Michael J. Fox fik sit filmgennembrud som Marty McFly i ”Tilbage til fremtiden”. Men faktisk var det slet ikke ham, der spillede Marty under de første filmoptagelser. Mere om det senere.
Først suser vi tilbage til 1980, hvor manuskriptforfatteren Bob Gale og instruktøren Robert Zemeckis fandt på plottet til en film om den unge Marty McFly og en genial og lidt sær professor, Emmet ”Doc” Brown, der kan rejse i tiden. Martys hovedfjende er bøllen Biff Tannen.
Filmen skulle både være morsom, dramatisk og visionær. Den succesfulde filminstruktør Steven Spielberg var mentor for Zemeckis og bød ind med mange gode idéer, og efter en hel del omskrivninger af mauskriptet var de i 1984 klar til at besætte rollerne.
Robert Zemeckis (t.v.) og Steven Spielberg i de glade ”Tilbage til fremtiden” -dage.Foto: Getty Images
Michael J. Fox var førstevalget til rollen som Marty McFly. Fox var i starten af 20’erne og havde allerede opnået stor popularitet i tv-serien ”Blomsterbørns børn”. Spielberg henvendte sig til tv-seriens producer, Gary David Goldberg, og bad ham give filmmanuskriptet til Michael J. Fox. Men Goldberg frygtede, at filmarbejdet ville forstyrre optagelserne af ”Blomsterbørns børn”, så han ”glemte” at give manuskriptet videre.
Da Spielberg ikke hørte fra Fox, foreslog han, at Eric Stoltz fik hovedrollen, og sådan blev det. Til at spille ”Doc” var Jeff Goldblum, Robin Williams, Gene Hackman og John Cleese i spil, men rollen endte hos Christopher Lloyd. Han lod sig inspirere af Albert Einstein, da han begyndte at arbejde med sin karakter, og så sad den lige i skabet.
"Doc” og Marty med en meget avanceret fjernbetjening.Foto: PR
Kald mig Marty!
De øvrige roller blev besat, og i november 1984 begyndte filmoptagelserne. Men der opstod hurtigt et uoverstigeligt problem. Skuespillerne og folkene bag filmproduktionen havde svært ved at samarbejde med Eric Stoltz, som gik så meget ind i rollen som Marty McFly, at han nægtede at svare, hvis man kom til at kalde ham Eric og ikke Marty. Robert Zemeckis syntes desuden, at Eric Stoltz ikke var sjov nok i rollen.
Steven Spielberg, der havde peget på Eric Stoltz til den bærende rolle, erkendte, at han havde taget fejl, og han opfordrede Zemeckis til at fyre Stoltz, skrotte optagelserne og begynde forfra med en ny skuespiller.
Spielberg henvendte sig igen til Gary David Goldberg for at få lov til at låne Michael J. Fox fra ”Blomsterbørns børn”. Goldberg fik lovning på, at Fox nok skulle møde veloplagt til tiden hver eneste dag, selvom han havde brugt aftenen og en del af natten på at optage ”Tilbage til fremtiden”.
Annonse
Da Michael J. Fox endelig hørte om Marty McFly-rollen, sagde han ja tak uden at læse manuskriptet. Nu fik han travlt. I to måneder arbejdede han hver dag på ”Blomsterbørns børn” fra klokken 10-18, hvorefter han skyndte sig hen til ”Tilbage til fremtiden”-filmholdet og arbejdede til omkring klokken 2.30 om natten.
Desuden fik Michael J. Fox travlt med at lære at stå på skateboard og spille guitar.
• Michael J. Fox (Marty McFly) fik en stor skuespillerkarriere. Han blev i 1991 diagnosticeret med Parkinsons sygdom og måtte senere skrue ned for karrieren. Han er i dag 64.
• Christopher Lloyd (”Doc”) fik især stor succes i et par ”Addams Family”-film. Han er 86 år.
• Thomas F. Wilson (Biff Tannen) fik ingen stor filmkarriere, men har klaret sig fint som kunstmaler. Han er 66.
• Lea Thompson (Lorraine McFly) har haft mange filmroller, men er stadig bedst kendt som Lorraine. Hun er ni dage ældre end Michael J. Fox, som hun spillede mor til.
• Crispin Glover (George McFly) ville have lønforhøjelse for at genoptage rollen som Martys far i toeren – og så blev han droppet og gled ud i glemslen. Han er 61 år.
Vild guitarsolo
En af tidens nye populære sangere i USA var Huey Lewis, som blev bedt om at skrive en sang til filmen. Han nægtede at skrive en sang, der hed ”Back to the Future”, så det slap han for. I stedet skrev han ”Power of Love” og fik oven i købet en lille rolle som en dommer, der hader larmende musik.
Et af filmens larmende musiknumre er Chuck Berrys ”Johnny B. Goode”, som Marty McFly spiller en heavy version af på elektrisk guitar under et skolebal. Robert Zemeckis overvejede at klippe scenen ud, fordi den ikke bragte handlingen videre, men efter at have vist filmen for et testpublikum, beholdt han scenen. Folk elskede at se Marty McFly fyre den af.
Lorraine forelsker sig i Marty, der et sted ude i fremtiden bliver hendes søn.Foto: PR
I filmen strander Marty McFly i 1955, hvor Lorraine, som ude i fremtiden bliver mor til ham, forelsker sig i ham og tror, at han hedder Calvin Klein, fordi det står på hans underbukser. I den franske oversættelse kalder hun ham Pierre Cardin, og i Spanien blev han til Levi Strauss.
I sommeren 1985 væltede folk ind for at se ”Tilbage til fremtiden”, som blev en øjeblikkelig succes. Og selvom det aldrig var meningen at lave en toer, blev indtjeningen på filmen så overvældende, at Universal Pictures fik overtalt Robert Zemeckis til at skabe en fortsættelse. Det blev til to film mere i 1989 og 1990.
Og her var der ingen problemer med at låne Michael J. Fox fra ”Blomsterbørns børn”, for hans succes i ”Tilbage til fremtiden” havde gjort tv-serien endnu mere populær.