Grydelapper på stribe
SPONSORERET indhold

Tillykke til de 10 vindere: Her er Danmarks fineste grydelapper

Hjemmets dygtige læsere har overgået sig selv og endnu engang hæklet og strikket de fineste, sjoveste og mest fantasifulde grydelapper. Tak til alle, der har deltaget i Hjemmets store konkurrence, DM i grydelapper. På de følgende sider præsenterer vi de 10 vindere.

Af: Redaktionen Foto: Klaus Rudbæk
30. okt. 2019 | Håndarbejde | Hjemmet

Vi var vildt spændte på Hjemmets redaktion, da vi udskrev årets DM i grydelapper. Ville vi få lige så mange grydelapper i hus som sidste år? Ville det være muligt at nå op på samme høje niveau? Og kunne man overhovedet finde flere fantasifulde måder at lave grydelapper på?

Svaret er ja til alle tre spørgsmål.

Efter en lidt langsom start begyndte det at vælte ind med kuverter med de skønneste bidrag til konkurrencen, og da vi nåede sidste frist for indsendelse, bugnede chefredaktør Marianne Grams kontor af grydelapper i alle tænkelige farver og faconer.

LÆS OGSÅ: Hæklet nissehue til barn, voksen og til bamsen

– Vi har igen i år set et rigtig højt teknisk niveau, siger Hjemmets håndarbejdsredaktør, Louise Gram. Hun har stået i spidsen for juryen, der har bedømt de mange grydelapper.

– Hjemmets læsere er meget dygtige til at strikke og hækle og har vist en meget høj grad af kreativitet. Flere har kombineret flere forskellige teknikker, f.eks. flere forskellige hækleteknikker i samme grydelap eller en kombination af strik og hækling, og som noget nyt har flere dekoreret deres grydelapper med broderisting. Der har virkelig været tænkt over detaljerne, siger Louise Gram.

Det var ikke let for juryen at vælge de 10 vindere blandt de mange fine, fine bidrag. Du kan se et stort udpluk af dem side xx. Til alle jer, der har sendt ind: Vi returnerer som lovet jeres grydelapper i løbet af de kommende par uger

1. Præmie

Tina Hougaard Friis, Aarhus

grydelapper4688.jpg

”Det er lige før, man kommer til at stege den”, udbrød et af jurymedlemmerne spontant, da hun så Tina Hougaard Friis’ meget naturtro rødspætte-grydelap med kuglerunde øjne, karakteristisk fiskemund, finner og broderede røde ”spætter”.

– Jeg ville gerne hækle en grydelap, som jeg ikke selv har set før. Valget faldt på en rødspætte, fordi jeg synes, at det er en lidt sjov fisk – og så passer dens form lige til en hånd. En af mine nære venner har døbt den ”Erik” – måske efter Erik den Røde? fortæller Tina.

Hun lærte sig selv at hækle en aften, hun kedede sig for 10 år siden ved at se en video på YouTube. Siden har hun været helt bidt af hækling, og hun følger sjældent en opskrift. Vinder-rødspætten er da også hæklet i fri hånd. Normalt er det ikke grydelapper, Tina gør sig i – hun hækler derimod blæksprutter til Spruttegruppen, som hun også står i spidsen for. Spruttegruppen er en frivillig organisation, der indsamler hæklede blæksprutter til for tidligt fødte

Vi siger til lykke til Tina med 1. præmien.

2. Præmie

Jytte Kynde Hvas, Harboøre

grydelapper4689.jpg

Den smukke kombination af grøn og flere rosa farvetoner samt brugen af flere forskellige teknikker var det, der fik juryen til at falde for denne fine blomster-grydelap.

– Inspirationen fik jeg fra et foto, som jeg havde taget af en kæmpevalmue i vores have, fortæller Jytte, der som barn lærte at hækle af sin bedstemor og har hæklet lige siden.

