Efterårets største tendenser
SPONSORERET indhold

Sådan ser efteråret ud, hvis det står til de 25 største modehuse

Vi har samlet det bedste fra A-Z!

Af: Kristine Halken Foto: James Cochrane
06. okt. 2016 | Mode | Eurowoman

Fra 80’er-fest og britisk heritage hos Isabel Marant til bohemet bikerchik hos Chloé og sømandsparade hos Tommy Hilfiger og Prada.

LÆS OGSÅ: Få looket: 6 streetstyle-stjerners overtøj

De internationale efterårskollektioner hylder traditionerne og den personlige stil i en sæson, hvor pyntesygen er i højsædet, velour, tern, tweed og flæser skaber overskrifter, og hvor sokker i skoene er tilladt.

Balenciaga: Dunjakker, stigbøjlebukser og bolsjestriber.

Hvis der er ét mærke, der ikke har kunnet undgå streetstyle-fotografernes linse det sidste år, er det designerkollektivet Vetements. Så da det efter Alexander Wangs départ hos Balenciaga blev annonceret, at Demna Gvasalia fra Vetements skulle overtage tøjlerne hos det traditionsrige modehus, var forventningerne høje. Og de blev indfriet. En ny og über cool Balenciaga-kvinde blev præsenteret med skotsktern, sporty jakker i pangfarver, fantastisk blomsterbrokade, plateausko, oversize stribede skjorter og luksuriøse trenchcoats.

LÆS OGSÅ: Nu er tendensen, som tidligere har været faux pas, tilbage

Chanel: Den ikoniske tweed, denim og ridestøvler.

Hvor kejser Karl de sidste sæsoner har inviteret os om bord på Chanel Airlines, en tur i supermarkedet og på ’The Brasserie Gabrielle’, var scenen for efterårskollektionen en del mere minimalistisk med tøjet i fokus og en frontrow-plads til alle. Og der er sjældent slinger i valsen hos Chanel, som hyldede nogle af husets signaturstyles i en opdateret version med tweed mikset med denim, Coco Chanels ikoniske perlehalskæder, den lille sorte og et par ridestøvler, der allerede står højt på ønskelisten.

Saint Laurent: Pels, læderjakker og ultrakorte pailletkjoler.

Det blev til fire år hos Saint Laurent for Hedi Slimane, der lagde ud med at fjerne Yves fra navnet kort efter sin tiltrædelse og en lille måned efter at have præsenteret husets efterårskollektion meldte sin afgang. På de fire år har Slimane formået at puste nyt liv i huset og tilføjet det en ordentlig indsprøjtning rock’n’roll med skinny jeans, læderjakker, ultrakorte pailletkjoler og ikke mindst masser af omtale. Slimane stopper (forhåbentlig) aldrig med at provokere og overraske, og hans sidste kollektion for huset er en hyldest til de tidlige 80’ere med oversize skuldre, lakbælter i taljen, leggings, pailletter, pels og über høje stiletter. Meldingen er, at Slimane for nu trækker sig tilbage til L.A., men vi kan ikke vente med at se, hvad næste skridt bliver. Tak for denne omgang, Hedi Slimane.

Louis Vuitton: Lak, læderkorsetter og spandevis af attitude.

Ligesom i foråret har Louis Vuittons efterårskollektion et futuristisk udtryk med en hær af bad ass digitale heltinder, der kom stampende ned ad catwalken i tunge snørestøvler. Udtrykket var mørkt, grunget og sporty med mohairtrøjer med sportsstriber, lakbukser, jakker med fokus på taljen, smukke printede stropkjoler, tunge silkenederdele og læderkorsetter. Det hele tilsat mørkerøde læber, tilbageskrabet hår og spandevis af attitude.

Chloé: Bohemet bikerchik, flæser og silketørklæder i halsen.

Inspireret af den franske motorcyklist Anne-France Dautheville, der i 70’erne kørte gennem Europa og Mellemøsten på sin kværn, har Chloé-kvinden fået lidt mere attitude uden at miste mærkets boheme-dna. Og kombinationen virker fortryllende med smørbløde læderbukser parret med flæseskjorter, smukke og flagrende flæsekjoler sat sammen med bikerstøvler samt broderi og oversize striktrøjer tilsat fine silketørklæder i halsen.

