Duftudvikler Lena Norling: "En duft er en udvidet personlig signatur"

I et gammelt apotek fra 1878 i Fredericiagade i København ligger Frama. Frama er… Ja, hvad er Frama?

Det er ikke så let at svare på. Ikke engang for grundlæggeren Niels Strøyer Christophersen selv. Men vi kan godt blive enige om, at Frama er et designbrand, som laver borde, stole og lysestager. Frama har også skabt et digitalt parallelt univers, en slags drømmehotel, som tager den besøgende med på en rejse gennem natur, tid og rum med Framas design. Det hedder L’Auberge og kan opleves på Framacph.com.

LÆS OGSÅ: Designeren bag Frama: "Jeg opfatter den lidt som en uniform"

Frama står også for større fysiske indretningsprojekter, hvor de skaber rammerne og indretningen til restauranter og cafeer som Eno i Mexico City og Juno Bakery på Østerbro. Og nu har de også åbnet deres eget spisested i hovedkvarteret. Apotek 57 hedder det. Her bliver der serveret mesterligt bagværk, juice og kaffe til morgenmad og lette frokostretter, og du kan godt bilde dig selv ind, at du er i Antwerpen, New York eller på månen, når du er der.

Frama er et magisk sted. Det er også her på adressen, at du kan købe Framas dufte. Og det er dem, vi skal tale om i dag. Det er i hvert fald planen. Men når du taler med Niels Strøyer Christophersen og Lena Norling, næsen bag fire ud af fem dufte i Framas portefølje, glider snakken ind og ud og rundt om det meste, om kreativitet, inspiration og frihed.

På et tidspunkt tager Niels Strøyer Christophersen navnet "Stof 2000" i sin mund, da vi taler om bæredygtighed og materialer, bomuld, hør og ostelærred. Det falder dumpt og helt ved siden af. Det kan vi alle tre høre, og vi griner.

Niels Strøyer Christophersen og Lena Norling kender hinanden tilbage fra den første duft, St. Pauls, som Lena Norling skabte som en gave til Niels Strøyer Christophersen og Frama, der har haft til huse i det gamle apotek siden 2014. St. Pauls er Frama på flaske og dufter af cedertræ, sandeltræ og ylang-ylang.

"Min morfar var snedker. Den dufter som hans værksted," siger Niels Strøyer Christophersen, mens han dufter til flakonens låg.

"I bund og grund er St. Pauls en kærlighedserklæring til stedet og repræsenterer lokalerne," siger Lena Norling.

Vi sidder om et træbord dækket med spinkle glas og keramikkopper i det rum, hvor apotekets nattevagt engang har stået til assistance. I kælderen står et bord, der hælder, her er pillerne blevet trillet, og i lokalet med de mange, mange skuffer og det guddommelige loft, har der været salg. Lokalerne er fredede, godt det samme.

Apoteket fungerede som apotek indtil 70’erne, og nogle af naboerne, der har boet i gaden lige så længe, har fortalt Niels Strøer Christophersen, hvor meget det stank, når der blev produceret B-vitaminer. Nogle af skufferne lugter stadig kraftigt af medicin. Lige nu dufter der af Komorebi. Det er Framas seneste duft, skabt af Lena Norling. Den er svævende og lægger sig som et delikat slør. Lena Norling står for duftene. Niels Strøyer Christophersen navngiver dem.

"Komorebi er et begreb brugt af japanske kunstnere og arkitekter, og er en definition det lys, der trænger ind. Den lethed, det lys bærer med sig, noget, der åbner sig op. Det lys, der trænger gennem skovens trækroner. Det lys, som katten lægger sig i i vindueskarmen. Det er duften af forår, når blomsterne dufter mest kraftigt, selv om de er små. Ligesom Edith Piaf. Lillebitte med en kæmpestemme," siger Niels Strøyer Christophersen.

Lena Norling har været inspireret af Japan, da hun udviklede duften. På trods af at hun aldrig har været i Japan. Hvorfor skal det være en hindring?

"Du har nok været mere i Japan mentalt end mange andre," siger Niels Strøyer Christophersen til Lena Norling. Hun nikker. Det har hun måske nok. Lena Norling har været i gang med et enormt samlearbejde for at finde frem til de rette noter, der kan indfange duften af Japan. Bøger, fotos, tekstiler, oplevelser og kunst.

"En duft er en fantasi, en forestilling. Jeg har været draget af den japanske ydmyghed og har brugt den japanske citrusfrugt yuzu," siger Lena Norling.

LÆS OGSÅ: "Jeg er ægte i tvivl, om jeg nogensinde kommer til at gå i tøj, der strammer igen"

Det kan godt tage rigtig lang tid for hende at skabe en duft.

