Sporty ferie på pragtfulde Sardinien
Smaragdgrønt vand, uovertruffen natur og perfekt klima. Sardinien er en sand legeplads for sportsfreaks med de bedste steder til kitesurfing, ridning, golf og trekking.
Rideparadis
Sardiniens største ridecenter, Horse Country, ligger på øens frodige vestkyst i et område, der har en århundredelang tradition for ridning. Centeret, der åbnede i 70’erne, er et moderne resort, hvor man kan ride dagsture langs vandet, blive trænet i westernridning, dressur eller hesteterapi. Børn får deres egne ponyer under opholdet, og familier kan bo i lækre bungalows på grunden.
horsecountry.it
Udfordrende kitesurfing
Stranden Porto Pollo på nordøstkysten er Sardiniens svar på Californien, hvad angår surfertække og godt humør. Her boltrer vandhunde fra hele verden sig i det smaragdgrønne vand, og især strandens unge, internationale instruktørteam gør en brav indsats for at holde stemningen oppe med timer i kite- og windsurfing og barbecue i vandkanten.
portopollo.it
Snup et slag golf
Den verdensberømte banearkitekt Robert von Hagge har kælet for de 18 huller i golfklubben Is Arenas Golf & Countryclub. Stedet, der ligger meget malerisk midt i en stor pinjeskov lige ved havet 15 kilometer nord for Oristano, regnes for en af de mest krævende baner i Italien. Den har vundet prisen som Italiens bedste og tilbyder ud over golf også fire kilometer privat sandstrand.
isarenas.it
Vandretur til Gola Su Gorroppu
Tag på vandretur i Sardiniens smukke bjerge og gå mellem duftende buske af eucalyptus, vild oliven og myrte. Prøv fx en tur til Gola Su Gorroppu, en 15 km lang kløft i Supramonte-massivet. Her findes ikke kiosker eller noget som helst, så medbring alt, hvad du behøver af mad og drikke hjemmefra. Det kan være en god idé at hyre en guide. Danske Britt Christensen arrangerer vandreture på hele Sardinien.
Se mere på paasardinien.dk
Mountainbike langs kysten
Selv om der ikke findes nogen officielle cykelruter på Sardinien, er øen helt oplagt til cykling, og bortset fra juli og august er vejene næsten tomme for trafik. Især strækningen mellem Bosa og Alghero på øens nordvestkyst er smuk. Et andet bud er øerne Maddalena og Caprera nordøst for Costa Smeralda.
Find kort og veje på italiantouristoffice.dk
Slap af i romersk spa
Plej dine ømme muskler i en dejlig spa. Termerne i Sardara 50 km nord for øens største by Cagliari er flittigt besøgt af lokale karrieremennesker pga. de topmoderne tilbud af aromaterapi, mudderbade og lækre suiter.
termedisardara.it