Madbloggeren Månebarnet laver den perfekte kartoffelsalat
Lune Krause aka Månebarnet har lige vundet FDB’ pris for årets bedste madblog med sin vegetarblog ”Månebarnet” på Hijaluna.blogspot.com.
Her deler hun sin opskrift på sin himmelske kartoffelsalat, som er krydret med dild og mango. Mums! Kartoffelsalaten, som opstod ved et tilfælde, egner sig godt til grill og er blevet et kæmpe hit blandt Lunes venner og læsere.
Lunes opskrift på kartoffelsalat med dild og mango
Ingredienser (2-3 personer)
400 g. kartofler
1 moden mango
½ bundt frisk dild
2-3 soltørrede tomater
2 spsk. koldpresset olivenolie
2 spsk. friskpresset citronsaft
1-2 fed presset hvidløg
2 tsk. sennep
½ tsk. karry
Salt og peber
En lille håndfuld ristede græskarkerner
Evt. lidt rucola salat
Sådan gør du:
Kog kartoflerne i god tid. Kartoffelsalaten bliver bedst hvis kartoflerne er nykogte, men let afkølede. Sørg for at salte kartoflerne godt! Specielt hvis du anvender kartofler med skræl på. Der skal mere salt i vandet end du tror, men resultatet bliver nogle meget bedre spisekartofler. Det hjælper ikke at tonse en masse salt hen over nogle undersaltede kartofler, så husk – godt med salt i kogevandet!
Når kartoflerne er afkølede, skæres de i store tern og blandes med mangofrugt – ligeså i store smækre tern. Lav derefter marinaden af olie, citron, hvidløg, karry, sennep, dild (tørret kan bruges, men frisk er bedst), salt og peber.
Tilsæt skiveskåret soltørret tomat, hæld marinaden ud over kartoffelsalaten, og bland den forsigtigt.
Til sidst drysses kartoffelsalaten med tørristede græskarkerner og lidt groft flagesalt.