"Jeg stopper først, når jeg har den rigtige historie. Jeg VED, når den er der. Det er helt intuitivt. Mange aner ikke, hvad min historie er, men så skal den, der bærer duften, gøre den til deres historie. Jo tættere du kommer på mennesket, der bærer duften, jo mere dufter du det. Mit mål er ikke at få succes med den her duft. Der er altid nogle, der ikke kan lide det, du laver, så hvorfor ikke bare lave det, du kan lide?" siger hun.

"Det kommer fra hjertet. Take it or leave it," siger han.

Lena Norling er ikke til parfumer. Og Niels Strøyer Christophersen er ikke til møbler. Det er ikke noget, jeg finder på. Det siger de selv.

"Jeg bruger den parfume, jeg er i gang med at udvikle, for at prøve den. Virker den for mig? Men når min duftfortælling er færdig, ender den for mig. Så må bæreren fuldende værket. Så får de skabt deres historie. Det gør mig glad. Du bruger duften til at matche dit humør og lejligheden. En duft er en udvidet personlig signatur."

"Det er jo kun Lena, der kan lave den her," siger Niels Strøyer Christophersen med Komorebi-flakonen i hånden.

"Det er alle mulige ingredienser, gode råvarer, et potpourri af rare ting, og så putter du dem gennem Lenas filter, og så kommer Komorebi ud."

En anden af Lena Norlings dufte for Frama er Beratan. Beratan er en flod og et tempel på Bali, og duften er, ganske rigtigt, inspireret af en rejse til Bali, hvor Lena Norling var så bjergtaget af indonesernes gæstfrihed og milde væsen, at hun følte sig kaldet til at indkapsle omfavnelsen og hjertevarmen.

Efter 14 dage fandt hun frem til en parfumør, hvis værksted hun lånte for at kunne skabe Beratan. Sagen var den, at da hun kom hjem, havde hun, ikke overraskende, ikke de samme lokale råvarer til rådighed, og duften blev svær at genskabe. Det tog Lena Norling næsten tre år. Men den blev aldrig helt som på Bali. Det er der måske en mening med.

LÆS OGSÅ: Chris Pedersen: "Det er et opgør med den bekvemme fleece og de flade sundhedssandaler"

"Vi har ramt den 95 procent. Den afvigelse er måske også den rigtige. Det er ligesom, når man drikker sangria herhjemme. Det smager bare ikke på samme måde som i Spanien," siger Niels Strøyer Christophersen.

Der er to måder at bære en duft på. Det finder vi frem til under vores samtale. Parfumebæreren kan have ønsket om at dufte af netop dén duft, dét mærke, der giver dén opfattelse. Ligesom at bære Prada-mærket på brystlommen som en orden eller have sin brune taske tapetseret med initialerne LV. Den anden mulighed er at iføre sig en duft som noget organisk, nærmest usynligt, som en ekstra dimension.

"Går du rundt med parfume, eller er det parfumen, der går rundt med dig? Der er ikke noget rigtig og forkert," siger Niels Strøyer Christophersen.

Men der er kun én type duft, der virker for Lena Norling og Niels Strøyer Christophersen. Det er de dufte, som de to synes, dufter godt, og som passer ind i Framas udefinerbare rammer.

"Inden vi lancerer en ny duft, ville det måske være smartest, mest metodisk og analytisk, at sende den ud til vores 100 bedste kunder for at høre, om de kan lide den. Men jeg er mere, "Fuck det. Vi lancerer den uanset." Selv om vi sælger ting og møbler, prøver vi heller ikke at sige, at I skal proppe jeres hjem med materialisme. I må gerne tænke over, hvad I vil have ind i jeres liv," siger Niels Strøyer Christophersen.

Han er ikke meget for at gå på kompromis, men han ved, at han bliver nødt til det. Fx med bordet vi sidder omkring. Egentlig ville han gerne have, at pladen lå løst oven på benene. Men så risikerer du, at det tipper, hvis du sætter dig på det. Så han var nødt til at give sig og bore benene fast. Lena griber fat i glasset foran hende.

"Hvem fortæller dig, at det her er et glas? Hvis folk får at vide, hvad noget er, bruger de det til formålet. Men du kunne også bruge glasset som vase. Eller sætte det på hovedet og bruge det som en lille opsats," siger hun og vender glasset om.

"Det er vores eget hoved og tanker, der sætter grænser. Det sætter også grænser for, hvordan vi lever vores liv som mennesker. Vi skal lade være med at tænke så meget og bare prøve at være... os selv."