Jamie Olivers suppe
TV-kokken Jamie Oliver: Denne mere eller mindre klassiske jødiske suppe er en kærkommen opstrammer på en rigtig øv-dag. Variér gerne grøntsagerne, som det passer dig og dit køleskab. Jeg fik ideen til omeletstrimlerne i Japan, og de fungerer bare SÅ godt.
6
Ingredienser
- 1 løg
- 1 gulerod
- 1 kartoffel
- 1 porre
- olivenolie
- 1 hønsebouillonterning
- 4 kyllingelår med ben, men uden skind
- 100 g perlebyg
- 2 store æg
- 1/2 savojkål
- 200 g friske eller frosne broccolibuketter
- 100 g fine risnudler
Sådan gør du:
- Pil løget, skræl guleroden og kartoflen og hak alle dele groft. Snit porren fint. Kom det hele i en stor gryde sammen med et skvæt olivenolie og svits det ved jævn varme og under jævnlig omrøring i 15 min., eller til løgene er bløde, men ikke har taget farve. Smuldr bouillonterningen i og tilsæt kyllingelår, perlebyg og 21/2 l kogende vand (eller brug kyllingefond, hvis du har noget tilovers). Rør suppen godt igennem og lad den simre under låg i 45 min.
- Pisk imens æggene sammen med 2-3 spsk vand i en skål. Sæt en lille slip-let-pande over ved jævn varme, kom lidt olivenolie i og steg 3-4 tynde pandekageagtige omeletter; de må ikke få ret meget farve. Lad omeletterne køle af, rul dem sammen og skær dem i 1 cm brede strimler.
- Snit kålen (kassér stokken) og rør den i suppen sammen med broccolibuketterne. Lad dem simre med i 5 min., mens du fisker kyllingelårene op og plukker kødet af dem; kassér benene og kom kødet tilbage i suppen. Smag omhyggeligt suppen til og rør nudlerne i; tag gryden af varmen og lad nudlerne trække i 5 min. Vend forsigtigt omeletstrimlerne i og servér suppen med det samme.
- TIP: Hvis du har lidt frisk persille i køleskabet eller vindueskarmen, kan du komme et par finthakkede blade i æggene, så omeletstrimlerne får lidt mere smag og farve.
- TIP: I denne udgave af retten har jeg brugt 4 kyllingelår, som er nemme at have med at gøre, og som giver en fin smag, men hvis du har nogle rester fra søndagskyllingen, er de mindst lige så gode.