Nougatparfaitis med blommesovs

Nougatparfaitis med blommesovs

Nougatis er en virkelig delikatesse for voksne. Især når den er tilberedt af gode, rene råvarer. En sovs af blommer med et strejf af appelsin og kanel sætter prikken over i’et.

(6 personer)

Ingredienser

  • Arbejdstid: 1 time
  • Stege/kogetid: 10 min.
  • Frysetid: 4-6 timer
  • Fryse-egnet
  • Hård nougat:
  • 75 g hasselnødder
  • 75 g sukker
  • 1 knsp natron
  • Parfait:
  • 60 g sukker
  • 1 dl vand
  • 3 æggeblommer (evt. pasteuriserede)
  • 1 stang vanilje
  • 2½ dl piskefløde
  • Blommesovs:
  • 300 g blommer
  • 1 økologisk appelsin
  • 1 knsp stødt kanel
  • 2-3 spsk sukker

  1. Nougat: Rist nødderne på en tør pande, til de bliver gyldne, og skindet løsner sig. Læg dem i et rent viskestykke og gnid skindet af dem. Hak evt. nødderne groft.
  2. Smelt sukker til gylden karamel på en tør pande og tilsæt natron. Lad det boble op og vend nødderne i. Hæld det straks ud på en bageplade med bagepapir og lad det stivne.
  3. Parfait: Giv sukker og vand et opkog og kog det ved rask varme 2 min. Pisk æggeblommer og vaniljekorn sammen med en håndmikser og pisk den kogende sukkerlage i i en tynd stråle. Fortsæt med at piske, til det bliver en tyk creme.
  4. Pisk fløden til skum og vend den i æggecremen.
  5. Hak nougaten groft med en stor kniv (eller knus det med en hammer) – tag evt. lidt fra til pynt. Vend knust nougat i cremen, hæld det i en beholder med låg og stil isen i fryseren 4-6 timer.
  6. Blommesovs: Vask blommerne og skær dem i kvarte uden sten. Læg dem i en gryde med fintrevet appelsinskal, appelsinsaft og kanel. Giv det et opkog og lad dem simre helt møre under låg – ca. 15 min. Pres sovsen gennem en sigte og smag til med sukker. Servér varm, lun eller afkølet.