"Bachelor"-Lucia og "Bachelorette"-Carl er blevet kærester

Efter jagten på kærligheden i "Bachelor" og "Bachelorette" har Lucia Wiewiura og Carl Christian Würtz nu fundet hinanden.

logo herognu HER&NU HN

Lucia Wiewiura og Carl Christian Würtz har begge jagtet kærligheden foran TV-kameraerne i henholdsvis "Bachelor" og "Bachelorette".

Men kærligheden skulle hverken vise sig at findes på Sicilien eller Kreta. I stedet ventede den hjemme i Danmark.

Artiklen fortsætter under videoen:

Nu er de to TV 2-stjerner Lucia og Carl blevet kærester.

Det afslører Lucia i et opslag på Instagram, hvor hun har delt et billede af parret på en båd, mens de holder om hinanden.

– Hard launch, skriver Lucia. 

Udtrykket "hard launch" er et populært slangbegreb, der bruges, når man officielt og tydeligt præsenterer sin partner på sociale medier.

Kærligheden mellem Lucia og Carl begyndte at spire, efter Lucia fulgte Carl på Instagram. Det førte til en samtale, hvor Carl tog initiativet og inviterede hende på en date.

-  I starten tænkte jeg egentlig bare, at det kunne være hyggeligt, hvis han havde lyst til at gæste min podcast Reality i Retrograd eller bare hænge ud som venner, fordi det gør vi på tværs af sæsonerne. Men jeg fandt hurtigt ud af, at vi havde virkelig mange ting til fælles og god romantisk kemi, skriver Lucia til HER&NU.

Da årets sæson af "Bachelor" sluttede, og det store finaleevent blev afholdt i juni, var Lucia og Carl allerede blevet et par. De havde datet undervejs, men valgte at holde forholdet privat lidt endnu.

Den 12. juli blev forholdet officielt, da Carl spurgte Lucia, om de skulle være kærester.

-  Jeg naturligvis sagde ja til. Jeg er meget glad og taknemmelig for, at vi hver især kom hjem som singler efter Bachelor og Bachelorette, så vi kunne møde hinanden, fortæller Lucia. 

Lucia er heller ikke i tvivl om, hvad der særligt har fået hende til at falde for Carl.

- Carl er ekstremt omsorgsfuld og hjælpsom, og så har vi det virkelig sjovt sammen. 

Se opslaget herunder: