Vi elsker beauty-tips. Især når det betyder, at vi kan sove lige ti minutter længere, fordi morgenrutinen er blevet lettere. Eller når vi lige kan tilføje dét ekstra til en aften ude, fordi vi så en smart video på Instagram eller Youtube.
Og hold nu op, hvor er der mange råd til både hoved og hale. Og flere af dem er rigtig brugbare, men vi må indrømme, at vi gennem tiden er faldet over nogle, der tenderer til det bizarre. Og vi forstår godt bloggerne og de smukke stylister – de har ofte utallige følgere, der sidder hungrende efter nye tips hver eneste dag.
Men derfor bliver det bare en anelse for mærkeligt nogle gange. Vi har samlet syv videoer fra Instagram, hvor der vist har været lige lovlig frie rammer for opgaven. Og så siger vi ikke for meget.
1. Barberskum som makeupfjerner af @mariaybeauty
Ideen virker umiddelbart ikke skadelig, når man tænker på, at mænd bruger det i ansigtet hver dag. Den virker bare fuldstændig unødvendig. Der findes et hav af makeupfjernere til ethvert budget og alle slags hudtyper. Hvornår står man nogensinde i en situation, hvor man kun har barberskum og intet andet? Og selv dér valgte vi nok bare vand.
2. Engangsgafler til at lave krøller af @thebeautyelite
Vi har gennem tiderne set mange kreative forsøg på at lave krøller uden brug af varme og på så kort tid som muligt. Og dét hylder vi. Og ideen med at rulle håret op er også god, men engangsgafler i håret er alligevel at strække den. Det ser desværre heller ikke ud til at blive flot eller holde ordentligt.
3. Sok som beautyblender af @justdreamsof
Selv hvis vi intet andet havde, ville vi beholde sokkerne på fødderne og bruge vores hænder til makeuppen.
4. Deodorant som primer af @s_hossine
Andre beauty-bloggere og eksperter har været ude at sige, at deodoranten skal blive under armen. Og KUN under armen. Det er simpelthen skadeligt at anvende det i ansigtet. Hvordan er den her idé overhovedet opstået?
5. Barberskraber til hårklip af @makeupholic_moon
Bare nej.
6. Hvidt ler mod fedtet hår og hud, tør hud, ujævn hud eller hudtone og elektrisk hår af @farahdhukai
Man skal ikke gabe over mere, end man kan sluge. Den her DIY virker hvert fald til at hjælpe på så mange ting, at vi næsten forventer at ligne Angelina Jolie, hvis vi nogensinde får skyllet lermasken af igen.
7. Kaffe og tang mod cellulite af @farahdhukai
Der er snart ikke dét, som ikke kan bruges i kampen mod appelsinhud. Men det er alligevel første gang, at vi ser en koffeinholdig sushiversion.
LÆS OGSÅ: De tre største myter om barbering
LÆS OGSÅ: Ny trend giver fejlfri makeup
LÆS OGSÅ: Syv grunde til at du taber håret