Franske briocher
I Frankrig nydes de fine, lette briocher gerne til morgenkaffen eller som snack til eftermiddagste. Prøv selv at bage dem, enten som portionsboller eller som hele brød.
Ingredienser
- Arbejdstid: 1 time
- Hævetid: 2½ time
- Bagetid: 20-40 min.
- Fryse-egnet
- (2 aflange brød eller 12 store portionsboller)
- 50 g gær
- 1½ dl lun mælk
- 4 store æg
- 4 spsk sukker
- ½ tsk salt
- 500-600 g hvedemel
- 150 g blødt smør
- 1 æggeblomme til pensling
- Rør gæren ud i lun mælk (maks. 37 grader). Pisk æggene luf tige med sukkeret ogrør det sammen med gærvæsken.
- Tilsæt salt og mel – hold lidt af melet tilbage. Ælt dejen godt igennem og ælt det bløde smør i lidt ad gangen.
- Lad dejen hæve tildækket til dobbelt størrelse – det tager ca. 1½ time.
- Aflange brød: Ælt dejen igennem på et meldrysset bord og form den til 8 lige store kugler. Læg 4 kugler ved siden af hinanden i hver sin smørsmurte sandkageform (1½ l) og lad dem hæve tildækket 1 time.
- Varm ovnen til 220 grader. Pisk æggeblommen sammen med en smule sukker og et par skefulde vand og pensl det på dejen.
- Klip et kryds i hver „bolle" og sæt brødene i ovnen 10 min. Skru ned til 180 grader og bag dem færdige ca. 20 min. Vend dem ud af formene og bag dem yderligere 5-10 min. – til de er gyldenbrune over det hele. Sæt brødene til afkøling på en rist.
- Portionsbriocher: Form en portion dej til 12 store og 12 små boller.
- Læg de store boller i smurte brioche- eller muffinforme. Tryk en fordybning i hver og læg de små boller i fordybningerne. Lad briocherne hæve tildækket ca. 1 time.
- Pensl med æggeblomme, pisket med sukker og vand, og bag briocherne midt i ovnen ved 220 grader i 15-20 min. Lad dem afkøle på en rist.