Julens fineste lagkage: Red velvet lagkage
En flot kage med masser af julestemning, og så er pynten ikke svær at lave.
10 personer
Ingredienser
- 180 g blødt smør
 - 300 g sukker
 - 2 tsk. vaniljeekstrakt eller vaniljesukker
 - 2 æg
 - 375 g hvedemel
 - 2 spsk. sigtet kakao
 - ¾ tsk. bagepulver
 - ¾ tsk. natron
 - 2½ dl kærnemælk
 - 1 tsk. hvidvinseddike
 - rød levnedsmiddelfarve
 - 150 g hvid chokolade
 - 4 pasteuriserede æggeblommer, svarer til 2 af de små bægre
 - 2 spsk. flormelis
 - 2½ dl piskefløde
 - 3 dl hindbærsyltetøj
 - 2 pakker (500 g i alt) rød fondant/sugar paste, (se tip)
 - 1 pakke (250 g) hvid fondant/sugar paste, (se tip)
 - Glasur til at sætte figurer fast på kagen, røres af 1 dl flormelis og ca. 1 spsk. vand
 
Sådan gør du:
- Pisk smør, sukker og vaniljeekstrakt cremet. Pisk et æg i ad gangen.
 - Bland hvedemel, kakao, bagepulver og natron i en skål, og rør det i dejen sammen med kærnemælk og hvidvinseddike.
 - Tilsæt levnedsmiddelfarve, så dejen farves rød. Fordel dejen i en springform 22 cm i diameter smurt med smør eller foret med bagepapir.
 - Bag kagen ca. 40-45 min. ved 175 gr. Stik et spid i kagen, er der rå dej på skal den bage lidt længere.
 - Afkøl kagen, og skær den i 3 bunde.
 - Hak og smelt den hvide chokolade over vandbad eller i mikroovn.
 - Pisk æggeblommerne med flormelis, til det er cremet. Rør chokoladen i. Pisk fløden til blødt skum, og vend det i chokoladeblandingen.
 - Fordel syltetøj og hvid chokocreme mellem de 3 bunde.
 - Udrul den røde fondant, og læg den over kagen. Udstik julefigurer af den udrullede hvide fondant, her har vi brugt en hjorte- og en juletræs udstikker.
 - Sæt dem fast med lidt glasur rørt af flormelis og vand.