Rose Svane
SPONSORERET indhold

22-årige Rose lærte at hækle af sin mormor – nu har hun 50.000 følgere på Instagram

Rose Svane er bare 22 år, men hun er allerede et kæmpe hæklenavn på Instagram, hvor hun har tæt på 50.000 følgere. Hun er aktuel med bogen "Rose Svanes Hæklerier", og vi har fået lov til at bringe tre af de fine opskrifter fra bogen.

Af:: Redaktionen Foto: Rose Svane
16. jun. 2022 | Mode | ALT for damerne

Hvornår og hvordan begyndte du at hækle?

"Jeg begyndte at hækle for lidt over to år siden. Jeg lærte at hækle af min mormor. Håndarbejde har altid fyldt en hel del i min familie og især hos min mormor, så selvfølgelig var det hende, der skulle lære mig det."

LÆS OGSÅ: Strikdesigner Josefine Dyring: Her er mine bedste råd til dig, der gerne vil i gang med at strikke

Hvorfor er det fedt at hækle?

"Jeg elsker den følelse hæklingen giver mig. På de to år, jeg har hæklet, har jeg lært så meget om mig selv, for der sker noget, når man sidder med nål og garn og skaber noget med hænderne. Man danner på en måde sin egen lille meditative boble omkring sig og skaber mere og mere selvkærlighed for hver maske, man hækler. Det føles bare fedt at kunne lykkes med noget, uanset om det er en simpel karklud eller en avanceret hæklet kjole."

"Uanset hvilket produkt, man ender med, er man stolt af sig selv, fordi man helt selv har lavet det med så meget kærlighed. Hæklingen er for mig – som for mange andre – enormt afstressende, og det tror jeg er et vigtigt værktøj at have i den hektiske hverdag, som flere og flere er påvirket af."

Hvordan kom du så bredt ud med dine designs via Instagram?

"Det har vel egentlig bare været helt tilfældigt, selvom intet alligevel er helt tilfældigt. Jeg landede virkelig i et positivt flow, hvor ”de rigtige” mennesker lidt efter lidt opdagede mig. Det har været en sjov og overvældende proces, og det er vildt at se tilbage på hvilke muligheder, det har skabt for mig på så kort tid. I dag giver det så meget mening, at det hele var en vej til at føre mig dertil, hvor jeg er i dag."

Hvordan er det at udkomme med en bog?

"Det føles helt fantastisk men også meget grænseoverskridende. Jeg føler lidt, at jeg skal dele min dagbog med hele omverdenen, for bogen endte med at blive en blanding af mine dyrebareste opskrifter og en hel masse små personlige historier. Jeg føler mig utroligt taknemmelig for, at jeg er blevet set af så mange dygtige, professionelle mennesker, der på trods af min unge alder har stolet på mig og har ladet mig gøre min ting."

LÆS OGSÅ: "En dag satte jeg pris på en vest, og så blev den solgt!"

Har du tidligere solgt dine opskrifter?

"Nej, jeg har aldrig solgt mine opskrifter før. Men jeg har altid lavet opskrifter til privat brug, så jeg kunne vende tilbage og genskabe nogle af mine yndlings hæklerier. Det har været meget spændende endelig at skulle dele mine første opskrifter offentligt."

Hvad lægger du vægt på i dine designs?

"Jeg lægger vægt på, at mine designs skiller sig en smule ud. Jeg kan godt lide ideen om, at man kan skabe noget, som man har gået rundt og tænkt på, men som ikke er til at få fingrene i nogen steder. Mine designs må gerne bringe lidt glæde hos mig selv og andre og give en lille fornemmelse af lidt solskin og kærlighed."

Hvor finder du inspiration?

"Min største inspirationskilde er helt sikkert film! Jeg har endda en liste bagerst i min bog med ti film, der har inspireret til mine designs. Jeg bliver enormt draget af de stemninger og følelser, som film kan frembringe i en, og ofte forsøger jeg at forevige den følelse, jeg sidder tilbage med, når filmen er slut, ned i et hækleri."

LÆS OGSÅ: "På den måde slap vi uden om den traditionelle modeverden"

Hvad glæder du dig mest over i forhold til bogen?

"Jeg glæder mig så meget til forhåbentlig at kunne inspirere en hel masse dejlige mennesker. Jeg har en lille drøm om at få så mange som muligt til bare en gang imellem at sætte sig ned og lave noget kreativt. Det er utroligt godt for sjælen, og jeg tror på, at det kan hjælpe mange, når livet er lidt svært."

Anbefalet til dig