Læserne fortæller: Datter af en alkoholiker

Jeg var 18 år, før jeg kunne ordet: Alkoholiker. Jeg havde skrevet en bunke dagbøger, alligevel har jeg ikke nævnt min mors druk direkte. Måske en svag hentydning et par steder. Efter gymnasiet rejste jeg på højskole i udlandet, og det var først der, at jeg fik det over mine læber, da jeg en dag fortalte en veninde fra Canada, at jeg vistnok troede, at min mor var alkoholiker. 18 år senere stod jeg med den nærmeste familie og så min mors urne forsvinde ned i graven på Søndermarkens kirkegård.

Min mor begyndte at drikke, omkring det tidspunkt jeg kom i puberteten. Hvorfor hun lige præcist begyndte der, er et godt spørgsmål. Hun havde oplevet flere sorger og skuffelser i sit liv, men ikke flere end så mange andre mennesker. Som barn var hun den mellemste af tre døtre, og jeg ved, at hun ikke havde følt sig tilstrækkelig elsket og forstået af sine forældre. Jeg tror, hun var den vilde og kreative, som i stedet for at få frie tøjler mødte den tids forventning om at skulle være en pæn pige. Hun passede måske ikke så godt ind i en borgerlig dansk-norsk familie i en lille provinsby. Jeg er ikke i tvivl om, at det i høj grad var hendes barndom, der plagede hende og vendte tilbage som en boomerang lige omkring det tidspunkt, hvor hun nærmede sig de 40 år, samme alder, som jeg har nu.

Selvom min mor gennem en længere årrække har drukket sig ihjel, selvom hun var stejl og stædig og temmelig barnlig, hvis hun følte sig trådt for nær, så er jeg ikke i tvivl om, at hun elskede mig – som hun nu var i stand til. Hun har altid støttet mig i mit kreative arbejde. Da jeg havde skrevet på romanen "Sortedam" et halvt år, sendte jeg hende en mail fra et skriveophold og forklarede, at nu skrev jeg altså en bog om alkoholisme. Jeg vidste, at jeg ville skrive den roman, uanset om min familie ville billige det eller ej. Jeg er ikke ude på at genere nogen med det, jeg skriver, men jeg kan heller ikke gå på kompromis med mit litterære arbejde. Stoffet dør, hvis forfatteren sidder og filer i teksten og udregner modtagelsen. Min mor svarede heldigvis, at hvis det kunne hjælpe mig at skrive om det emne, så skulle hun ikke være den, der protesterede.

Konstruktiv – ikke destruktiv
Årene, mellem jeg var 18 år og til nogle år inden, min mor døde, er de mest kaotiske i mit liv. På forskellige måder har jeg forsøgt at råbe hende an for at få hende til at holde op med at drikke. En gang tegnede jeg et par store flasker på væggen i hendes hjem med en kulstift. Jeg skældte hende ud, jeg græd. Jeg afbrød forbindelsen med hende i flere år og tænkte, at mig kunne hun ikke undvære. Hvis jeg satte mig selv ind som en trumf, så ville der ikke gå lang tid, før hun fik ringet til et behandlingshjem. Men min mor var stædigheden selv, hun har aldrig så meget som forsøgt at komme i behandling. Samtidigt forsøgte jeg at overleve rent psykisk: At få et liv på egen hånd og en uddannelse.

Jeg er heldigvis også stædig, men jeg prøver at bruge den til noget konstruktivt i stedet for noget destruktivt. Jeg debuterede relativt sent som forfatter, selvom jeg også skrev en masse som barn og ung. Det har taget lang tid for mig at finde mine hylder, og i dag er jeg super taknemmelig for, at Forfatterskolen ser stort på alder i modsætning til andre af de kunstneriske uddannelser. Jeg blev 31 år, da jeg startede på skolen, og de to læreår har betydet meget for mig, selvom der er mange, der siger, at man ikke kan lære at blive forfatter. Talentet har jeg, men fokuseringen og fornemmelsen for detaljer og struktur i sproget var jeg ikke særlig bevidst om. Det modnede mig både psykisk og fagligt, at mit skabende arbejde blev taget alvorligt.