Loewe: Modernistisk, katte hoveder og guldsmykker.

Hvor sidste sæson bød på plastikbukser, logomania og pasteller, er det et mere voksent udtryk, der præger det spanske luksusmodehus’ efterårskollektion. Stilen er modernistisk med materialemiks, læderkorsetter og smukke plisserede nederdele. Modellerne bar markante guldsmykker i både ører, om halsen og om armen, og så var de udsmykket med et katte hoved i porcelæn om halsen, der vidner om Jonathan Andersons befriende hang til det legesyge.

Stella McCartney: Svaner, fjerfri vattering og denimkjolen.

Stella McCartney er dyreven med stort D. Hvor hendes pre-fall-kollektion var overstrøet med katte motiver, er det nu svaner, der præger tøjet og hænger fra modellernes ører. McCartney er mester i at designe tøj, der både er smukt og behageligt. Efterårskollektionen præsenterer nogle af sæsonens pæneste quiltede dunjakker, med fjerfri vattering selvfølgelig, plisserede bukser, flæseskjorter, blondekjoler og et opdateret tag på denimkjolen. Og ikke mindst smukke accessories i form af sko med flæsekant og tasker i midnatsblå velour.

Céline: Luksus, bukser med svaj og leggings.

Efter otte år hos Céline er Phoebe Philo efterhånden ikke i tvivl om, hvad hendes trofaste fans vil have. Hendes efterårskollektion er minimalistisk og uden for mange dikkedarer, men med fokus på håndværk og luksuriøse kvaliteter. De smukkeste bukser med svaj er gennemgående i kollektionen og er stylet med draperede kjoler i tung silke, lange skjorter, tung oversize strik og sporty frakker med snører. Og så er de sorte leggings tilbage i modebilledet, hos Céline stylet under kjoler til midt på læggen, et udtryk, du godt kan notere dig.

Dries Van Noten: Jakkesæt med slips, sportsreferencer og velour.

Med sort øjenskygge tværet omkring øjnene og en fjer-choker om halsen var scenen sat til et dramatisk show. Og ned ad catwalken gik en skare af modeller elegant klædt i jakkesæt med slips, tung velour, glitrende bluser, leopardprint og pyjamasjakker i silke. Referencer til old school sportstøj med våbenskjold, collegejakker og veste giver looket et sporty touch, og hele herligheden er tilsat smukke støvletter i velour og perler strøet ud over bukser, kjoler og jakker.

Isabel Marant: Dyreprint, victorianske bluser med flæsekraver og punkkultur.

Den franske designer Isabel Marant er taget en tur tilbage til sin ungdom i de tidlige 80’ere og hylder Club Kid- og punkkulturen og dens engelske rødder. Og det klæder hende. Kollektionen byder på oversize frakker i tweed og tern med bælter i taljen, smukke victorianske bluser med flæsekrave, bukser og nederdele i lak som hos flere andre modehuse og støvler i zebra- og leopardprint, der nok skal skabe ventelister.

Miu Miu: 70’er-referencer, maxinederdel og luksuriøs denim.

Det er aldrig kedeligt eller forudsigeligt hos Miu Miu med Miuccia Prada ved roret, hvor kollektionen denne sæson indrammer flere af de store tendenser. Der er luksuriøs denim, 70’ernes blomsterbrokade, tweed, smukke uniformsjakker, flæsekraver, maxinederdele og korte velourjakker. Præsenteret af et line-up af nogle af tidens største topmodeller blev det endnu en gang slået fast, at Miu Miu er meget mere end Pradas lillesøster.

Sonia Rykiel: Tweed, pels og knæhøje støvler.

Med Julie de Libran som chefdesigner hos Sonia Rykiel på fjerde sæson har det franske modehus fået en tiltrængt saltvandsindsprøjtning, dog uden at miste husets dna. Efterårskollektionen har en bestemt parisisk venstrebreds-aura, der bliver understreget af smukke jakkesæt med pelskrave, silkeskjorter med bindebånd, flæsekjoler, rulam, striber og skødesløst let touperet hår. Hvem der bare var en ægte parisienne.

