Slank krop
SPONSORERET indhold

Bliv slank med nye motionsformer

Er du til dans, vand, boksning eller benhård muskeltræning? Og vil du gerne have en slankere og mere fast krop? ALT for damernes journalist Marie-Louise Truelsen har testet fire nye motionsformer for at finde ud af, hvad der kan give en slank krop i topform.

Af: Marie-Louise Truelsen Foto: Activeaid.dk, SATS, John Petersen/JP-Fotografi
13. sep. 2012 | Sundhed | ALT for damerne

TRX Suspension Training – når kroppen skal tones
Hvad er det?
– TRX Suspension Training er et komplet fitnesscenter i en lille pose! Det er populært sagt seler med håndtag, og de er oprindeligt udviklet af en fyr, der gjorde tjeneste hos US Navy Seals. Han ville have et træningsredskab, som man kunne tage med sig, og som kunne træne hele kroppen. Den første version af selerne bestod af nogle faldskærmsstropper og et gammelt karatebælte.

Hvad kan det?
– TRX seler kan træne hele din krop på 15-20 minutter. Både stabilitet, fleksibilitet, balance, styrke og core trænes i alle øvelser. Det helt smarte ved selerne er, at du kan bruge dem alle steder. Tag dem med på løbeturen og smæk dem op omkring en gren, og du har et perfekt udendørs træningscenter. Vil du helst træne indenfor, kan du gøre det i et center, der har udstyret, eller sætte det op hjemme i stuen. Enten med en krog i loftet eller med et smart dør-anker, der lige kan sættes hen over en dør. Og vupti – selerne er klar. 

Hvordan føles det i praksis?
– Svaret er kort og godt: Det føles HÅRDT! Efter en prøvetime i selerne var min krop banket helt igennem på alle etager, og i tre dage bagefter var jeg øm alle steder – på den gode måde. Jeg har aldrig prøvet en træningsform, der i samme grad tager fat i så mange muskler på så effektiv en måde. Du bestemmer selv, hvor hårdt du træner, idet belastningen i øvelserne udelukkende afhænger af, hvor meget kropsvægt, du bruger.

Du vil kunne lide denne motionsform, hvis…
…du kan lide at træne hårdt og kort, og hvis målet med træningen er at stramme en slap og slasket krop op. Du bliver virkelig tonet og kommer dermed til at se slankere ud.

Vi testede TRX selerne med personlig træner Ida Krak i Well-Come Fitness i Hellerup. Selerne kan købes på Activeaid.dk.


Læs også: Få de personlige træneres topeffektive øvelser

Bhangra – dans dig glad og tynd

Hvad er det?
– Bhangra er indisk dans, der stammer fra den nordvestlige region i Punjab. Dansen er mere end 500 år gammel og blev oprindeligt udført af bønder, når de skulle fejre høsten. I dag er dansen ved at blive populær på verdensplan, ikke mindst på grund af den glade og energiske bhangramusik.

Hvad kan det?
– Instruktøren, Imtiaz, fortalte, at man forbrænder omkring 600 kalorier i timen ved at danse Bhangra, hvilket gør det til en ret intensiv fatburner. Du bevæger hele kroppen, ja selv hovedet, som hele tiden rykkes aktivt fra side til side, og dansen stiller også krav til en vis evne for at koordinere arme og ben!

Hvordan føles det i praksis?
– Rigtig, rigtig sjovt! Og temmelig sveddryppende. Jeg dansede i halvanden time, og bagefter så mit hår ud, som om jeg allerede HAVDE taget bad! Det var skægt at danse til noget helt anderledes musik, som på en eller anden måde bragte det feminine frem i både håndbevægelser og trin. Når det er sagt, så det nok meget lidt feminint ud – udefra set – men hvad gør det, når man knækker sammen af grin mange gange undervejs.

Du vil kunne lide denne motionsform, hvis…
…du kan lide at danse og prøve noget helt anderledes. Og hvis du er vild med at have det sjovt, samtidig med at du træner.

Vi testede Bhangra med Imtiaz Bagum, se mere på Bhangrabeats.dk. Tak til Well-Come Fitness i Hellerup, som lagde lokaler til.
 

Læs videre på næste side.

Aqua Zumba – motion uden sved på panden

Hvad er det?

– Aqua Zumba er helt enkelt Zumba i vand. Instruktøren står oppe på bassinkanten, og du står nede i vandet iført badedragt. Musikken er latinrytmer som til „rigtig“ Zumba, men trinene er lidt mere simple, fordi det ganske enkelt ikke er muligt at lave meget svære serier i vand.

Hvad kan det?

– Det skulle være muligt at forbrænde ca. 250-300 kalorier på en time, vel og mærke uden at få sved på panden. Vandmodstanden gør, at du får trænet ekstra, uden at du rigtig mærker det. Aqua Zumba er helt genialt som motion, hvis du vejer for meget og gerne vil i gang med træning, der kan booste et vægttab uden at belaste kroppen alt for meget.

Hvordan føles det i praksis?

– Meget behageligt. Jeg plejer at stor-svede til alle former for træning, men det sker ikke her. Jeg bliver varm, men på en meget rar måde. Det er lidt svært at følge musikkens rytmer, fordi vandet jo yder modstand, så jeg tror ikke, at det ser specielt yndefuldt ud, hvis man står og kigger på. Men hvem bekymrer sig også om det?

Du vil kunne lide denne motionsform, hvis…

…du kan lide vand og ikke gider at svede, når du træner. Aqua Zumba er også genialt, hvis du er skadet og skal passe på led og sener, for vandet bærer jo en stor del af din vægt. To gode tip: Hav evt. bomuldsstrømper på i vandet, så står du lidt bedre fast. Og sørg for en badedragt eller bikini, der har god støtte til barmen!

Vi testede Aqua Zumba hos SATS i Kildeskovshallen, Gentofte.

Læs også: Få flad mave på rekordtid

Piloxing – pilates og boksning i samme slag

Hvad er det?

– Stjerner som Kirsten Dunst og Hillary Duff dyrker det, og piloxing er da også kendt fra Hollywood, hvor den svenske danser Viveca Jensen ønskede at udvikle en træningsform, der skulle bygge på en sund krop, men også styrke selvværdet. Piloxing er en blanding af pilates og boksning, hvor du får udholdenheden og hurtigheden fra boksning samt bevægeligheden og styrken fra pilates.

Hvad kan det?

– Piloxing øger din forbrænding og bidrager til at styrke kernemuskulaturen. Det giver både mulighed for vægttab og toning af kroppen i én og samme pakke. Du bliver kort sagt i „stjerneform“ som de kendte i Hollywood.

Hvordan føles det i praksis?

– Lidt som gammeldags high-impact aerobic tilført bokse-attitude på den fede måde. Det er sjovt at få lov til at slå ud efter en potentiel modstander, og instruktøren samt flere på holdet havde vægthandsker á la Powergloves på for at øge effektiviteten, hvilket jo så vil give endnu mere sved på panden og av, av i armene. Der er mere boksning end pilates over det, ikke mindst fordi musikken kører for fuldt drøn hele tiden.

Du vil kunne lide denne motionsform, hvis…

…du kan lide høj, pulserende musik og fuld knald på i en time.

Vi testede Piloxing hos SATS i Hvidovre.



Læs også: Dét kan en personlig træner give dig