1. Du er stresset
Mange tror, at de med sikkerhed vil tabe sig, hvis bare de træner. Men der er altså masser af eksempler på folk, der spinner fem gange om ugen, og som stadig ikke kan slippe af med deres overflødige kilo. En af de mest normale forklaringer på, at du træner og træner, men ikke taber dig, er, at du er stresset. Når du er stresset, danner du stresshormoner, der bl.a. får forbrændingsprocesserne til at gå i stå, hvilket vil sige, at du kan slide dig ihjel i fitnesscentret uden at se resultater på vægten. Hvis du vil tabe dig, må du altså først finde årsagen til din stress og komme den til livs.
2. Du dyrker den forkerte motion
Hører du til dem, der efter en travl dag på arbejde spæner ned i fitnesscentret for at spinne, spurte af sted på løbebåndet eller hoppe og spjætte til pumpende rytmer (inden du skal hjem og lave mad til to sulte børn og en fraværende mand), skulle du måske overveje at gøre noget andet. For hvis du allerede er stresset, vil hård træning stresse kroppen yderligere, hvilket virker blokerende, og du vil derfor heller ikke tabe dig. I stedet for at få pulsen helt op, vil det derfor være meget bedre for dig at gøre noget, der får dig ned i gear, f.eks. yoga, meditation eller svømning – eller sågar en tur i spa. Hvis du er stresset, vil du faktisk tabe dig mere af at gå en halv time i spa end at dyrke en times spinning.
3. Du træner i for lang tid ad gangen
Har du først god samvittighed efter halvanden time på løbebåndet, så stop! Dyrker du hård træning i mere end 45 minutter, slider du mere på kroppen, end du genopbygger. Derfor kan du med fordel nøjes med at træne i 30 minutter ad gangen. Når du træner, så fokuser på intensiv intervaltræning som f.eks. løb med spurter indlagt. På den måde får du pulsen helt op og produceret de hormoner, der gør dig glad. Derudover skal du også huske styrketræningen, så din krop udover at være i god form også bliver stærk. Og så begynder du at tabe dig.
4. Du træner for lidt
Hører du til dem, der sammen med din veninde lunter fra maskine til maskine med hver jeres halvliters vandflaske i hånden, mens I drøfter weekendens eskapader (eller mangel på dem), er der altså risiko for, at du (og din veninde) ikke får trænet intensivt nok. Du skal mærke, at du træner! Og du bør maks. holde 30 sekunders pause mellem de forskellige øvelser. Derudover er træning en gang om ugen heller ikke nok. Det er selvfølgelig bedre end ingenting, men hvis du vil opnå et vægttab, skal du træne minimum to gange om ugen og helst tre.
EKSPERTEN: Sabrina Dinic er en af Danmarks mest seriøse trænere og bootcampspecialister. Personlig træner, kostvejleder og bootcamp-ansvarlig hos Well-come Fitness i Hellerup. Hun træner selv benhårdt to timer ugentlig. Oprindeligt fra Serbien, har boet i Danmark i tyve år.