der har skabt en åben og tolerant metropol, der mest af alt minder om en fantastisk blanding af europæisk, amerikansk og orientalsk storby.
Indtil 1921, hvor briterne erklærede Tel Aviv for uafhængig, tilhørte byen Jaffa. Siden opslugte den med rekordfart den 5.000 år gamle havneby, og i dag står Tel Aviv som et fantastisk miks af gamle bygninger med både lokale, europæiske og orientalske elementer, der nænsomt er blevet renoveret og er en del af den helt særlige historiske stemning i Tel Avivs centrale kvarterer.
I løbet af de sidste 20 år er den gamle bymidte i Tel Aviv med Rothschild Boulevard i centrum blevet et af de mest eftertragtede og dyreste boligområder, der dog har bevaret en charmerende lokal stemning med grønne områder og en broget blanding af beboere med alt fra tv-stjerner til ortodokse jøder.
Andre bydele er også blevet genopdaget inden for de senere år, fx den gamle arabiske bydel Old Jaffa og området mellem Jaffa og Neve Tzedek, som er et af de nye hotspots for kunstnere og kreative med utallige små gallerier, butikker og cafeer. Et særlig cool område finder man på kanten af Neve Tzedek i og omkring Jaffas gamle jernbanestation, der er omdannet til et stort shoppingkvarter. Også i området Gan Hahashmal – et nedlagt elværk, der har stået tomt siden 50erne – findes hip shopping, cool restauranter og natklubber. Alt dette i kombination med et enestående kulturliv, et fantastisk klima og en unik beliggenhed gør, at Tel Aviv i den grad er en rejse værd.
KLIK HER OG FIND DEN ULTIMATIVE GUIDE TIL TEL AVIV