Saftig T-bonesteak med whiskysauce, kartoffelbåde og baconbønner
Skal der kræses lidt ekstra for far i anledningen af fars dag, så server en god, mør T-bonesteak og riiiigeligt med sauce.
4 personer
Ingredienser
- Sprøde ovnkartofler:
- 1 kg kartofler
- 2 spsk. olie
- 1 spsk. oregano
- 1 fed hvidløg
- 1 tsk. salt
- Bønner med bacon:
- 400 g grønne bønner
- 125 g bacon i skiver
- Whiskysauce:
- 1 lille løg
- 25 g smør
- 1 spsk. hvedemel
- 2 dl oksefond (fra slagteren) el. bouillon
- ½ dl whisky
- 2½ dl cremefraiche 38%
- salt, peber
- evt. lidt kulør
- Bøffer og sauce:
- 4 T-bonesteaks
- salt, peber
- olivenolie og smør til stegning
- Skræl eller skrub kartoflerne og skær dem i både. Kom dem i en skål, og vend dem i olie, oregano, hvidløg og salt. Fordel kartoffelbådene på bagepapir på en bageplade, og steg dem i ovnen ved 225 gr. på midterste ovnribbe til de er sprøde og gyldne ca. 45 min.
- Nip og kog bønnerne i letsaltet vand ca. 3 min. Vikl bacon i skiver omkring bundter med 5-6 bønner. Fordel bundterne på en plade med bagepapir, og stil dem i ovnen ved 225 gr. i ca. 15 min., til baconen er sprød.
- Hak løget, og svits det gyldent i smør. Tilsæt melet. Tilsæt kogende fond lidt ad gangen. Kog det igennem ca. 5 min. under omrøring. Pisk whisky og cremefraiche i. Varm kort igennem Smag til med salt og peber.
- Brun bøfferne i en blanding af smør og olivenolie på begge sider ved god varme. Krydr med salt og peber. Steg bøffen færdig ved jævn varme ca. 3-4 min. på hver side. Server bøfferne med kartofler, bønner og whiskysauce.