Tandoori, min tandoori
Hvis der skal noget lidt eksotisk på middagsbordet, graver jeg mit hemmelige krydderi frem: tandoori. Det er knaldrødt og dufter og smager af Østens mystik.
Faktisk er det ikke så mystisk, men blot en genial blanding af bl.a. hvidløg, ingefær, chili og koriander. I øvrigt er det også navnet på en speciel kubeformet ovn, men det er en helt anden historie…
Jeg blander krydderiet med yoghurt og marinerer oftest kylling i blandingen, – men laks er også yderst velegnet. Kødet bliver bedst, hvis det får lov til at marinere i et døgn i køleskab. Så kan marinaden rigtigt nå at trænge ind.
Hvis du ikke har stiftet bekendtskab med tandoori, så kan jeg kun opfordre dig til at suse ned til din lokale grønthandler og komme i gang. Du vil ikke fortryde det, og dine gæster vil helt sikkert tro, at du har svedt i køkkenet i timevis for at frembringe noget så lækkert.