Sådan slipper du af med sukkertrangen
50 gram sukker om dagen. Det lyder ikke af meget, og det er det heller ikke, men vil du gerne leve sundt, bør du (desværre) ikke spise mere. Se her, hvordan du kan undgå trangen efter noget sødt.
SPIS OFTE.
Spis morgenmad og mellemmåltider − det mindsker risikoen for, at du falder i.
SØDE FIBRE.
Vælg noget, der er lidt sødt, men hvor du også får nogle gode ting, f.eks. en myslibar fra Isis eller Nupo, et stykke knækbrød eller ristet rugbrød med pålægschokolade.
SMÅ PORTIONER.
Tænk over portionerne, når du serverer søde sager. Laver du en dessert med is, så server mindre is og spis ikke slik bagefter, så du får dobbelt op på sukker.
THINK TWICE.
Ryd dine skuffer for slik, så du ikke har noget i huset. Skal du ned i kiosken for at få fat i noget sødt, når du at tænke dig om to gange. Det tager cirka 14 dage at slippe af med en sukkertrang, men allerede efter en uge er du godt på vej. Når trangen er mindsket, så hold dig i det store hele fra det søde, ellers vender trangen hurtigt tilbage.
VÆLG DET, DER GØR DIG GLAD.
Der er ikke noget galt i at spise sødt en gang imellem, men når det søde kommer til at fylde for meget, får du ikke de vitaminer og mineraler, du skal have, fordi der ikke bliver plads til alt det sunde. Tænk over, hvilke ting du slet ikke vil undvære, fordi det gør dig glad, og tag så et valg. Skal det være rødvin, slik eller en portion dessert?
Kilde: Diætist Gitte Dreier