Merete Espersen, Bjerringbro

grydelapper4690.jpg

Der er både krøllet salat, ost, ketchup, og løg i den sjove hæklede hamburger, som fik mange kommentarer med på vejen fra forbipasserende, mens juryen voterede. Der var stor enighed om, at den havde fortjent en 2. præmie.

– Når der grilles, eller når vi er en tur på McDonald’s, er der ofte en hamburger med i købet, fortæller Merete om inspirationen til sin meget kreative grydelap.

Kirsten Hansen, Frederiksberg

grydelapper4693.jpg

– Da mit ældste barnebarn er helt pjattet med skildpadder (første strikkeprojekt var en trøje til hendes elskede tøjskildpadde), var ideen oplagt. Jeg måtte lave skildpaddegrydelapper – sådan nogle må da også være gode til slowfood, fortæller Kirsten, som har brugt klassisk oldemorhækling til den fine skildpaddes skjold.

3. Præmie

Hanne Jensen, Nykøbing Falster

grydelapper4697.jpg

grydelapper4694.jpg

Det begyndte med, at Hanne hæklede et bogmærke med et sødt løvehoved til et af sine børnebørn.Det inspirerede hende til en grydelap med samme motiv. Og da hun var i gang med dyremotiverne, blev det også til endnu to søde grydelapper med et katte- og et pandahoved.

– Med lidt fantasi kan det også blive til en pude, fortæller Hanne.

LÆS OGSÅ: Fine hæklede æggevarmere formet som jordbær, citron og æble

Christa Stoffregen, Sydals

grydelapper4699.jpg

De flotte farver og den klassiske hækling var det, der fik solsikke-grydelappen til at fange juryens opmærksomhed. Christa har ladet sig inspirere af en lignende grydelap, hun så et billede af for nogle år siden.

– Jeg kalder ”kluden” for 3-i-1, da den kan bruges til at holde kartofler varme, som bordskåner og selvfølgelig som grydelap, fortæller hun.

Karin Bruun-Kristensen, Brædstrup

grydelapper4698.jpg

”Hjemmet har en konkurrence, hvis man hækler grydelap, er du rap”, står der på Karins grydelap, som er et af eksemplerne på, at der i år er flere, der har dekoreret deres grydelapper med broderi. Juryen faldt både for tekstens og for udførelsen.

– Jeg har syet jeres navn, Hjemmet, på grydelappen, da jeg synes, det er en sjov ide med denne konkurrence, fortæller Karin.

Emma Dybro, Hjørring

grydelapper4692.jpg

Emmas fantasifulde grydelap er udformet som en handske og skiller sig dermed ud fra de andre i konkurrencen.

– Grydelappen er hæklet som et træ. Blomsterne er lavet af garnrester med henblik på, at vi skal passe bedre på miljøet, fortæller Emma og tilføjer, at hendes grydelap er ”til den, der elsker haven og hjemmebagt kage!”.

Jytte Kynde Hvas, Harboøre

grydelapper4691.jpg

Det er smart at have sin yndlingsopskrift på boller lige ved hånden. Det har man med Jyttes grydelap, hvor hun har strikket ingredienslisten ind.

LÆS OGSÅ: Strik for en sag: Årets tørklæde – alle kan være med!

– Jeg havde glemt den præcise mængde af mel, sidst jeg bagte boller. Og da Hjemmet kom med en ny konkurrence om grydelapper, opstod ideen, fortæller Jytte, som står bag en af konkurrencens få strikkede grydelapper.

Gurli Jensen, Skanderborg

grydelapper4700.jpg

grydelapper4702.jpg

De flot udførte grydelapper er lavet som tallerkener med lækker mad.

– En gang frikadeller med persillesovs, kartofler og rødbeder. Det kan vi godt lide her i huset. Og så lige jordbær med fløde til dessert, fortæller Gurli om den blå og den ferskenfarvede ”tallerken”. Den turkis ”tallerken” med spejlæg, pølse og ostemad er morgenmad til weekenden, fortæller Gurli.

Anbefalet til dig