Gucci: Quirky, eklektisk og nørdet 70’er-disko og 80’er-punk.

Chefdesigner Alessandro Michele har kun været halvandet år hos Gucci, men hans indflydelse på det ikoniske modehus, og moden i det hele taget, er ikke til at overse. Fra indbegrebet af sexet femme fatale er Gucci-kvinden gennem de sidste par sæsoner som transformeret med et quirky, eklektisk og nørdet udtryk. I efterårskollektionen er der lidt mindre nørd, men en stor portion eklekticisme med referencer til alt fra 70’er-disko og 80’er-punk til sports wear og den italienske renæssance. Nej, der er aldrig kedeligt i Alessandro Micheles selskab.

Bottega Veneta: Klassisk uden at være kedeligt, fokus på taljen og leopardprint.

Det italienske luksusmodehus Bottega Veneta er synonymt med luksuriøse kvaliteter og fantastisk håndværk, klassisk uden at være kedeligt. Efterårskollektionen er netop et bevis på dette med smukke og yderst velsiddende dobbeltradede jakkesæt, ternede jakker, kjoler med fokus på taljen, leopardprint og et fantastisk lilla velourjakkesæt.

Max Mara: Guldglimmer, camel coats og hotpants.

Max Maras efterår er centreret omkring 20’ernes Bauhaus-bevægelse og mellemkrigstidens kabaret. En inspiration, der resulterer i en kollektion med guldglimmer på frakker og hotpants, grafiske striber, pangfarver og dobbeltradede jakkesæt. Og ikke mindst en parade af smukke frakker fra husets ikoniske camel coats og tweedfrakker, som netop er deres store force.

Prada: Sømandshatte, hawaiiskjorter og 50’er-inspirerede nederdel.

Når Miuccia Prada taler, lytter vi. Og med sin efterårskollektion slår hun endnu en gang fast, at hun er og bliver modebranchens ukronede dronning. Kollektionen er et fantastisk miks af 50’er-inspirerede nederdele med vidde og brokade, sporty quiltede jakker, seje vandrestøvler, velourkjoler med blomster og draperede skuldre, sømandshatte, korsetter over smukke militærfrakker, hawaiiskjorter, tweed og tern og skønne uldstrømpebukser med diamantprint. Og selv om det lyder rodet, formår Miuccia altid at få det til at gå op i en højere enhed. Vi bukker os endnu en gang i støvet og glæder os til, at Prada-butikken åbner i København.

Michael Kors: Silkebluser med bindebånd, lilla og pailletter.

Den danske topmodel Freja Beha åbnede Michael Kors’ efterårsshow i New York i en peacoat, silkebluse med bindebånd og et par jeans. Michael Kors designer tøj uden for meget slinger i valsen i en kollektion, der byder på tweedfrakker, kabelstrik, blomstrede kjoler, lilla, guldbrokade og ikke mindst en fantastisk sort pailletkjole.

Tommy Hilfiger: Pufærmer, uldbukser og guldsko.

Sidste sæson var det den caribiske ø Mustique, der var tema for Tommy Hilfigers show. Denne gang var vi om bord på skibet T.H. Atlantic, og kollektionen var mindst lige så gennemført som omgivelserne. Ned ad dækket spankulerede en stjernerække af topmodeller i de smukkeste sømandsjakker, efterkrigstidsinspirerede kjoler med små pufærmer og fokus på taljen og tunge uldbukser med officersstriber, sømandsmotiver og pailletter sat sammen med guldstrømper med flæsekant og guldsko.

Boss: Blomster, A-formede frakker og en neutral farvepalet.

Hos Boss er det normalt jakkesæt, der er i fokus, men ligesom sidste sæson byder efterårskollektionen fra chefdesigner Jason Wu igen på en blødere silhuet med en række fantastiske kjoler som omdrejningspunkt. Uldkjoler og toppe fik et blødere udtryk med silkedetaljer og smukke blomsterpåsætninger, og feminine A-formede frakker og jakker blev tilført en sporty kontrast med en zip-up-bluse. Og i en ellers lidt neutral farvepalet stod den brændte orange smukt ud.

