Baking / Cooking makeuptrend
Foto: Heidi Hamoud fra Instagramprofilen @bisbilhoteiras

Baking / Cooking makeuptrend

Ny trend giver fejlfri makeup

Ligesom os er der sikkert mange af jer som har eksperimenteret med makeupteknikken "contouring", som Kim Kardashian gjorde berømt. Men nu har en ny, stor trend sparket døren ind til fejlfri makeup.

Trenden hedder "baking" eller "cooking" og går i al sin enkelhed ud på, at du skal bage dit ansigt i pudder for derefter at fjerne det igen. Det lyder måske mærkeligt, men det skulle give nul synlige porer og dermed en mere fejlfri makeup.

Tricket er et, som drag queens i lang tid har brugt for at holde deres makeup flottere i længere tid af gangen, når de skulle optræde under varmt scenelys. Men det blev først rigtig populært, da Kim Kardashians makeupartist Mario Dedivanovic viste tricket frem på kendissen selv.

 

Makeupartisten Heidi Hamoud har lavet en guide til, hvordan man "baker" sit ansigt helt perfekt og den har fået knap fire millioner visninger på Youtube. De fleste modemagasiner henviser til hendes video, fordi den nemt forklarer, hvordan man opnår det bedste resultat, uden ens makeup ender med at sidde i kager.

Vi har taget udgangspunkt i hendes nemme guide og kan på baggrund af egne erfaringer også sige: Det virker! Er du vant til en let makeup, vil du føle, at du har en del mere makeup på, end du måske føler behageligt. Bruger du selv foundation med pudder over, vil du ikke føle den store forskel. Dog har Mario Dedivanovic himself sagt, at det primært er en teknik til en bytur eller en dag, hvor makeuppen skal sidde perfekt i lang tid.

Vi guider dig her! 

iStock
1. Fugt
Start med at giv din hud en masse fugt. Du skal især fokusere på at fugte øjenområdet med en god øjecreme. Det er din base og sikkerhed for, at makeuppen ikke sætter sig i klumper.

Efter dette step må du gerne anvende din daglige foundation, mineralpudder eller helt tredje.

 


2. Concealer
Nu skal du rigtigt i gang med concealeren. Find gerne en, som har en lidt tykkere konsistens og god dækkeevne. Du skal lægge den hele vejen under øjet, så du næsten når op til tindingen. Lad det danne en omvendt trekant, så det går lige til over kindbenet.

Concealeren skal være en tone lysere end din hudfarve.

 


3. Blend
Brug en beautyblender til at blande det ind i huden. Det gør du ved langsomt at duppe og bevæge svampen i små cirkler, så det blandes ind i huden.

Heidi Hamoud lægger en ekstra gang concealer efter dette, som hun også blender ind. Her bruges der i stedet en mere flydende og let concealer. Du kan sagtens fortsætte uden at lægge det ekstra lag, men det anbefales, hvis du ønsker den helt fejlfrie makeup. Her er det et spørgsmål om, hvor meget makeup du har det behageligt med at have på.



4. Transparent, løst pudder
Det er nu, at selve "baking" eller "cooking"-teknikken starter. Du skal finde en transparent, løs pudder, som du kan anvende til formålet. Det er vigtigt, at det ikke er en fast pudder eller en med farve.

 


5. Makeupsvamp
Du skal nu anvende din klassiske makeupsvamp til at duppe det løse pudder på, så det ligger i et tykt lag ovenpå din concealer. Det skal gerne se ud som om, at du er ved at lægge hvid makeup, så du skal være generøs med laget.

Nogle bruger en setting-spray på deres makeupsvamp før. Det kan man med fordel, hvis man vil tilføje ekstra fugt til huden og hold til makeuppen.

Du skal nu give det løse pudder chance for at ligge uberørt på dit ansigt i 10-20 minutter. Det er her, at "baking"-processen går i gang, fordi det tillader dit pudder at blende mere ind i dit ansigt i takt med, at det bliver varmet op af ens kropstemperatur.


6. Løs børste og fast pudder
Find en blød makeupbørste, som du eventuel bruger til fint eller løst pudder. Det skal altså ikke være en foundation-børste. Du skal også bruge en fast pudder med en anelse farve i til denne proces.

Langsomt børster du det løse pudder fra ansigtet, mens du har lidt fast pudder på børsten. På den måde opnår du den fejlfrie makeup, som er blevet så berømt.

Får du det ikke helt rigtigt første gang? Så bliv endelig ved! Med dette trick handler det om "øvelse gør mester", og alt står og falder på, om du har fået blendet din concealer ordentlig ind.

Se makeupartist Heidi Hamoud’s populære video her:

 

 

LÆS OGSÅ: De 10 bedste makeup-profiler på Instagram

LÆS OGSÅ: Syv grunde til at du taber håret

LÆS OGSÅ: Eurowoman tester: Japansk Lifting

Se, hvad vi ellers skriver om: Skønhed og Makeup