Identitetskrise i 20'erne
Det, der skulle have været mine "lykkelige" ungdomsår, fra jeg blev student til sent i 20'erne, blev i stedet en sej gelémasse, jeg skulle kæmpe mig ud af. Jeg tror, at jeg i mine 20'ere var midt i sådan en krise, som mange mennesker først kommer ud i senere i livet. Også selvom folk måske ikke kunne se det på mig, for jeg har ikke været en person, der skejede ud eller droppede mine pligter eller opgaver, snarere tværtimod. Jeg har haft meget kontrol, fordi det var det modsatte af at give op, det modsatte af at lade alting sejle. I dag tør jeg godt håbe på, at der ikke kommer en til identitetskrise af den størrelse igen. De sidste år har jeg for alvor mærket, at nu kunne jeg begynde at leve mit eget liv for fuld skrue. De næste mange år kommer så nok til at handle om at smide noget af al den kontrol, jeg har oparbejdet, og ikke være så frygtsom over for fremtiden.

Som barn af en alkoholiker ved man jo aldrig, hvad der sker i morgen, og den er der mange, der lever med – også i deres voksne liv. Selvom der stadig er mange ting, jeg kan arbejde med for at blive et mere helt menneske, så er der også sket meget i mit indre liv i forhold til dengang. Jeg er ikke længere deprimeret om søndagen. Søndage mindede mig om stilstand og tømmermænd. Jeg gik i panik, når jeg havde fri og burde slappe af. I dag skal jeg stadig gøre en anstrengelse for at slappe af og lave ingenting. Jeg er stadig en blæksprutte, der har gang i 117 ting på en gang og næsten aldrig holder sådan rigtig fri. Men jeg er i stand til at mærke, når det er ved at blive for meget, og så standser jeg op. Så tager jeg en fridag og går i kurbad, eller lægger mig på sofaen med en bog. Af nødvendighed simpelthen – for at undgå stress. Tidligere var det at slappe af synonymt med min mors langsomme stagnation. Jeg ville for alt i verden ikke ligne hende, så jeg satte tempoet op. Jeg kunne ikke engang se en film i fjernsynet, uden at jeg også skulle side og sy knapper i en jakke, sortere regninger eller skrive breve og læse to bøger samtidigt med.

Læs videre på næste sidePinlige udskejelser
Det værste ved min mors druk var, når det blev synligt for andre end os i familien. Når det ligesom blev eksponeret foran en hel forsamling af fremmede. Så stod jeg og så til, som Sigrid i "Sortedam" gør, da hun er med forældrene til sommerfest hos morbror Mogens, og hendes mors kjole falder ned og blotter det ene bryst. Sådan en anspændt følelse af håb om, at hun ikke ville jokke mere i spinaten end højst nødvendigt. Når vi var ude i det offentlige rum eller til andre festivitas, så var det sværere at prøve at bremse hendes udskejelser eller at gå hen og tage en konfrontation med hende. For så ville jeg komme til at inddrage en hel forsamling af mennesker og måske ødelægge andres fest. Så det var noget med at bide tændernes sammen og prøve at rumme hele miseren. Det gik meget godt de fleste gange, men ikke uden følelsesmæssige konsekvenser. Og på et tidspunkt kunne jeg ikke klare det mere.

Jeg kan huske, da jeg var 23 år og skulle til min barndomsvenindes bryllup. Hun blev gift med en tysk mand og en del af bryllupsgæsterne var derfor fra Tyskland. Allerede da jeg trådte ind ad døren hos min mor og min stedfar, kunne jeg mærke, at min mor var i dårligt humør og havde drukket dagen før. Jeg havde kort forinden mødt en kæreste, og han var ikke blevet inviteret med, så jeg havde ingen fortrolige at støtte mig til, og jeg var fuld af bange anelser. På vej i bilen fik jeg spurgt min mor, om hun mon havde tænkt sig at holde tale? Jeg havde bare en mærkelig anelse, men hun sagde, at det havde hun ikke tænkt sig. Det synes jeg heller ikke, at du skal, kan jeg huske, at jeg fik sagt.