Calvin Klein: Tern, læderfrakker og stenbesatte kjoler.

Et yderst velsiddende jakkesæt åbnede ballet. Og efter det fulgte en gennemført kollektion med sæsonens tern på både frakke, kjole og bukser, gerne mikset sammen, skarpe læderfrakker og pelskraver. Og så de smukkeste sorte kjoler med fokus på knapper på ærmerne, kjoler med digitalt dyreprint med indsatte sten og kjoler med sten og et kig til maven. En smuk, velskåret og gennemført kollektion.

Ralph Lauren: Højtaljede bukser, brokade og velour.

Hvor det sidste sæson var den ærkeamerikanske Yachtklub, der dannede ramme om showet, havde Ralph Lauren i denne ombæring skelet til de britiske traditioner. Der var lån fra den britiske dandys garderobe med jakkesæt i tweed og tern med slips, højtaljede bukser og dobbeltradede jakker holdt i brunlige nuancer. Til nattetimerne var der skruet op for brokade, victorianske flæsekraver og sæsonens blødeste materiale, velour.

Marc Jacobs: Plateaustøvler, forvasket denim og pels.

Hos Marc Jacobs er vi altid sikret et forrygende show, og hvor vi i foråret var med Marc på Broadway i en hyldest til New York, er stemningen denne sæson mere mørk og dyster. Looket er gotisk med modeller med tung sort eyeliner og sorte læber og en kollektion, der består af sort og grå med enkelte farveindspark i lilla og pink.

Der er bandtrøjer med hæklede flæsekraver, sort forvasket denim, oversize sløjfer, katten efter musen-print og i kontrast dertil et sødmefyldt print med ballerinaer og blomster. Tilsat pailletter, sorte blonder, spindelvæv, tunge plateaustøvler og de smukkeste maxikjoler er der ingen tvivl om, at Marc Jacobs i den grad ved, hvordan man får New York til at summe, også efter Marc Jacobs og Marc by Marc Jacobs er slået sammen til ét brand.

Burberry: Militærfrakker, rulam og strømpebukser.

Hos Burberry formår Christopher Bailey til stadighed at videreudvikle det traditionsrige engelske modehus’ klassiske styles, som han tilfører et helt nyt udtryk. I efterårskollektionen er det den særlige britiske eklekticisme, der er omdrejningspunktet, og som den britiske model Edie Campbell, der åbnede showet, netop er udtryk for. Der er militærfrakker sat sammen med glimmerkjoler, tern og rulam og smukke pailletblomster på kjoler og skjorter. Det hele tilsat strømpebukser, som hos flere andre modehuse denne sæson, og tunge bikerstøvler med nitter og spænder. Og så venter vi spændt på showet i september, hvor husets nye see now, buy now-stategi træder i kraft.

Mulberry: Kontraststikninger, plisserede lædernederdele og skjorter med kalvekrøs.

Det er efterhånden mere end to år siden, det britiske modehus Mulberry viste en runway-kollektion, men den tidligere accessorydesigner hos Céline, Johnny Coca, har fået ansvaret for at bringe modehuset tilbage på radaren. Og det gjorde han med efterårets uundgåelige militærfrakker med synlige stikninger, skjorter med kalvekrøs, plisserede lædernederdele, fantastiske uldkjoler med fiskenetstruktur og smukke tasker med sølvkæder, der nok skal få Mulberry på it-pigernes skuldre.

Christopher Kane: Monogram, fjerpåsætninger og regnhætter.

Hos Christopher Kane er sommerens neonfarver byttet ud med en mørkere farveskala og et mere dystert udtryk. Men designerens evne til at skabe feminine og kunstneriske kollektioner er heldigvis stadig intakt. Efterårskollektionen byder på oversize strik med monogram, smukke blomsterkjoler, krystaller og blomsterbrocher på kjoler og bluser og fjer på både tøj og sko. Det hele toppet med en plastikregnhætte, som er en hyldest til designerens mor, der gik bort for et år siden.

LÆS OGSÅ: Kan du spotte det dyreste par?

LÆS OGSÅ: 80'ernes stigbøjlebuks er tilbage

LÆS OGSÅ: 10 kunstneriske Instagram-profiler du skal følge