8 fif: Snig motion ind i hverdagen

8 fif: Snig motion ind i hverdagen

For meget fjernsyn og for lidt fitness? Det kan være hulens svært at finde tid og overskud til motion i familiens stramme program. Her får du lægens fif til at få sneget motion og bevægelse ind i hverdagen for dig og familien.

Sluk fjernsynet

En voksen dansker ser i gennemsnit fire timers fjernsyn om dagen, og hvis du slukker i bare en time og går en tur i stedet, har du gået 7-8.000 af de anbefalede 10.000 skridt om dagen.

Børn bevæger sig af ren og skær lyst, medmindre de bliver hæmmet i at gøre det, for eksempel hvis de bliver passiviseret foran fjernsynet. Så sluk for det – så skal de skal nok finde på noget at lave. Det er også en god ide at slukke for din egen skyld.

Få motion på arbejdspladsen

Der er masser af muligheder for at få bevæget dig i forbindelse med dit arbejde – også selv om du sidder ned det meste af tiden.

• Har du så langt til arbejdet, at du bliver nødt til at køre i bil, bus eller tog, så parkér et stykke derfra, eller stå af et stoppested tidligere, og gå det sidste stykke.

• Tag trappen frem for elevatoren.

• Gå hen og tal med din kollega frem for at sende en mail.

• Er I to, der skal tale sammen, så gør det, mens I går en tur.

• Få en trådløs telefon, eller brug mobilen, så kan du bevæge dig, samtidig med at du snakker i telefon.

Læs også på Voresbørn.dk: Sporty tøj til dig og dit barn

Lidt motion er bedre end ingen

Hvis du er helt ude af træning, så start med at gå 30 minutter, og læg så efterhånden nogle minutter med løb ind. Gør du det et par gange om ugen, kan du efter to måneder løbe en hel halv time, hvilket svarer til cirka fem kilometer.

Det er svært at få tid til at løbe i weekenderne, hvis du også skal være sammen med dit barn. Men med en løbevogn er der faktisk ingen undskyldning: Put dit barn i løbevognen og ... løb!

Motioner mens du ser tv

Du har sikkert hørt, at motionsmaskiner bare står og samler støv, men prøv at sætte en kondicykel foran fjernsynet, og træd i pedalerne med høj intensitet i 45 minutter, mens du ser et afsnit af din yndlingsserie – og cykling til ét afsnit af Venner gælder ikke. Så må du cykle to!

Tag familien med i skoven

I skoven er der masser af plads og mulighed for at løbe, kravle, balancere og udforske. Gå en tur med børnene, eller lad dem cykle, mens du løber ved siden af. Det kan godt være, at sådan en løbetur ikke giver det samme som en time i fitnesscenteret, men det er langt bedre, end at I sidder stille derhjemme.

Læs også på Voresbørn.dk: Sjov yoga til dig og din tumling

Gør plads til bevægelse

Indret jeres hjem, så der er plads til leg og bevægelse. Det behøver ikke betyde, at I skal ud og købe ribber, heste og bomme, men fjern ting, der kan gå i stykker, ledninger, I kan falde i, og andet, der hæmmer jeres fysiske udfoldelse

Dyrk sex

Nej, det kan godt være, at sex ikke lige er det, der tænder dig mest, når børnene endelig sover, men faktisk er det en ganske udmærket ting.For ud over at du med stor sandsynlighed gør din partner i et lystigt humør, kan du ved 30 minutters sex brænde 200 kalorier af. Men så skal du også gå til den

Støvsugning er også motion

Selv om du ikke kommer af sted til fitnesscentret flere gange om ugen, er der ingen grund til at tænke, at det hele kan være lige meget. Selv de mindste aktiviteter som støvsugning, det at gå en tur eller rejse sig for at skifte kanal på fjernsynet har betydning for, om du er slank eller overvægtig.

En amerikansk undersøgelse har vist, at normalvægtige bruger 300 flere kalorier om dagen på den slags ting – og 300 kalorier mindre om dagen betyder altså 10 kilo mindre om året.

Husk også: Det er bedre at gå end at stå, det er bedre at stå end at sidde, og det er bedre at sidde end at ligge!

Læs også på Voresbørn.dk: Test - hvor sunde er dit barns madvaner

Af: Jo Brand, Vores Børn