Midt i forretten rejste min mor sig op. Hun slog på glasset, rømmede sig og begyndte at holde en tale for bruden, brudgommen og gommens forældre på tysk. Det var bare lige det ved det, at min mor ikke havde talt tysk, siden hun gik i folkeskolen, og hun var ikke særlig god til det. Hun stammede og hakkede, mens folk omkring bordene begyndte at grine. Hun troede, at de grinede med hende, og så fortsatte hun sin stammende tale, som ingen forstod et klap af. Jeg kunne næsten ikke få vejret, jeg blev mere og mere fyldt op af raseri og magtesløshed. Jeg ved, hun gjorde det i bedste mening, fordi hun virkelig holdt af min veninde, og at det var ment som en gestus. Men det blev en pinlig affære, og jeg nåede aldrig at høre den til ende. Jeg følte mig forrådt af hende og jeg var ved at bryde sammen. Jeg tog min pung, rejste mig og flygtede fra bryllupsfesten hjem til min daværende kæreste.

Død gav plads til gode minder
Da min mor døde, var det en proces på omtrent et halvt år, hvor vi vidste, hvor det bar hen. Hun fik kræft i spiserøret og tabte sig mange kilo, noget jeg også beskriver i en digtsamling, som jeg stadig arbejder på. Jeg fik tid til at sige farvel. Jeg så hende samme eftermiddag, som hun døde, og troede egentlig, at hun ville leve nogle dage endnu. Men så ringede min stedfar om aftenen og sagde, at hun var sovet ind. Det var underligt, selvom jeg havde afklaret mig meget med tanken og haft flere år til det, så tog min krop over på et sekund, og jeg begyndte at hulke voldsomt. Jeg følte en kraftig og voldsom sorg, lige da hun døde, da jeg så hende ligge i sengen som død, til begravelsen og da hendes urne blev sænket i jorden. Gråden var voldsom, rå og ærlig. Det var et barn, der sørgede over tabet af sin allernærmeste. Siden begravelsen har jeg nok ikke følt den samme sorg, som måske er normal at føle, når ens mor dør. Sorgen som refleksion. Den sorg følte jeg mere op igennem min tidlige ungdom. Jeg så ulykker alle vegne og kan stadig godt falde ned i den rille. Mine klassekammerater i gymnasiet skrev blandt andet i den blå bog at verden i mine øjne stod umiddelbart foran ragnarok. Efter min mor er død, har jeg nærmest følt en lettelse, en frihed, og jeg har også haft lidt dårlig samvittighed over, at jeg ikke sidder og savner hende, at der kan gå dage, uger, hvor jeg ikke tænker på hende.

Jeg er realist. Jeg ved, at jeg ikke kan få det, jeg mangler. Ikke da hun levede og endnu mindre nu. Jeg må finde kærligheden andre steder. Samtidigt er det, som om hendes død igen har givet plads for de gode minder, for den mor, hun var, inden hun blev alkoholiker. Det er som om, jeg kan mærke essensen af hendes væsen, som om hun sidder på min ene skulder og hælder noget af den omsorg og støtte, jeg har manglet, ned over mig nu.

Selv at blive mor har været noget af det bedste, der længe er sket i mit liv. Det har været så dejligt at opleve, at man sagtens kan blive en god mor, selvom ens egen mor gik til i druk. At være vokset op med alkoholisme i familien er ikke ensbetydende med, at man partout bliver en dårlig forælder selv. Det kræver ufatteligt meget af en, både at komme ud af offerrollen og at være forælder. Men det har været fantastisk, fordi jeg ikke hele tiden skal sidde og tænke over mig selv. Der er slet ikke tid længere til at hænge melankolsk med mulen. Og min datter, som også kan være ret så vild og egenrådig, hun skal vide, at hun er elsket for den, hun er.